Ekko: Her er årets film og tv-serier 2014

2014 har været et spændende film-år, hvor især de amerikanske film har stået stærkt. Der har været slagkraftige blockbustere af overraskende høj kvalitet, fra tegneserie-filmatiseringerne Guardians of the Galaxy og Captain America: The Winter Soldier til genre-nybrud som Interstellar og Lego filmen – et klodset eventyr.

At der ikke er blevet plads på listen til Oscar-filmene 12 Years a Slave og The Wolf of Wallstreet eller smallere perler som Alexander Paynes Nebraska og Kelly Reichardts Night Moves, viser niveauet.

De nordiske lande har markeret sig positivt i år. Svenske Ruben Östlunds Force Majeure har taget verdenspressen med storm, og landsmanden Ester Martin Bergsmark imponerede med debuten Something Must Break. I Norge sprang manuskriptforfatteren Eksil Vogt i den grad ud som instruktør med den sanselige Blind. Og Nordisk Råds Filmpris er netop gået til den islandske instruktør Benedikt Erlingsson for Om heste og mænd.

Bemærk, at Danmark ikke er nævnt her. Det har været et tyndt, mellem-gråt år i dansk film. Så gråt, at det har været skuffende svært at udpege årets skuffelser!

Som så ofte før er Lars von Trier undtagelsen, der bekræfter reglen, da han endelig gav os sin egen, lange version af Nymphomaniac – og i dette tilfælde gør længden en forskel!

Én film skiller sig dog ud fra mængden. Og at udnævne den til årets bedste film er næsten en hån. Richard Linklaters Boyhood transcenderer nemlig tid og sted og skriver sig direkte ind i filmhistoriebøgerne som det første værk, der er optaget over tolv år. Men Boyhood er og bliver årets film.

Her kommer Ekkos liste over årets bedste amerikanske, ikke-amerikanske og danske film samt dokumentarfilm og tv-serier – og til sidst et par skuffelser.

Bedste amerikanske film

1. Boyhood – (Ekkos Årets Film 2014)

Årets bedste film har været hele tolv år undervejs. Ved at følge en drengs opvækst fra barn til voksen tegner Richards Linklater et maskulint generationsportræt uden sidestykke i filmhistorien. Filmens knopskydende familie udvikles personligt og fysisk for øjnene af os, som vi kun er vant til det fra virkelighedens verden. Og kun en instruktør med Linklaters talent for naturlig dialog og menneske-dyrets paradokser kunne løfte denne film til mere end en stiløvelse.

2. Inside Llewyn Davis

I år leverede Coen-brødrene en af karrierens bedste film, og det siger som bekendt ikke så lidt. Deres karakteristiske tørre humor er intakt, men stemningen er sat i mol, når den aspirerende folk-musiker og misantrop Llewyn Davis traver gaderne tynde i Greenwich Village med sin kat. De lækkert støvede billeder matcher Oscar Isaacs sprøde stemme, når han synger sig igennem Coen-brødrenes mest musikalske film til dato.

3. The Grand Budapest Hotel

Wes Anderson sender hele sit vanlige skuespil-regiment plus et par nye stjerner til mellemkrigstidens Europa i The Grand Budapest Hotel, der både indeholder nogle af karrierens mest morsomme og tragiske sekvenser. Historien om en nobel hotel-concierge, hans tro lobby-dreng og et stjålent maleri er sat i et fabelagtigt, lyserødt og aldeles Wes Anderson’sk univers, som aldrig kunne efterlignes.

4. Hende

En mand forelsker sig i et computerprogram. Programmet kan ikke ses, men kun høres. Idéen lyder forfærdeligt fortænkt, men i Spike Jonzes hænder bliver det til en gribende sci-fi-romance komplet med flirt, forelskelse, liderlighed og jalousi. Og som det er skik og brug i god science-fiction viser filmen os et tragikomisk spejlbillede af vores egen, selvforelskede Iphone-tid.

5. Kvinden der forsvandt

David Fincher er tilbage i topform med en thriller, der leverer de plot-twists, som forventes af instruktøren, men aldrig på de tidspunkter, vi forventer. Historien om en mand, der mistænkes for at stå bag sin egen kones forsvinden er langt mere end en kidnapnings-krimi. Det er et kirurgisk indgreb i det moderne parforhold.

