Oscar 2015
15. jan. 2015 | 16:09

Små overraskelser præger Oscar-nomineringer

Foto | Atsushi Nishijima
Birdman med Edward Norton og Michael Keaton har fået hele ni nomineringer ved dette års Oscar-show, deriblandt for bedste film.

Kun otte film skal dyste om hovedprisen ved Oscar-showet 22. februar i Hollywood. I flere kategorier er der mindre overraskelser.

Af Casper Hindse

Den røde løber vil ikke mangle prominente fødder, når skuespillere som Meryl Streep, Michael Keaton, Julianna Moore og Bradley Cooper vil ankomme i hver deres limousine til Oscar-showet 2015.

Her vil man også kunne få et blik af Boyhood-instruktør Richard Linklater og forvente en særpræget smoking fra evigt krøllede Wes Andersson, der fik en pæn portion nomineringer for The Grand Budapest Hotel.

De helt store overraskelser udeblev ved det lille interimistiske, amerikanske godmorgen-nomineringsshow, hvor både Gravity-instruktør Alfonso Cúaron og producer J.J. Abrams var på scenen for at afsløre de nominerede, mens Chris Pine fra De Satans Chefer 2 og Oscar-præsident Cheryl Boone tog sig af de tungere kategorier. I alt skal der uddeles 24 priser.

Det særligt interessante ved uddelingen lader til at blive, hvor mange nye ansigter, der vil smile i spotlyset. Således er der en bunke af de nominerede, der aldrig før har haft Oscar-nerver på selve aftenen.

Her et overblik over de nominerede i de største kategorier (nederst kan du finde hele listen):

Bedste film
Forhåndsfavoritterne Boyhood, Birdman, The Grand Budapest Hotel og The Imitation Game blev som en næsten selvfølge inviteret til showet, der har How I Met Your Mother-stjernen Neil Patrick Harris som vært i år

Også Teorien om alting om fysikeren Stephen Hawking blev som forventet nomineret, og det samme gjaldt for borgerrettighedsfilmen Selma – nok særligt på grund af disses karismatiske hovedroller.

Efter disse seks relativt sikre nomineringer, var der til gengæld spænding om de sidste pladser. Særligt fordi man aldrig helt ved, om der vil blive ni eller ti film i hovedkategorien. Det blev i år meget overraskende kun til otte film, hvilket må siges at være en klar udmelding fra Akademiets side: 2014 var ikke et sublimt filmår.

Der blev dog plads til Clint Eastwoods American Sniper, som de seneste uger virkelig har spyttet kampagnekroner ud til højre og venstre. Også det forrygende jazzdrama Whiplash fik en billet.

Bedste instruktør
Flere bookmakere havde overvejet at lukke denne kategori ned, inden nomineringerne blev offentliggjort, fordi de fem nomineringer var så sikre.

Og det blev da også Alejandro González Iñárritu (Birdman) og Richard Linklater (Boyhood), der poppede frem, mens Wes Anderson (The Grand Budapest Hotel) var mindst lige så forventelig.

De sidste to nomineringer gik til Morten Tyldum for The Imitation Game og Bennett Miller for Foxcatcher.

Bedste mandlige hovedrolle
Denne kategori har det været set frem til med spænding, fordi de mandlige hovedroller har været markant stærkest det seneste år, og det har derfor også på forhånd været svært at sige, hvem der skulle vælges fra og til.

Det endte med at blive til en række førstegangsnomineringer. Således blev Golden Globe-vinderne Michael Keaton (Birdman) og Eddie Redmayne (Teorien om alting) nomineret, mens også Benedict Cumberbatch kom med for The Imitation Game.

En mere erfaren Oscar-herre var dagens store overraskelse: Bradley Cooper blev nomineret for sin rolle i American Sniper.Det er tredje år i træk, at Cooper bliver nomineret, men han har dog aldrig vundet,. Dermed skal prisen anno 2015 uddeles til en mand, der aldrig før har modtaget en Oscar-statuette, fordi sidste nominering gik til Steve Carrell for komikerens første seriøse rolle i karrieren i Foxcatcher.

Bedste kvindelige hovedrolle
Her indtraf en gedigen overraskelse, fordi den altid sublime Marion Cotillard blev nomineret for sin rolle i Dardenne-filmen To dage, en nat, som ellers var blevet frasorteret tidligt som kandidat til bedste udenlandske film.

