Helvedet er, at enhver har sine grunde

”Filmen handler ikke om et specifikt land, men om hvordan vi definerer moral – om den moralske krise, vi alle sammen er ramt af i øjeblikket.”

Ordene kommer fra manden bag sidste års store filmoverraskelse, det emotionelt strømførende ægteskabsdrama Nader og Simin – en separation. Asghar Farhadi har gennem sine foreløbig fem spillefilm vist sig ikke blot som det moderne Irans, men også det moderne samfunds kronikør.

Det kan godt være, at man i hjørnerne af hans film finder slanger, kønsbarrierer, blodpenge, lokale festritualer, tvangsægteskaber, religiøse dogmer, ekkoer af en endnu smertefuld krig og en emigrationslængsel, som har forankring i et nutidigt Iran. Men de motorer, der driver filmene, er universelle følelser: bekymring for ens nære, pengemangel, nyfigenhed, erotisk passion, mistænksomhed, længsel efter tilpasning og tryghed.

Kardinalpunktet hos Farhadi er og bliver ransagelsen af folks motiver. Sandheden bag deres handlinger. Grundtonen er desperat.

Nervøse film
Med Nader og Simin har Farhadi leveret iransk films største eksportsucces nogensinde. Og han står som symbolet på et skred i omverdens syn på iransk film over de seneste ti-tolv år.

I 1990’erne var iransk film en esoterisk kvalitetsvare, der kunne kendes på kilometers afstand i kraft af sin billedskønhed, lokalkolorit og et ikke ubetydeligt element af tidløshed eller mysticisme (kodenavnene er her Kiarostami, Ghobadi, Neshat og Makhmalbaf). I dag fremstår den langt mere urban, tidssvarende og nervøs. Det er film med mavesår, tremmer for vinduerne, færdigretter på bordet og politisirener i det fjerne. Socialrealisme med et indre bæst.

Det er dog ingen nyhed, at sådanne film findes. Instruktører som Bahram Beyzai, Dariush Mehrjui, Naser Taghvai, Rakhshan Bani-Etemad, Bahman Farmanara og Ebrahim Hatamikia har gennem de seneste tre-fire-fem årtier vist, at nyere iransk film rummer andet og mere end landsbyfilm.

Disse navne er blevet værdsat af kritikere, filmjuryer og (et overvejende intellektuelt) biografpublikum i hjemlandet. Men selv deres bedste film er grundstødt ved kommunegrænsen. De færreste herhjemme har nok hørt instruktørernes navne, endsige titler som Under the Skin of the City, A House Built on Water, Killing Mad Dogs og Low Heights. Men det er svært at finde andre årsager end kulturel enøjethed hos festivalkuratorer og filmdistributører. Hvilket i nogen grad afspejler vores, de vestlige kulturforbrugeres, viden og smagsløg.

Asghar Farhadi har sammen med Jafar Panahi (Offside, Cirklen), der for nylig sad fængslet og nu er ramt af berufsverbot, været motoren bag den u-eksotiske iranske films gennembrud, ligesom den filmiske nestor, Abbas Kiarostami, stod for et vigtigt bidrag med det stramt strukturerede, timelange bilskænderi Ten i 2002.

Men med årets Oscar-statuette til Asghar Farhadi og Nader og Simin er der skabt hul til et helt andet og bredere publikum, og forhåbentlig kan vi lægge lidt afstand til lokalkoloritten.

Simin, den emanciperede skønhed i Nader og Simin, vil ud af landet. Iran er ikke et sted for børn at vokse op i, som hun kommer for skade at sige til skilsmissedommeren.

Som filmen skrider frem, forstår man hende. Kvinder er bundet af ægtepagten, deres bevægelsesfrihed hæmmet af religiøse forskrifter. Mændene virker små- eller heldeprimerede af enten stress eller arbejdsløshed, og børnene – fremtiden – konfronteres alt for tidligt med løgne, hykleri og uskyldstab. Hvis personerne overhovedet har noget til fælles, er det deres mistro.

Det kan i det lys undre, at filmen over- hovedet blev indstillet som Irans officielle Oscar-kandidat. Det er trods alt ikke mange måneder siden, at Farhadis instruktørkolleger, Jafar Panahi og Mohammad Rasoulof, blev fængslet for at planlægge en film om den såkaldt grønne reformbevægelse i landet.