Bedste ikke-amerikanske film

1. Force Majeure

Svenske Ruben Östlunds socio-psykologiske eksperiment har potentiale til at hæve skilsmisseprocenten på samme måde, som Ingmar Bergman gjorde med Scener fra et ægteskab.For hvad stiller man op som familie, når far redder sig selv og efterlader kone og børn til at dø i – hvad han tror – er en lavine? Östlund lader os ikke slippe med nemme løsninger på det farlige spørgsmål i sin bedste film nogensinde.

2. Ida

Med sine faste, sort-hvide billeder i det kvadratiske Academy-format og anderledes framings er Ida nok det smukkeste, der har ramt biograflærredet i år. Der er ikke tale om kalkuleret æstetik, for billederne er en tyst medfortæller i historien om en ung nonne, der opdager, at hun er jøde. Filmen rejser eksistentielle spørgsmål nok til et langt menneskeliv. Et sandt mesterværk af den polske, autodidakte auteur Pawel Pawlikowki.

3. Vintersøvn

Efter femte forsøg hjemtog den tyrkiske auteur Nuri Bilge Ceylan endelig Guldpalmen i Cannes. Det gjorde han med et 196 minutter langt stykke samtaleterapi af Tjekhov’ske dimensioner. Scenen sættes i et snedækket hotel, hvor en falleret, selvcentreret skuespiller og hans familie er på opløsningens rand. Men Ceylan vil meget mere end kammerspillet, og Vintersøvn forgrener sig til et herligt upoleret hovedværk om kærlighedens forfald, facadespil, klassedeling og naturens mysterium.

4. Locke

Det kan høres og ses, at Locke er instrueret af en erfaren manuskriptforfatter. Steven Knight presser kammerspillet ud i sin yderste konsekvens i den engelske film om en mand, der kører bil og taler i telefon. Mere sker der ikke. Kameraet viger ikke fra Tom Hardy i en respektindgydende solopræstation, og dramaet nægter at slippe suspense-speederen, når både chefen, assistenten, konen, sønnen og elskerinden skal tales til fornuft.

5. Blind

Den norske manuskriptforfatter Eskil Vogt har leveret ord til Joachim Triers mesterlige Reprise og Olso, 31. August. Men i år trådte han ud af Triers skygge med en fremsynet instruktørdebut. Allerede i første forsøg mestrer han det visuelle medie så godt, at han kan formidle følelsen af at være blind med stor troværdighed. Det er en fascinerende og sanselig oplevelse at se billederne på indersiden af en blind kvindes øjenlåg. For ligesom hende ved vi ikke, om de stemmer overens med virkeligheden.

Bedste danske film

1. Nymphomaniac – Director’s Cut

Sidste år kårede vi den korte, censurerede version af Lars von Triers filmiske dobbeltroman som årets danske film. I år kom så den længe ventede, fem og en halv timer lange, fuldt afklædte og møgbeskidte director’s cut. Og så kravler nymfomanen nødvendigvis øverst igen. Den lange version er det fuldendte værk. Her får vi fuld, følelsesmæssig kontakt til nymfomanen Joe, og hver eneste af de 325 minutter i hendes selskab stritter af djævelsk humor, litterær refleksion, nydelse og afsky i urovækkende forening – og en abortscene, som vil gå over i filmhistorien.

2. Stille hjerte

Bille August gør massivt comeback med den slags intimdrama, som han gør bedst. Cremen af dansk skuespil er castet og instrueret til perfektion. Og Ghita Nørby rammer et sent højdepunkt i karrieren som den døende matriark, der samler familien om sig en sidste gang før det store spørgsmål om aktiv dødshjælp skal tages. Og August udviser stor empati for personerne uden at forsimple deres dilemmaer.

3. Klumpfisken

Med sin nøjsomme debutfilm vover Søren Balle sig uden for dansk films vanlige, forjættede cirkler i køreafstand fra kameraudlejningen. Klumpfisken er et tids- og sindbillede fra Nordjyllands fiskermiljø, hvor krisen såvel som kærligheden kradser for knudemanden Kesse. Ansigterne er forfriskende nye, dialekten er klokkeren, og den indfølte fortælling lover godt for instruktørtalentet.

4. Fasandræberne

Andet besøg i Jussi Adler-Olsens Afdeling Q er langt bedre end Kvinden i buret. Manuskript-tvillingerne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg er damplokomotivet i dansk genrefilm, og de tonser os igennem et drevent krimi-plot, mens Mikkel Nørgaards billeder oser af et luksuriøst, amerikansk look. Med svimlende 750.000 solgte billetter er Fasandræberne årets publikumsdarling.