Herudover gik nomineringerne til forhåndsfavoritterne: Julianne Moore for Jeg er stadig Alice, Felicity Jones for Teorien om alting,Reese Witherspoon for Wild og Rosamund Pike for Kvinden der forsvandt.

Bedste mandlige birolle
Kategoriens favorit og Golden Globe-vinder J.K. Simmons blev nomineret for sin militante dirigentrolle i Whiplash. Det er hans første nominering nogensinde.

Edward Norton fik sin tredje Oscar-nominering for Birdman. Han har tidligere måttet gå tomhændet hjem for Primal Fear og American History X.

Ethan Hawke kom også med for Boyhood, mens Mark Ruffalos spil i Foxcatcher sikrede ham hans anden nominering i karrieren.

Den sidste plads har der været utroligt mange kandidater til, men det endte med at blive Robert Duvall for sit spil i Dommeren.

Bedste kvindelige birolle
Naturligvis blev Patricia Arquette (Boyhood) nomineret. Hun var allerede inden i dag udråbt til storfavorit i kategorien, også selvom Medium-skuespilleren aldrig før har været nomineret.

Arquette skal dyste imod Keira Knightley (The Imitation Game) og Emma Stone (Birdman) samt Meryl Streep (Into The Woods), der så sandelig blev Oscar-nomineret for nittende gang.

De seneste dage har alle talt om Rene Russo for hendes helstøbte Nightcrawler-præstation, men det blev en vaskeægte dark horse: Laura Dern for sit spil i Wild.

Bedste originale manuskript
Der tegner sig et billede af, at uddelingen anno 2015 vil blive husket for Birdman, The Grand Budapest Hotel og i særdeleshed Boyhood, som alle tre blev nomineret her.

Det samme gjorde Nightcrawler og Foxcatcher, der begge er lavbudgetfilm.

Bedste manuskript baseret på andet forlæg
The Imitation Game og Teorien om alting blev selvfølgelig nomineret i én af de mere tynde kategorier i år, mens Kvinden der forsvandt glimtede ved sit fravær.

Det gjorde American Sniper til gengæld ikke, og det samme gjorde Whiplash som forventet. Endelig blev Paul Thomas Andersons Inherent Vice nomineret.

Bedste fotografering
Birdman er i den grad storfavorit her, selvom Wes Andersons The Grand Budapest Hotel de senere dage har hentet markant ind på filmen om en falleret superhelt-skuespiller. Begge blev naturligvis nomineret.

Angelina Jolies Unbroken kom også med i kategorien. Det samme gjorde Mr. Turner, og så var der endnu en overraskelse, idet den polske Ida søreme kom med i den fornemme billedkategori.

Flere havde forventet at se Teorien om alting i kategorien, og at den ikke kom med, kunne godt tyde på, at der ikke er den helt store prisregn i vente for James Marsh’ drama 22. februar.

Bedste dokumentar
Når vi kommer ud i ydrekanten af kategorier rent glamourmæssigt, kan der komme gedigne overraskelser. Dog er én af det seneste års mest omtalte dokumentarer med i favoritfeltet helt frem til uddelingen: Citizenfour om Edward Snowden ligner en vinder.

Den skal op i mod Last Days In Vietnam om en krig, som amerikanerne aldrig kommer til at forlig sig med, samt den meget anmelderroste Finding Vivian Maier. Også den ret skønne The Salt of The Earth kom med, hvilket absolut ingen havde forestillet sig. Men sådan er det ofte med dokumentarkategorien, hvor også Netflixs Virunga om redningen af en truet gorilla kom med.

Bedste udenlandske film
Golden Globe-vinderen – den russiske, Putin-kritiske Leviathan – kom med her, og det samme gjorde forhåndsfavoritten Ida fra Polen (som har dansk producer).

Overraskelsen i kategorien kommer fra Estland: Tangerines foregår omkring Sovjetunionens kollaps,mens de sidste to pladser gik til den argentinske Wild Tales, der har en vild og vilter historie, og Mauritius’ bud, Timbuktu, som har et ret eksotisk snit over sig.

Den store taber blev desværre Ruben Östlunds fremragende Force Majeure, der overraskende ikke blev nomineret.