Farhadi faldt selv i unåde, da han udtrykte sin sympati med dem på scenen under en prisuddeling i Teheran. Kulturministeriet (som formelt hedder ”Ministeriet for Kultur og Islamisk Retledning”) gik som en slet skjult straf ind og bremsede produktionen af Nader og Simin, indtil Farhadi havde undskyldt.

Men hvorfor blev Nader og Simin ikke forbudt eller nægtet udrejse, sådan som det er sket for så mange film siden den islamiske stats grundlæggelse i 1979?

Censurens indretninger
Asghar Farhadi har selv svaret således i et interview med det franske filmtidsskrift Positif (juni 2011):

”Internt i regeringen er der en mangfoldighed af holdninger og smag. Nogle er fritænkere, andre meget tillukkede. Måske går dit spørgsmålet reelt på, hvordan man tør lave en film som denne, når nu vi opfatter regeringen som hård og skrapt censurerende? Det svarer til at spørge én, der bor i ørkenen, hvordan vedkommende dog kan holde varmen ud.”

Filmens omtumlede produktions- og lanceringsforløb antyder i sig selv, hvordan det er at lave filmkunst i et land som Iran, hvor kulturstøtten har været rundhåndet, men hvor censur og obstruktion har været en integreret del af kulturpolitikken siden den islamiske revolution.

Kort fortalt, vil man lave film om virkelighedens skyggesider, må man være indstillet på at fighte og tænke diplomatisk. Omformulere projektbeskrivelser, parlamentere, klippe om, rette ind. Eller alternativt være stædig, vente og gensende til nye embedsfolk, når de kulturpolitiske vinde er vendt.

Det er en udbredt myte, at social kritik altid vækker censorernes harme, og at politisk kritik per definition er lukket land i Iran. Der er eksempler på film med langt voldsommere meningsudgydelser end Farhadis – både om kønsmønstre, fattigdom, diskrimination og religiøse praksisser – som er blevet godkendt til offentlig visning. Kritik af statsinstitutioner og magthavere synes generelt at være tabu, og det er fuldstændig utænkeligt at kritisere den øverste leder.

Men reglerne er ikke nedfældet, og den feministiske instruktør Tahmineh Milani er eksempelvis sluppet af sted med at indskrive replikker som: ”Hvem spurgte dog kvinderne, da man lavede disse love?”

Film som Tahmineh Milanis har en tydelig mission om at forandre eksisterende lovgivning, og det kan på den måde næppe overraske, at også hun er faldet i unåde. Milani har tilbragt et par uger i det berygtede Evin-fængsel – angivelig for i en af sine film at have glorificeret kontrarevolutionære kræfter under 1979-revolutionen. Kritikere betragter fængslingen som et eksempel på regimets håndfaste opdragelsespædagogik.

Farhadis film er dog af en anden støbning. Han indskriver sig i en stolt iransk tradition for socialt engagerede, men fortolkningsåbne film. Forskellen mellem ham og Milani ligger ikke i valget af temaer, men i fraværet af paroler.

Fanget i hinandens krydsild
I debutfilmen Dancing in the Dust fra 2003 beskriver Farhadi uden omsvøb, hvordan en familie betragtes som paria, fordi moren ernærer sig ved prostitution. The Beautiful City fra året efter problematiserer den juridiske praksis vedrørende blodpenge og dødsstraf, og en af de centrale figurer er narkoman. About Elly fra 2009 italesætter udfordringerne ved at være ung og møde det modsatte køn, når man på det nærmeste skal kunne dokumentere sit slægtskab for at være i stue med hinanden.

Farhadis film giver bestemt ingen rosende karakteristik af dagens Iran. Hovedpersonerne støder før eller siden panden mod ”systemet”: skilsmissedomstole, fængselsvæsenet, skoleledelsen, lokale imamer, ejendomsforvaltere, politiet. Og alle Farhadis karakterer kæmper indædt for enten penge, frihed, anseelse eller familiesammenholdet. For et par stykker af dem er livet på spil.