5. Det andet liv

Efter sin drøncharmerende debut i 1997, den improviserede slacker-komedie Let’s Get Lost, har Jonas Elmer ikke for alvor gjort sig gældende i dansk film. I år begik han imidlertid et smalt, men kompromisløst comeback med en multiplot-film om netdating. Hans sans for casting, improvisation og syrlig humor er stærkt tilbage i en film, hvor romantik og brutalitet passer mærkværdigt godt sammen, som pikspilning til Mahlers 5. symfoni.

Bedste dokumentarfilm

1. The Look of Silence

I år slår en danskproduceret dokumentar alle udenlandske konkurrenter. Joshua Oppenheimer følger sit eget Oscar-nominerede mesterstykke The Act of Killing op med endnu en uhyrlig beretning om det indonesiske folkemord i 1960’erne, denne gang fortalt fra ofrenes vinkel. Med den første film flåede han sårskorpen af Indonesiens nationale tabu, og her forsøger han at hele såret med en mere tyst, empatisk og billedskøn film. Dobbeltværket ryster vores historieopfattelse og vidner om en eminent fortæller.

2. Citizenfour

Den amerikanske dokumentarist Laura Poitras gjorde sit livs scoop, da hun besluttede at mødes med en vis Edward Snowden på et hotelværelse i Hongkong. Hun lader os komme helt tæt på whistlebloweren i de afgørende dage, da han afslørede NSA’s overvågningsmetoder og chokerede hele verden. Citizenfour er et enestående historisk dokument, som vedkommer alle, der kan rammes af stats-spionage – det vil sige alle.

3. Gensynet

Svenske Anna Odell udleverer sig selv og alle vores egne skampletter fra skoletiden i sin fusionsfilm om mobning. Hun iscenesætter en klassefest, som hun i sin tid ikke blev inviteret til, hvorefter hun konfronterer fortidens mobbere med hjerte- og tænderskærende resultater. Gensynet er en hårdtslående og øjenåbnende filmisk lussing.

4. Nick Cave: 20.000 dage på jorden

Det er ikke let at lave en musikerdokumentar, der taler til andre end fans. Men det er lykkedes for Iain Forsyth og Jane Pollard, der har fulgt den maniske brøle-abe og provo-poet Nick Cave gennem hans 20.000’ende dag på jorden. Det er en stiliseret rejse ind i et kunstnersind og ud af en lystigt fabulerende tangent.

5. Cirkusdynastiet

Den danske instruktør Anders Riis-Hansen har fundet det store drama i det små – den lukkede verden omkring det traditionsbundne Cirkus Arena. Godfather-tematikken rulles ud i en historie om at føre familiearven videre på bekostning af egne behov. De smukke billeder fanger den private smerte bag pailletter, fjer og stålsat showmanship.

Bedste tv-serier

1. True Detective (sæson 1)

Politi-serien er et af de mest fasttømrede formater på tv, men i år rykkede serieskaberen Nic Pizzolatto genren op ved roden på den bedst mulige måde. Buddy-cops er sjældent set bedre end Matthew McConaughey og Woody Harrelson som to Louisiana-detektiver, der jagter en massemorder over sytten år. Netop tiden er en original og manipulerende medspiller, når rammefortællingen kaster os rundt i mysterie-manegen, mens genrens typiske ledetråde oftere fører til vildledning end opklaring. Men den snørklede vej mod målet er brolagt med næsten uudholdelig spænding.

2. Transparent (sæson 1)

Homoseksuelle er efterhånden kommet godt og grundigt ud af skabet på tv. Anderledes er det med de transkønnede, men det retter Amazon-serien om familiefaren Mort, der transformerer sig til Maura, op på. Transparent spilder dog ikke lang tid på politisk korrekthed, men udfordrer i stedet på komisk og velreflekteret vis vores forestillinger om de to køn, og hvilken slags sex man skal have med dem.

