Hemmeligheder er kimen til alt ondt

De fleste har nok oplevet problemer i familiens skød. Og alle kan velsagtens identificere sig med, at man som ung begiver sig ud på eventyr for at finde ud af, hvem man egentlig er.

Men de færreste har formentlig været det samme igennem som hovedpersonen i TV 2 Plays ungdomsserie Rainbow.

På sin attenårsfødselsdag håber Molly, at hendes to mødre vil afsløre, hvem den unge kvindes biologiske far er. Da det ikke er tilfældet, går hun selv på jagt efter sandheden. Men undervejs opdager hun, at familie er mere end genetik.

Bag serien står Johannes Pico.

Han har for år tilbage huseret på Ekko Shortlist med kortfilmen Sammen for evigt, der med en historie baseret på virkelighedens kannibalsex skruer op for chokeffekten. Denne gang har han sammen med manuskriptforfatteren Tomas Lagermand Lundme skabt en mere neddæmpet ungdomsfortælling, som Ekkos anmelder kalder charmerende og opfindsom.

”Tomas og jeg har længe villet arbejde sammen, så vi havde en masse kaffemøder, hvor vi snakkede om, hvad vi brændte for,” fortæller 37-årige Johannes Pico.

”Vi kom frem til en fælles interesse for anderledes familier. Vi er begge lgbt og kom til at snakke om donorbørn, fordi jeg havde læst, at de børn, der blev sat i verden, da det blev lovligt, nu er ved at blive voksne. Det er vildt interessant at undersøge, hvad det rejser af spørgsmål.”

Smerte i barndommen
Rainbow bliver lanceret, samtidig med at der afholdes WorldPride i København. Det er et ugelangt festligt arrangement, hvor diversitet og frisind bliver hyldet med fokus på seksuelle minoriteter.

Det bakker Johannes Pico op om, men det var vigtigt for ham at lave en bred fortælling, som alle vil kunne se sig selv i.

”Det måtte ikke blive en snæver lgbt-serie, og jeg synes faktisk ikke, det er en lgbt-serie. Det er en ungdomsserie, som voksne også kan se, fordi den handler om, hvem man er, og hvor man gerne vil hen,” siger Johannes Pico.

”Tomas og jeg har selvfølgelig en ambition om at repræsentere, hvor vi kommer fra. Men historien skal helst være så universel, at man næsten ikke tænker over, at der er to mødre. For mig er det bare en normal familie, der ganske vist har skeletter i skabet, men det har alle familier.”

Også i skildringen af det personlige har instruktøren en ambition om at ramme noget universelt og tidløst.

”Alle børn har oplevet smerte i deres barndom, og de fleste har følt sig unormale eller haft ondt indeni. Det kan være homoseksualitet eller alt muligt andet. Det er vigtigt ikke at have hemmeligheder for hinanden, for det er kimen til alt ondt,” siger Johannes Pico, der taler af bitter erfaring.

”Jeg sprang selv sent ud og holdt min homoseksualitet hemmelig længe. Når man ikke ser sig selv i øjnene, bliver man til to personer. Så kæmper man med at holde en facade for at være normal, og sådan har alle unge det. Den rejse er Molly også ude på i Rainbow, fordi hun bliver nødt til at finde ud af, hvor hun kommer fra.”

– Er det en hæmsko at blive presset ind i en lgbt-kasse?

”Hele den diskussion er svær. Det er ærgerligt at lave en lgbt-film, som så kun bliver vist på lgbt-festivaler. Ting bliver hurtigt sat i bås, og det er trist, at ’lgbt’ er en kategori. Hvorfor kan det ikke bare være mennesker, der medvirker i et drama eller en kærlighedsfilm?”

Voksne unge
Som barn i nordsjællandske Kokkedal faldt Johannes Pico tidligt i gryden med film.

I en alder af fem år stod hans menu foran familiens tv på uendelige afspilninger af tre vidt forskellige film: Star Wars, Lars von Triers Europa og den norske animationsfilm Bjergkøbing Grand Prix!

Da han skulle starte på gymnasiet, fandt Pico ud af, at der i Avedøre var blevet oprettet en linje med mediefag på højniveau. Så i filmens tjeneste drog han til Vestegnen.

Linjen var oprettet i samarbejde med Zentropa, der havde kontorer i nærheden, og Johannes Pico begyndte så ofte som muligt at gå hen og spørge Peter Aalbæk Jensen, om han måtte låne noget filmudstyr.

Johannes Pico fik samlet vennerne om at indspille små film om deres ungdomsliv. Efter at have talt med mange unge i forbindelse med Rainbow kan han se, at unge mennesker i dag bliver tvunget til at være voksne hurtigere.

”Det arbejder jeg faktisk på et andet projekt om. Unge i dag bliver hele tiden opfordret til at mene og være noget, fordi de er på sociale medier, hvor det handler om at ytre sig.”

”Det mest skræmmende er at være usynlig. Unge i dag har en markant identitet og helt andre måder at tale på. Jeg har yngre venner, der ser det som en dødssynd for en ikke transkønnet skuespiller at spille en transperson,” fortsætter instruktøren.

”Alle muligheder er åbne i dag, og så skal man vælge, hvem man er. Ironisk nok er det, hvad homoseksuelle altid har skullet gøre, men som heteroseksuelle indtil er sluppet for.”

Ting tager tid
Johannes Pico har haft mange forskellige hatte på i den danske filmbranche, siden han gik på Zentropas småtteuddannelse under produceren Ib Tardini.

Den unge Pico landede først ude på DR, hvor han arbejdede på store dramaserier som Borgen og Sommer. Siden lavede han både børne-tv og satire, og de senere år har han blandt andet været instruktørassistent på En frygtelig kvinde, indspilningsleder på Jens Dahls tv-serie Fogedretten og instruktør på DR-serien Grænseland.

Men Johannes Pico er også tidligere formand for FILM&TV-GRUPPEN i Dansk Journalistforbund. Dermed har han et særligt indblik i den verserende sag, hvor 645 filmfolk har skrevet under på et brev om dårligt arbejdsmiljø i den danske filmbranche. Og det har givet ham meget at være vidt omkring i filmens verden.

”Jeg har prøvet det hele og kan ikke vælge én ting. Det er virkelig interessant at lære alle funktionerne på et hold at kende. Det har givet mig en forståelse for, hvorfor ting tager tid på et set, så jeg ikke bliver sur over det. Jeg ved, hvad jeg beder om, når jeg beder andre om noget,” siger Johannes Pico.

”Der er en balancegang mellem økonomi og kreativitet, som er svær at holde. Men man har et ansvar som instruktør for at sige: ’Vi har den her økonomi, og vi skal ikke køre folk fuldstændigt ned.’ Filmbranchen er i forvejen svær at komme ind i, så jeg forstår slet ikke dem, der presser andre og skaber dårlig stemning. Vi er et hold, og man skulle gerne en anden gang have lyst til at arbejde sammen.”