Mere overraskende er det måske, at systemerne ikke skildres som umenneskelige, nærmest tværtimod. Reglerne er forstokkede og ofte bizart dogmatiske (som når det er dobbelt så dyrt i blodpenge at tage en mands liv end en kvindes). Men i næsten alle filmene møder vi mæglere – typisk fuldskæggede, modne rettroende mænd – der oprigtigt prøver at løse problemerne i stedet for at skabe dem og taler med lige så meget snusfornuft som gennem paragraffer.

Når konflikterne eskalerer, er det snarere på grund af uforsonlighed individerne imellem. I Nader og Simin får man decideret ondt af den dommer, der skal få to par til at tale sammen. Fælles for de fire forurettede parter er nemlig, at de alle mestrer løgnen.

”Separationen” handler både om kønskløft og klasseskel. Over- eller middelklassens følelsesmæssige ulykke møder underklassens økonomiske, ligesom det sekulære og religiøse verdenssyn støder sammen. Sådan som det er dagens orden i Iran. Alle i Farhadis film må slås, og alle bliver fanget i andres krydsild. Det forbandede ved livet er, som Jean Renoir engang udtrykte det, at enhver har sine grunde. Og i Farhadis univers er der ingen tvivl om, at den egentlige fjende er selviskhedens ekstremisme.

Mysterium i centrum
Farhadis store force som historiefortæller er evnen til at spille temperamenter ud mod hinanden, så man som tilskuer både bliver underholdt og udfordret på sin egen dømmekraft.

Ofte er der et mysterium eller et dunkelt handlingspunkt i centrum: Hvem af ægtefolkene i Fireworks Wednesday har ret vedrørende mandens påståede utroskab? Er den forsvundne titelperson i About Elly druknet eller skredet uden varsel? Er det virkelig familiefaren Nader, der forvolder sin hushjælps abort, sådan som hun hævder i Nader og Simin?

Med deres overraskelser og plot-twists kunne alle disse film med lidt god vilje og stilig lyssætning være blevet til kriminalfilm eller noir-thrillers. Men Farhadi holder fast i boligblokkenes rammer og hverdagens relationer. De fleste scener optages on location, for dramaet skal ikke forstyrres af påfaldende billedskønhed eller stemningsfarvelade. Da fotografen Mahmoud Kalari blev tildelt en pris i Teheran for sit arbejde på Nader og Simin, tillod han sig også at udtrykke overraskelse, har Farhadi fortalt:

”Ifølge ham havde jeg gjort alt, hvad der stod i min magt, for at undgå, at man bemærkede, at der overhovedet var brugt et kamera.”

For publikum skaber det en særlig form for indlevelse. Det handler ikke primært om at håbe på, at nogen undslipper eller bliver taget på fersk gerning, men snarere om modvilligt at være med til at skrælle lag af usandhed af personer, man er kommet til at føle for.

”Den klassiske tragedie var en krig mellem det gode og det onde. Vi ønskede det onde bekæmpet, vi ville se godheden sejre. Men slaget i den moderne tragedie står mellem det gode og det gode. Uanset hvem der vinder, efterlader det os ulykkelige,” som instruktøren har formuleret det.

Men når han med tydelig stolthed udtaler, at han aldrig har skrevet en udelt usympatisk figur i sine manuskripter, er det værd at bide mærke i, at han heller ikke har skabt en udelt sympatisk figur.

Når den forbitrede, depressionsramte blikkenslager, der er gift med hushjælpen i Nader og Simin, handler destruktivt, sker det i affekt eller under pres udefra. Men når en anden hushjælp, den evigt smilende Rouhi i Fireworks Wednesday, suger til sig af husets hvirvelvind af sandheder og løgne, må man også spørge, hvem hun egentlig regner med at hjælpe.

Der er nogle få karakterer, som skiller sig positivt ud. Dem, der ofrer sig for andre (som A’la, der hjælper sin dødsdømte ven i The Beautiful City) – og dem, der jomfrueligt sætter spørgsmålstegn ved andres løgne (som titelpersonernes datter i Nader og Simin). Begge er – eller bliver – selv løgnere. Men også disse karakterer gennemgår undervejs et syndefald (eller er, som i A’las tilfælde, allerede blevet straffet for ét). Ingen individer i Farhadis univers forbliver skyldfri.