3. The Affair (sæson 1)

Hvordan oplever to parter i en affære deres hede udskejelser? Vidt forskelligt, hvis man skal tro på HBO’s The Affair, som ligeligt fordeler fortælletiden mellem forfatteren og storbymennesket Noah (Dominic West fra The Wire) og hans partner in crime, Alison, der er servitrice i en lille landsby. Affæren opleves gennem et forhør af Noah og Alison, hvor vi langsomt finder ud af, at de er involveret i et uheld. Det interessante greb rykker ikke bare ved idéen om den troværdige fortæller, men leger også med fastfrosne kønsroller.

4. Louie (sæson 4)

I fjerde sæson udfordrer mester-stand-upperen Louis C.K. rammerne i sin egen selvportræt-serie. Hvert afsnit har tidligere stået som gennemførte, selvstændige kortfilm, hvor et hverdagsscenarie løber horribelt og urkomisk løbsk for tøffelhelten. Men nu eksperimenterer han med historier, der løber over flere afsnit. Han holder lange pauser mellem de morsomme momenter og fletter surrealistiske elementer ind, hvor det passer ham. Det klæder serien.

5. Fargo (sæson 1)

Man skal passe på med at pille ved klassikerne. Men i dette tilfælde lander Coen-brødrenes kultkomedie sikkert på benene som tv-serie. Noah Hawley har skabt serien til tv-kanalen FX. Og han gør klogt i at sætte scenen i det gammelkendte Minnesota-miljø, hvor dialekten er lige så tyk som snelaget (hvem skulle have troet, at engelske Martin Freeman kunne ramme det helt rigtige ”Heck”!), for derefter at lade handlingen og persongalleriet få sit eget liv, der passer til tv-formatet.

Tre danske skuffelser

1. 1864

Der var langt mellem de alvorlige skuffelser i år, hvor dansk film holdt sig inden for den middelgode comfort zone. Så vi måtte ty til tv, hvor der findes skuffelser for hele 173 millioner kroner. Flot var det, men med Ole Bornedals pen og kamera blev Danmarks-historiens dramatiske knudepunkt til højstemt patos, påtaget poesi og tå-krummende overspil.

2. Miraklet

Efter en problemfyldt produktionstid på hele tre år havde Simon Stahos film skiftet genre fra musical til danse-melodrama. Tilbage stod historien om en utroværdig kærlighedstrekant fortalt med vide armbevægelser, men med figurer så flade som et dansegulv. Ordet mødte Breakings the Waves – og skabte et makværk.

3. Naked – dagbog fra Porn Valley

Dokumentarinstruktøren Nicole N. Horanyi fik fingrene i et ægte scoop, da hun fulgte i måsen på den danske pornostjerne Denice Klarskov på hendes comeback-tur til USA. Men Denice fik ikke nok porno-jobs, og Horanyi fik ikke nok optagelser. Derfor blev filmen ikke det nøgne og ærlige indblik i en mørklagt branche, man kunnet have håbet på. Dramaet i kulissen mellem instruktøren og Klarskov var væsentligt mere interessant og underholdende end det, der foregik på lærredet.

Tre udenlandske skuffelser

1. Serena

Efter sin Oscar-sejr fik Susanne Bier en chance til for at indtage Hollywood. Det skulle gøres med en tidløs kærlighedsfortælling tilsat Jennifer Lawrence og Bradley Coopers uvurderlige filmkemi. Hvad kunne gå galt? Stort set alt, tilsyneladende. Efter to års galgenfrist blev Serena åbenbaret som et melodramatisk antiklimaks med en usammenhængende historie. Biers trofaste, danske publikum har fældet deres dom ved at blive hjemme i sofaen. Serena er årets flop.

2. Grace of Monaco

I foråret summede hele Cannes-festivalen af spænding før årets åbningsfilm, som portrætterede en af filmhistoriens førstedamer, Grace Kelly. Men virkeligheden gik tabt i en katastrofalt svulstig og utroværdig biopic, der uden held forsøgte at gøre Kelly til en idealistisk frihedskæmper i det stenrige fyrstendømme, som Frankrig havde været så formastelige at opkræve lidt skat.

3. Noa

Darren Aronofsky er en af få instruktører, der formår at slå slalom om Hollywood-studiernes konformitets-krav. Så der var god grund til at glæde sig til en af verdenshistoriens største ur-fortællinger efter en vridetur gennem hans krøllede hjerne. Men efter utallige omklipninger og hensyn til USA’s religiøse demografi var Noa reduceret til en rodebunke af fantasy-effekter og New Age-romantik med en højhellig, løftet pegefinger til alverdens miljøsvin.