Ekko: Årets bedste film og tv-serier 2015

Sikke et år!

Det var forrygende på seriefronten og mindre imponerende, når man ser på udbuddet af amerikanske film i biograferne. Blockbuster-tendenserne bliver mere og mere udtalte for hvert år, der går, og efterhånden er de fleste store film genindspilninger eller fortsættelser.

Det begynder for alvor at lugte af sikre valg og kunstnerisk krise i Hollywood. På den anden side er det svært at være rigtigt sur, når Hollywood leverer forrygende oplevelser som Mad Max: Fury Road og Star Wars: The Force Awakens, selv om det er gammel vin på nye flasker.

Og så er det jo godt, at der laves film uden for Hollywood. En af dem kårer vi som årets bedste, nemlig britiske Andrew Haighs 45 Years, der fortæller om et ældre ægtepar, hvis lykke bliver indhentet af fortiden.

”En film om tilfældets brutalitet, om aldring, ja, om tiden slet og ret,” skrev Rasmus Brendstrup i sin seksstjernede anmeldelse i magasinet. ”Den spørger, hvor man går hen, når den person, man kender bedst, måske har taget ens liv som gidsel.”

Tobias Lindholm for tredje gang
Det skorter heller ikke på originalitet i dokumentargenren, hvor der i år har været så mange brillante bud på top 5-kandidater, at udvælgelsen var ualmindeligt svær. 

På hjemmefronten mener vi, at Tobias Lindholm for tredje gang har lavet årets danske spillefilm. Først R i 2010, så Kapringen i 2012, og i år er Krigen vores bud på bedste film.

”Lindholm viser i solidaritet med soldaterne, at humanistiske krigsregler kommer til kort i kampens hede, og at Danmark har blod på hænderne,” skrev Ekkos chefredaktør i sin anmeldelse af Krigen, som han allerede i september udråbte til ”årets vigtigste film”.

Her følger Ekkos liste over årets bedste amerikanske, ikke-amerikanske og danske film samt dokumentarer og tv-serier. Foruden tre solide skuffelser.

Bedste amerikanske film

1. Whiplash

Ingen over og nærmest heller ingen under denne lille jazzede filmperle fra den ganske uprøvede instruktør Damien Chazelle. Filmen bjergtog den amerikanske filmverden (og alle os andre) med en tætkomprimeret trommesolo, der bobler så meget af drama og filmisk overskud. Ingen har endnu kunnet forlade biografen upåvirket af fortællingen om en ung mands ambitioner og om en tyrannisk, men karismatisk underviser, der indbragte J.K. Simmons en særdeles velfortjent Oscar.

2. Birdman

Det ligner et one-take-wonder, men er det nu ikke. Alligevel er Alejandro González Inarritus film simpelthen gennemført fremragende med en falleret skuespiller i skikkelse af Michael Keaton i hovedrollen. Igen spiller jazz en musikalsk rolle, men instruktøren skæver nu nok mere til Fellinis 8 ½ og Woody Allens Stardust Memories med sin fine fortælling om en teaterverden, der knager i scenekanterne. Alt er virtuost, men ingen tror hverken på sig selv eller hinanden i Broadways korridorer.

3. Inderst Inde

Mon et barnligt sind nogensinde har set mere vildtvoksende ud? Næppe. Pete Doctor formår med en utrolig animationselegance at beskrive en piges personlighed inderst inde i hendes tanker, hvor følelserne står på spring i form af pudsige og sjove figurer, der guider hende igennem livet på mere eller mindre heldig måder. Troede man, at man havde set det bedste fra Pixar, så er Inderst inde beviset på det modsatte. Det bliver bare bedre og bedre.

4. Mad Max: Fury Road

Der er ikke sparet på noget i årets bedste actionfilm. Alt larmer, hvirvler, suser og gør én vanvittig. På den gode måde. For kliché efter kliché bliver aflivet, og kønsrollerne må siges at være i opløsning undervejs, men det vilde ved filmen er farten. Man bliver simpelthen revet rundt i biografsædet i George Millers tour de force af en film. Wow!