Uformel skuespillertrup
Instruktøren har fortalt, at det er skriveprocessen, han nyder mest ved filmarbejdet. Men også hans arbejde med skuespillerne gør ham til noget særligt i Iran, ja, formentlig til et særsyn i hele Mellemøsten.

Iransk films succes i 90’erne var meget bundet op på amatørskuespillere, ofte børn. Asghar Farhadis metode minder derimod ikke så lidt om engelske Mike Leighs (som han så sent som i 2011 hævdede kun at kende af navn!), nemlig et månedlangt forløb inden optagelserne, hvor skuespillerne får opgaver, der skal få dem til at identificere sig med deres karakterer.

”For eksempel har jeg en karakter i min nye film, der er en stærkt religiøs kvinde. Jeg gik ikke hen til skuespilleren på baggrund af manuskriptet og sagde: ’Du skal være en religiøs karakter; gør dét og dét,’” har Farhadi forklaret.

”I stedet gjorde jeg hende i månederne op til optagelserne til en religiøs kvinde. Jeg bad hende bede bøn rettidigt hver dag, hvilket vil sige fem gange i døgnet. Jeg bad hende gå med chador, det traditionelle lange slør (...). Jeg bad hende begrænse sin omgang med mænd, hun ikke kender. Og efter nogen tid med den form for øvelser begyndte hun faktisk at opføre sig som en religiøs person. Bare rolig, hun blev sig selv igen, da optagelserne var slut.”

Akkurat som hos Leigh er der gengangere fra film til film, en uformel skuespillertrup. Således optræder Peyman Moaadi (Nader) og Shahab Hosseini (blikkenslageren Hodjat i Nader og Simin) også i About Elly, mens Taraneh Alidoosti er med i The Beautiful City og Fireworks Wednesday og spiller titelrollen i About Elly.

Farhadis film er gået fra at være individuelle udviklingshistorier til at være deciderede ensemble-film, og Berlin-juryen i 2011 gjorde næsten det eneste, de kunne, da de brød alle uskrevne regler og tildelte filmen både Guldbjørn og begge de store skuespilpriser, som blev delt mellem de fire hovedrolleindehavere.

Kampen mod uvidenheden
”Verden af i dag lider af uvidenhed, og den eneste måde at bekæmpe udviklingen på er ved at ægge til tænksomhed,” har Farhadi sagt.

Udsagnet havde ikke adresse til udlandets manglende forståelse for iranske forhold, for Farhadis publikum er, siger han selv, hverken defineret ved køn, klasse eller kulturel baggrund.

Alligevel var det interessant at se, hvordan den åbenmundede instruktør forvaltede sine dyrebare sekunder på Oscar-podiet. Ville han sende en tak til de kræfter i Kulturministeriet, der valgte at støtte filmen? Eller endnu en politisk brændbar hilsen til offeret Panahi?

”Lige nu er der mange iranere verden over, der ser med. Jeg forestiller mig, at de må være fyldt med glæde,” sagde han og fik med møje foldet sit talepapir ud.

”Ikke på grund af en betydningsfuld pris eller på grund af en eller anden film eller filmmager. Men fordi vi midt i en tid, hvor snak om krig, trusler og aggressive udfald mellem politikere fylder meget, nu kan sige navnet på vores land, Iran, og i samme åndedrag tale om dets smukke kultur – en righoldig og oldgammel kultur, der er blevet begravet under politikkens tunge støvlag. Jeg er stolt af at give denne pris videre til mit lands befolkning, et folk, der respekterer alle kulturer og civilisationer, og som tager afstand fra fjendtlighed og foragt.”

Statsstyrede medier forsøgte at udbrede det fordrejede budskab, at Farhadi havde tordnet mod Vesten og slået et slag for Irans ret til atomkraft. Men folk havde selv set med over uautoriserede satellitkanaler, og prisen og især talen gjorde øjeblikkelig Farhadi til folkehelt. Filminstruktørernes og filmproducenternes sammenslutninger planlagde den helt store hjemkomstfejring, men med en symbolsk magtdemonstration nægtede Kulturministeriet at give tilladelse til arrangementet.

Film og politik hænger fortsat sammen i Iran som et gammelt, gnavent ægtepar.