Her er favoritterne i Sundance

Jesse Eisenberg debuterede for et par år siden som instruktør med mor-og-søn-dramaet When You Finish Saving the World, der fik digital verdenspremiere på det års corona-Sundance. En lidt fortænkt Woody Allen-parafrase med et par gode idéer og halvanden times dialoger af tvivlsom kvalitet.

Hans opfølger A Real Pain spiller i hovedkonkurrencen for amerikanske fiktionsfilm på Sundance-festivalen og er en markant forbedring.

Først og fremmest fordi Eisenberg finder modet til ikke at skære sine pointer ud i pap.

Rejsefilmen om et par jødiske fætre på holocaust-tour gennem deres bedstemors Polen rammer en rørende balance mellem sjælesorg og tør komik – og lader sine følelsesmæssige bomber detonere nærmest ubemærket.

Nævenyttig humor
Eisenberg spiller selv den veljusterede David med kone, børn og et velbetalt job som online-reklamepusher. Men det er Kieran Culkin, der er filmens omdrejningspunkt som den tøjlesløse Benji.

Benji taler charmerende frit fra leveren, når ikke han bruger humor som et forebyggende angreb på folk omkring sig. ”Du liver op i ethvert rum blot for at skide på alle, der er til stede,” bebrejder David sin fætter. 

Jesse Eisenbergs manuskript giver med afmålte virkemidler et signalement af klassens sårede klovn som en forbitret idealist, der bliver irriteret over den engelske tourguides fakta-overflod og sætter en ære i at smyge sig uden om togkonduktøren.

”Det er Polen, det er vores land, vi burde ikke skulle betale for toget,” siger Benji hårdnakket og bliver irettesat af David: ”Det er ikke vores land, de smed os ud, fordi de syntes, vi var for nærige.”

Jesse Eisenberg er et godt bud til en manuskriptpris. Og uden at bevæge sig alt for langt fra sin nævenyttige glansrolle som det opmærksomhedssyge midterbarn Roman i Succession leverer Kieran Culkin en af festivalens stærkeste præstationer.

Selvbiografisk barndom
Der er ikke én åbenlys frontløber forud for fredag morgens prisuddeling på Sundance-festivalen, der i år har været stærkt med ganske få fusere. 

Sean Wangs selvbiografiske Didi lignede ellers en tidlig favorit til en hovedpris for sit smerteligt ærlige blik på de tidlige teenageårs nådesløse ydmygelser, klikedannelser og famlen efter identitet.

Filmen er lige så hudløst ubehagelig som Bo Burnhams Eighth Grade, men er meget specifikt forankret i midt-00’ernes teenageliv i den californiske by Fremont, hvor instruktøren voksede op.

Hen over en mindeværdig sommer følger vi den indelukkede, godt trettenårige Chris Wang skændes med sin søster, lave YouTube- og skatervideoer med vennerne og længes efter at kysse den kønne Maddy.

Femtenårige Izaac Wang gør hovedpersonen til et bevægende bekendtskab, mens Joan Chen (Twin Peaks) er fremragende som hans hårdtprøvede mor, en karriereløs kunstner, der har viet sit liv til sine børn.

Det danske håb
Sundance har altid været bedst kendt for sine amerikanske fiktionsfilm.

Men som programlæggeren påpegede til verdenspremieren på den kinesiske Brief History of a Family, er sektionen for internationale fiktionsfilm efterhånden også et robust udstillingsvindue for film fra hele verden.

Et eksempel er Jianjie Lins debutfilm, der er co-produceret af Rikke Tambo Andersen og festivalens mest danske islæt.

I filmens første billede laver den fattige Shuo armhævninger på en barre uden for sin skole, indtil han får en basketball i hovedet og slår sit ben til blods. Klassekammeraten Wei inviterer ham brødebetynget med hjem og siden til middag, hvor især moren er glad for den høflige dreng.

Shuos mor er død, og hans far slår ham, så han har allerede lært lektien, at han er nødt til at finde sin egen vej frem i livet. Men Tu-familien kunne være en smutvej.

Brief History of a Family er et familiedrama iscenesat som en thriller og et klassedrama, hvor Shuo knytter sig til Weis far, der også kommer fra fattige kår.

Æstetikken er slående – fra Jiahao Zhangs kølige billeder af modernistisk arkitektur og til Per K. Kirkegaards præcise klipning.

Ekko Shortlist-vinderen Toke Brorson Odin (Vinterbrødre) sætter en foruroligende stemning med et elektronisk lydlandskab i anspændt kontrast til de stykker af Bach, som både Shuo og Weis far sætter højt.

Jianjie Lie kan sagtens ende med tage fra Sundance med en fin filmpris i bagagen. Og hvis ikke det sker her, får han chancen igen på Berlinalen, hvor filmen har Europapremiere om nogle uger.

Hiphop på irsk
I samme sektion finder man en af festivalens mest sprælske og trodsige komedier. Den stolt irske Kneecap er en halvt forløjet oprindelseshistorie om en hiphopgruppe fra Belfast af samme navn.

”Kneecapping” refererer til skud i knæhasen. En populær form for afstraffelse blandt IRA-soldater, der ville have englænderne ud af Nordirland.

En af IRA-soldaterne er Arlo (Michael Fassbender), der sultestrejkede sammen med Bobby Sands og lærte sin søn at tale irsk hellere end engelsk.

”Hvert et ord talt på irsk er en kugle affyret mod den britiske overmagt,” indoktrinerer Arlo sønnen Liam, før han detonerer en række bilbomber og går under jorden.

Liam vokser op som en narkobegejstret raver. Sammen med sin bedste ven Naoise lever han en ubekymret drengerøvstilværelse med fester, hiphop og piger, indtil de bliver snuppet af politiet.

Da Liam nægter at tale andet end irsk, sender politiet bud efter irsk-læreren JJ. Læreren opfordrer Liam og Naoise til at starte en hiphopgruppe, der kan gøre dem interesserede i at lære landets oprindelige sprog.

Instruktør Rich Peppiatt har et blæret filmsprog og et komisk overskud med tjeppe kamerabevægelser, indbydende outrerede narkoscener og en herlig despekt over for de engelske koloniherrer.

Det må gerne indbringe ham en pris på festivalen.

Intersex-prostitueret på flugt
Esteban Arangos hektiske krimifilm Ponyboi er også i spil. Her dør en mafiaklient mellem benene på en intersex-prostitueret, der straks forsøger at stikke af til Las Vegas med sin alfons’ penge. 

Filmen er baseret på en kortfilm af samme navn fra 2019 og udklækket med støtte fra Sundance-instituttet.

Den tegner et neonoplyst natbillede af New Jerseys industrisnuskede forstadskvarterer. Nonbinære River Gallo har skrevet kort- og spillefilm og spiller også hovedrollen med total indlevelse.

Gallo har tydeligvis en personlig aktie i Ponybois historie om at blive sat i bås. Og han er et medrivende omdrejningspunkt for en krimihistorie, der er mere rå end realistisk.

Løftet om frelse i form af en machomand med muskelbil, cowboyhat og Texas-accent i baryton (Murray Bartlett fra The White Lotus) er lige belejlig nok.

Til gengæld er det forhenværende teenageidol Dylan O’Brien forbløffende god som den poserende alfons Vinny – en skurkerolle, der giver ham mulighed for at strække skuespilmusklerne.