5. Star Wars: The Force Awakens

Var de 30 år, fra de ”rigtige” Star Wars-film sluttede, mon ventetiden værd? Ja, i den grad! J. J. Abrams’ nye skud på stjernehimlen i en fjern galakse er suveræn i sit udtryk, og samtidig formår den at etablere en historie, der rækker mange film ud i fremtiden. Nye generationer af fans vil komme til, og det vil uden tvivl være den kompromisløse instruktørs fortjeneste. Han får ganske enkelt givet nyt åndedræt til et ellers næsten udtørret projekt.

Bedste ikke-amerikanske film

1. 45 Years (Ekkos Årets Film 2015)

Andrew Haigh tog filmrøven på alle under Berlinalen i februar med den unikke 45 Years. Et lille, knugende drama fra ydrekanten af England, hvor en kvinde og hendes mand står foran at fejre deres 45 års bryllupsdag, men pludselig dukker der noget frem fra fortiden, som sætter deres liv i et nyt perspektiv. Man griner, man græder, og man forlader biografen med stof til eftertanke. Særligt fordi billeder og replikker smelter sammen med lange indstillinger og ikke alt for meget snak. I 2015 blev det ikke bedre end 45 Years.

2. Mommy

Kært filmvidunderbarn har mange navne, og instruktør Xavier Dolan elsker da også selv at spille forskellige karakterer i sine film. Det gør han nu ikke denne gang, og hans plads bag kameraet klæder ham. Mommy er den kun 26-årige Dolans bedste film til dato, og med en vild og legesyg fortælling om en ADHD-ramt dreng og hans mors kamp igennem verden er filmen både rørende, smuk og vanvittig på en og samme tid.

3. Taxi Teheran

Hvad gør man, når ens land har forbudt én at lave film? Så omgår man vel bare loven på finurlig vis. Iranske Jafar Panahi placerer derfor et kamera i en taxa og agerer selv taxachauffør i filmen, hvor han samler mennesker op fra gaden og får debatteret landets mest vanvittige problematikker i en moderne verden. Instruktøren leger elegant med skellet mellem dokumentar og fiktion, og man griner ofte – og længe.

4. Timbuktu

Med ørkenen som scene forbydes boldspil, musik og andre dagligdagsfornøjelser, da en gruppe jihadister overtager styringen af området. Men filmen stiller sig på legen og livsnydelsens side, og med formfuldendte billeder er Timbuktu en langstrakt fuckfinger til mørkemænds umenneskelighed. Særligt scenen, hvor en gruppe børn spiller fodbold uden en bold, mejsler sig fast i bevidstheden. Modig og visionær film.

5. Wild Tales

Vanvittig. Sådan kan Wild Tales nok bedst beskrives, men filmen er nu også samfundsrevsende med sine seks novellelignende film, der flettes sammen af netop det aparte og vanvittige. Det er tosset, men også elegant og eftertænksomt. Det er sjovt, men også smerteligt. Der er uden tvivl kultpotentiale i Wild Tales, som muligvis er det mest kreative, der er kommet ud af Argentina siden Lionel Messi.

Bedste danske film

1. Krigen

Med denne krigsfilm konsoliderer instruktør Tobias Lindholm sig som dansk films ubestridte gulddreng i disse år. Blikket på Afghanistan-soldaterlivet, der får tragiske konsekvenser og ender i en retssag hjemme i Danmark, er registrerende, afsøgende og sobert. Instruktøren tager ganske enkelt ikke stilling, men formår at opstille et dilemma, som sjældent er set mere suverænt i en dansk film.

2. Under sandet

Det er barske løjer at sende tyske møgunger – forklædt som soldater – ud for at rydde miner på den jyske vestkyst efter besættelsen. Martin Zandvliet bøjer de historiske fakta, når han gør en dansk soldat til leder af missionen, men det tilgiver vi gerne. Roland Møller er en krigskraft af en anden verden, og historien forbliver nærværende og skræmmende hele vejen igennem.

