Helt ud på kanten

Cate Blanchett er verdens bedste skuespillerinde. Overdrevet? Overhovedet ikke. Både kritikere og kolleger roser hende til skyerne, og hun har vundet flere priser, end hun nok kan tælle.

For hende er familien dog det, der tæller. Og det er i høj grad for hendes to børns skyld - og det tredje barn, som hun venter til april - at hun nu er flyttet tilbage til hjemlandet Australien.

"Jeg vil gerne give mine børn et fast holdepunkt i deres liv. Det føles uretfærdigt, at jeg konstant er på rejse med dem rundt i verden. Det er bedre med et fast holdepunkt, en base. Og derfra kan jeg så indimellem rejse væk på optagelser og så oven i købet få fjorten timers søvn i træk," fortæller Blanchett, da vi møder hende i New York.

Hun er iført et gråt jakkesæt, sort skjorte og vest. Hun virker lidt træt, gnider sig i øjnene indimellem og vrider ofte hænderne. Der er noget næsten gennemsigtigt over hende. Det lys, hun omfattes, gør at man næsten føler, man kan se igennem hende - omtrent som Galadriel, elverkvinden, hun spillede i Lord of the Rings-filmene. Hun smiler ofte, et lidt genert og undvigende smil.

"Når folk siger 'Hollywood', så taler de om at tjene en masse penge og ikke arbejde særligt hårdt. Jeg trives ikke i varmen, og jeg har ingen grund til at skulle bosætte mig i Los Angeles."

Foretrækker teatret
Cate Blanchett mener, at det har udviklet hende og gjort hende til et bedre menneske at blive mor.

"Selvfølgelig indebærer det, at man må indgå kompromisser, og man må tage nogle fravalg, men i de fravalg ligger der også nogle helt nye muligheder. Jeg synes, mine børn er fantastiske. Jeg ved godt, at det lyder som en kliche, men de følelser, man har for sine børn, er fuldstændigt uden grænser."

Hun har mange gange sagt, at der er områder af hendes liv, hun ikke vil ind på, men hun er alligevel meget åbenhjertig. Det eneste, hun tydeligvis ikke vil tale om, er, hvordan hendes far døde af et hjerteslag, da hun kun var ti år gammel. Hun konstaterer blot, at en sådan tragedie selvfølgelig har påvirket hende.

Sin familie taler hun dog gerne om. Hun mødte sin mand, Andrew Upton, i midten af 1990'erne, og de giftede sig nogle år efter. Han er en kendt teaterinstruktør i Australien, og eftersom Cate altid har skattet teater højere end film, fandt de hurtigt hinanden. Det er også teatret, der er en medvirkende årsag til, at familien nu er flyttet tilbage til Sydney.

"Andrew og jeg skal være kunstneriske ledere af et teater i Sydney. Det bliver fantastisk. Det er et teater, som skuespillerne selv driver."

"Her skal jeg sætte et stykke op. Det bliver første gang, jeg gør det. Og sandsynligvis giver det mig mulighed for at holde en lille pause fra filmarbejdet. Ikke fordi jeg føler mig overeksponeret, men kameraet bliver jo træt af alle før eller siden. Så er det bedre at tage en pause engang imellem og lade publikum få en pause fra mig."

Valg af roller
Hun har også arbejdet hårdt de seneste år. Vi har fornylig set hende i Babel, The Good German og Notes on a Scandal. Nu kommer Elizabeth: The Golden Age og I'm Not There, hun er med i den kommende Indiana Jones-film og har netop færdiggjort David Finchers The Curious Case of Benjamin Button. Her spiller hun endnu engang over for Brad Pitt, præcis som i Babel.

"Jeg holder virkelig af at arbejde med Brad. Men jo, jeg har arbejdet hårdt de seneste år. Jeg håber, jeg får mulighed for at tage det lidt roligt det næste stykke tid."

Cate Blanchett startede sin skuespilkarriere inden for teater, hvor hun blev overøst med ros og berømmelse i Australien. Forskellige roller i populære tv-serier og tv-film ledte frem mod hendes spillefilmdebut i dramaet Paradise Road (1997). Uden for Australien blev man opmærksom på hende i Oscar og Lucinda, hvor hun spillede over for Ralph Fiennes, og gennembruddet kom i 1998 med titelrollen i Elizabeth, som førte til en Oscar-nominering.

"På en eller anden pervers måde tiltrækkes jeg altid af roller, som jeg faktisk ikke ved, hvordan skal spilles. At få dem er som at tage et stort spring ud i det ukendte. Jeg tror aldrig, jeg har kæmpet for at få en bestemt rolle. Derimod har jeg altid en trang til nye oplevelser."

Fysisk hårde krav
I Tom Tykwers Heaven gik hun så langt, at hun i filmen barberer alt sit hår af.