3. Lang historie kort

Danmark har fået et bud på sin helt egen Woody Allen, og hun hedder May El-Toukhy. Gennem en stribe fester mødes et stort persongalleri af venner, og det er både morsomt, finurligt og flot skruet sammen. Byd El-Toukhy velkommen på filmscenen. Hendes talent findes der ikke mange af i dette land.

4. Nøgle hus spejl

Michael Noer fortsætter sit høje niveau som instruktør med en køligt registrerende film, der er så hjertevarm, at man ikke kan andet end at blive grebet om hjertet. Med Ghita Nørby i hovedrollen som kvinden, der i en sen alder bliver fristet af kærligheden, er der masser af ømhed og drama for en generation, der ellers normalt er henvist til pensionistrabat og biroller i filmens verden.

5. 9. april

Endnu en debutant har fundet vej til top 5. Roni Ezra står på skuldrene af Lindholm og Noers ”reality rules”-tilgang, men den unge instruktør er nu sin egen med fortællingen om den dag, Danmark blev besat i Anden Verdenskrig. Ezra giver stemme til de danske soldater, der ikke engang blev levnet en parentes i historiebøgerne, fordi de kæmpede, inden krigen rigtigt var kommet i gang. Det er ganske enkelt solidt filmhåndværk.

Bedste dokumentarfilm

1. Amy

En af de helt store åbenbaringer i år har været dokumentaren om Amy Winehouses alt for korte liv. Instruktør Asif Kapadia har tidligere brilleret i genren med racerkører-eposset Senna, men sjældent har man tudet så meget som under tragedien om sangerinden, der under indflydelse fra afstumpede mænd blev narkoman og endte i mediernes gabestok. Det skyldes især Kapadias visuelt elegante stil, hvor man er helt fri for ”talking heads”, men i stedet kun oplever ordene, der supplerer hver eneste lille Amy-bevægelse. Amy ændrer sangerindens eftermæle. Simpelthen suveræn.

2. The Salt of the Earth

Wim Wenders er en fornøjelse af en filmskaber. Fra kunstfilm i 1980’ernes Berlin over 3D-dansefilm og til et intimt portræt af en fotograf, er der et stykke vej. Men Wenders træder ind og ud af fortællingerne, som det passer ham. Man kan mærke instruktøren i The Salt of Earth, men det er nu også meget rart, når der er så meget overskud til at lave smukke billeder og formidable fortællinger, som Wenders netop gør det her.

3. Going Clear: Scientology and the Prison of Belief

Hvordan beskriver man moderne manipulation i yderste potens? Man kan jo starte med at kigge Scientology efter i sømmene, og det gør filmen med bravur fra start til slut. Det er chokerende afsløringer, der kommer frem, og DR’s danske titel blev meget passende Scientologys religiøse fængsel. For man føler sig nærmest indespærret, mens man følger de rædsomme ting, der sker i organisationen. Hvis du overvejer at blive scientolog, skal du lige få set den her først.

4. Kurt Cobain: Montage of Heck

Kurt, du var så god, og så gik det så galt til sidst. Den følelse sidder man tilbage med, efter have set antihelte-fortællingen om Nirvana-forsangeren, der fremstår både gal og genial, sød og afstumpet undervejs i filmens rolige indføring i hans liv og levned. Her er massevis af ”talking heads”, men det fungerer sublimt, fordi det også er en familiehistorie. Det er rock’n’roll med vægt på bagsiden af det kreative liv.

5. Cartel Land

Med et registrerende kamera tager den relativt uprøvede dokumentarist Matthew Heineman os med ind i den mexicanske narkokrig. Og oplevelserne er en krigsdokumentar værdig. Folk bliver truet, dræbt og slagtet, og selv om filmens fokus er på en gruppe frivillige, der forsøger at bekæmpe disse narkokarteller, fornemmer vi, at ingen kan flygte fra sin baggrund. Slet ikke når vold og lidelser har været det eneste på menuen i Mexico, så længe nogen kan huske tilbage. Her er ingen helte, men alle vil til gengæld gerne overleve.

Bedste tv-serier

1. Fargo – sæson 2

Man kan sige meget om remakes, men med anden sæson af Coen-brødrenes ”Minnesota niceness”-Fargo fra 1996 i serieformat må man konstatere, at der simpelthen kan komme mesterværker væltende ud af selv de mest overraskende idéer. At trække fortællingen tilbage til slutningen af 1970’erne, hvor verden var ved at blive teknologisk omdannet for altid, er intet mindre end genialt. Og når man så samtidig klipper i dobbeltbilleder, i 70’er-pastiche og i konstant forskelligt tempo, mangler man vel bare gode replikker og et brillant soundtrack. Men også det har Fargo selvfølgelig.

2. Mad Men – sæson 7, anden del

Der kommer formentlig aldrig en serie som Mad Men igen. Det æstetiske, filmiske overskud er så kolossalt, at man bliver blæst tilbage af whiskyglas, reklametricks og damelår på Madison Avenue i 1960’ernes New York. Med tiden kommer der murren i verdenshistoriens kroge, men serien (der i sæson fem og seks havde tomgangstendenser) formår at slutte af med et brag, hvor kommercialisme indgår i en højere pagt med spiritualisme. Derfor ender hovedperson Don Draper da også et helt andet sted, end man havde forventet. Men hvilket sted!

3. Transparent – sæson 2

Sidste års serieåbenbaring holder niveauet i anden sæson, hvor familien bliver sat mere i spil. I første sæson fulgte vi den aldrende professor Mort, der pludselig skiftede køn og identitet til Maura. Hendes rejse ind i den transkønnede verden var brillant, ligesom alle hendes gennemsigtige egoistbørns reaktioner var både rørende og underlige. I den nye sæson er der mindre Maura, men mere familiefnidder, og det forløses på fornemmeste vis med humor, vid og charme.

4. Veep – sæson 4

Nogle serier bliver bare bedre og bedre. Sådan en serie er den hylende morsomme – og dybt pinlige – Veep, der følger det politiske møgdyr Selina Meyer og hendes vej til toppen af amerikansk politik. Hver eneste replik sidder lige i skabet i sæson fire. Joke efter joke stiller sig op i kø, og særligt amerikaneres forhold til udenrigspolitik er et komisk studie.

5. The Jinx

Hvis man taler om, hvad der i 2015 fejede benene mest væk under seriepublikummet, er historien om Robert Durst en sikker nummer et. Det er modigt af folkene bag at have valgt et så stærkt filmisk udtryk, fordi Dursts fortælling i sig selv er for vanvittig til næsten at være sand. Men dette er en dokumentarserie, og Durst stiller sig frem råt for usødet og fortæller om, hvad der skete i de situationer, som han siden hen er blevet tiltalt for mord i. Hvorfor han gør det, ved vi ikke, men forbandet fængende og foruroligende er det.

Tre skuffelser

Jupiter Ascending

Man ved efterhånden ikke, hvad man skal forvente, når søskendeparret Wachowski kaster en ny film op på biograflærredet. Men skal vi ikke bare stille konstatere, at der er langt fra The Matrix til dette makværk om en rengøringsassistent, der opdager, at hun er galaktisk tronarving? Elendig film, ganske enkelt.

True Detective – sæson 2

Forventningerne var tårnhøje efter sidste års bedste serie med Woody Harrelson og Matthew McConaughey. Og selv om serien løftede sig en smule undervejs, har ingen anden serie tilnærmelsesvis oplevet så dårlig buzz i 2015, som netop Nic Pizzolattos nye sæson med et helt andet cast og en meget anderledes historie. Serieskaberen dyrkede noir-genren til fulde, men sæson to blev bare aldrig mere end en dårlig pastiche af Chinatown.

En chance til

Susanne Bier har flakket rundt i sine seneste film. Serena med superstjernerne Jennifer Lawrence og Bradley Cooper havde lang liggetid, inden den kom i biografen og storfloppede. Et superhold af danske stjerner kan heller ikke redde En chance til, der med god grund fik en hård medfart af næsten alle anmeldere. Historien bliver aldrig sammenhængende, og selv om Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas kæmper bravt, er filmen alt for forceret, og pointerne er skåret så klart ud, at man slet ikke behøver tænke selv.