"Jeg synes virkelig, at det var cool at barbere alt mit hår af. Film er et visuelt medie, og det viser al vores skrøbelighed. Jeg er ikke bange for de forandringer, som min krop kommer til at undergå, men i filmbranchen stilles der så umenneskeligt hårde fysiske krav til kvinder. Derfor blev det måske ekstra tillokkende for mig at komme af med alt håret, og for min rolle var det en handling af renselse og ydmyghed. Jeg følte mig lettet bagefter."

I Elizabeth: The Golden Age får vi hende at se i en rolle uden øjenbryn. Dronning Elizabeth I af England havde nemlig ingen øjenbryn, men denne gang slap Cate for at barbere sig. Dygtige sminkøser kunne nemlig ordne det på anden vis.

"Jeg tøvede med at spille denne rolle én gang til, fordi der jo ofte sker det, at opfølgeren bliver meget dårligere end originalen. Men jeg synes virkelig godt om instruktøren Shekhar Kapur, og når Geoffrey Rush, som er en god ven, sagde, at han havde takket ja til at være med i den nye film, så gjorde jeg det også. Og det er jo fascinerende at få lov til at spille en kvinde, der ældes."

Cate som Bob Dylan
En af de roller, der virkelig stikker af fra normen, er rollen som Bob Dylan i Todd Haynes' film I'm Not There. Og det er ikke kun Cate Blanchett, der spiller Dylan. Det gør blandt andet Richard Gere, Christian Bale og Heath Ledger også.

"Jeg er én af mange skuespillere, som spiller Bob Dylan på et tidspunkt i hans karriere. Min første indskydelse var: 'Det her er helt vanvittigt - hvor skriver jeg under på kontrakten?' At sætte en kvinde til at spille en inkarnation af Dylan ... jeg blev fuldkommen fascineret af ideen, og det er virkelig umådeligt morsomt. Jeg spiller Dylan i den periode, hvor han gik over til at spille elektrisk. Det var dengang, man syntes, at han var en forræder mod folkemusikken. Han blev kaldt Judas, og derfor hedder den inkarnation af ham, som jeg spiller, Jude."

"Jeg tror, Todd ville have en kvinde til at spille den version af Dylan, fordi han synes, at Dylan så lidt feminin ud i den periode. På et andet plan kan man sige, at den version, jeg spiller, er så ikonisk, så hvis det var en mand, som skulle spille den, ville det måske have nærmet sig imitation. Og når det er en kvinde, så er man ligesom blevet befriet fra den tanke, at det er en cabaretversion af Bob Dylan. Men jeg skraldgrinede hver morgen, når jeg kiggede mig i spejlet."

Alligevel er Cate Blanchett den af de seks skuespillere, der i filmen spiller Dylan, som ligner ham mest. Da jeg møder Todd Haynes, fortæller han:

"Det var et chok, da Dylan begyndte at spille elektrisk, men der har været skrevet så meget om det, at det i dag har mistet sin chokværdi. Hvad skulle jeg gøre for at chokere nu? Jo, ved at lade en kvinde spille rollen, selvfølgelig. Og Cate er fantastisk."

Helt ud på kanten
Cate Blanchett kan godt lide mode. I år blev hun udnævnt til en af verdens bedst klædte kvinder i Vanity Fair, og ved store begivenheder som for eksempel Oscar-uddelingen har hun haft en forkærlighed for at komme i tøj designet af Valentino og Armani. Med en smittende latter siger hun:

"Man taler om skuespillere og kendte på den røde løber, og jeg tror, at alle, som pludselig befinder sig foran tusinder af kameraer, føler det på samme måde. Jeg elsker det. Men det er også nervepirrende, for jeg ved jo, at mange kigger på ens tånegle og på albuer og tjekker, om man nu har husket at fjerne de lange næsehår. Og de vurderer kjolen, og alle venter på det øjeblik, hvor én snubler."

"Men jeg har det sjovt til de arrangementer. Man er nødt til at kunne lide det, man har på, og man må kunne grine af alt det, der sker."

Hvis man kigger på filmsitet Imdb under Cate Blanchet, kan man se, at hun hidtil har vundet 43 forskellige priser, blandt andet en Golden Globe og en Oscar. Hun har yderligere 39 nomineringer bag sig. Og hun lader til hele tiden at være i gang med projekter, som er meget forskellige. Men det er ifølge skuespilleren ikke et bevidst valg.

"Jeg styrer ikke bevidst efter at gøre noget chokerende, men måske har jeg en slags teatralsk dødslængsel. Måske findes der et behov for at mislykkes i mig. Når jeg arbejder, vil jeg gerne helt ud til kanten. Skal man gøre noget, skal man gøre det fuldt og helt. Ellers kan det være lige meget."

Oversat af Maj Kalfod