Oscar-nomineringer 2015

Bedste film
American Sniper
Birdman
Boyhood
The Grand Budapest Hotel
The Imitation Game
Selma
The Theory of Everything
Whiplash

Bedste mandlige hovedrolle
Steve Carell (Foxcatcher)
Bradley Cooper (American Sniper)
Benedict Cumberbatch (The Imitation Game)
Michael Keaton (Birdman)
Eddie Redmayne (The Theory of Everything)

Bedste mandlige birolle
Robert Duvall (The Judge)
Ethan Hawke (Boyhood)
Edward Norton (Birdman)
Mark Ruffalo (Foxcatcher)
J.K. Simmons (Whiplash)

Bedste kvindelige hovedrolle
Marion Cotillard (Two Days, One Night)
Felicity Jones (The Theory of Everything)
Julianne Moore (Still Alice)
Rosamund Pike (Gone Girl)
Reese Witherspoon (Wild)

Bedste kvindelige birolle
Patricia Arquette (Boyhood)
Laura Dern (Wild)
Keira Knightley (The Imitation Game)
Emma Stone (Birdman)
Meryl Streep (Into the Woods)

Bedste animation
Big Hero 6
The Boxtrolls
How to Train Your Dragon 2
Song of the Sea
The Tale of the Princess Kaguya

Bedste fotografering
Emmanuel Lubezki (Birdman)
Robert Yeoman (The Grand Budapest Hotel)
Lukasz Zal and Ryszard Lenczewski (Ida)
Dick Pope (Mr. Turner)
Roger Deakins (Unbroken)

Bedste kostume
Milena Canonero (The Grand Budapest Hotel)
Mark Bridges (Inherent Vice)
Colleen Atwood (Into the Woods)
Anna B. Sheppard and Jane Clive (Maleficent)
Jacqueline Durran (Mr. Turner)

Bedste Instruktion
Alejandro González Iñárritu (Birdman)
Richard Linklater (Boyhood)
Bennett Miller (Foxcatcher)
Wes Anderson (The Grand Budapest Hotel)
Morten Tyldum (The Imitation Game)

Bedste dokumentar
Citizenfour
Finding Vivian Maier
Last Days in Vietnam
The Salt of the Earth
Virunga

Bedste dokumentar kortfilm
Crisis Hotline: Veterans Press 1
Joanna
Our Curse
The Reaper
White Earth

Bedste klipning
Joel Cox and Gary D. Roach (American Sniper)
Sandra Adair (Boyhood)
Barney Pilling (The Grand Budapest Hotel)
William Goldenberg (The Imitation Game)
Tom Cross (Whiplash)

Bedste ikke-engelsksprogede film
Ida (Polen)
Leviathan” (Rusland)
Tangerines” (Estland)
Timbuktu” (Mauritius)
Wild Tales (Argentina)

Bedste makeup
Bill Corso and Dennis Liddiard (Foxcatcher)
Frances Hannon and Mark Coulier (The Grand Budapest Hotel)
Elizabeth Yianni-Georgiou and David White (Guardians of the Galaxy)

Bedste originale musik
Alexandre Desplat (The Grand Budapest Hotel)
Alexandre Desplat (The Imitation Game)
Hans Zimmer (Interstellar)
Gary Yershon (Mr. Turner)
Jóhann Jóhannsson (The Theory of Everything)

Bedste origninale sang
Shawn Patterson, Everything Is Awesome (The Lego Movie)
John Stephens og Lonnie Lynn, Glory (Selma)
Diane Warren, Grateful (Beyond the Lights)
Glen Campbell og Julian Raymond, I’m Not Gonna Miss You (Glen Campbell: I’ll Be Me)
Gregg Alexander og Danielle Brisebois, Lost Stars (Begin Again)

Bedste scenografi
Adam Stockhausen og Anna Pinnock (The Grand Budapest Hotel)
Maria Djurkovic og Tatiana Macdonald (The Imitation Game)
Nathan Crowley og Gary Fettis (Interstellar)
Dennis Gassner og Anna Pinnock (Into the Woods)
Suzie Davies og Charlotte Watts (Mr. Turner)

Bedste animerede kortfilm
The Bigger Picture
The Dam Keeper
Feast
Me and My Moulton
A Single Life

Bedste kortfilm
Aya
Boogaloo and Graham
Butter Lamp
Parvaneh
The Phone Call

Bedste originale lyd
Alan Robert Murray og Bub Asman (American Sniper)
Martín Hernández og Aaron Glascock (Birdman)
Brent Burge og Jason Canovas (The Hobbit: The Battle of the Five Armies)
Richard King (Interstellar)
Becky Sullivan og Andrew DeCristofaro (Unbroken)

Bedste lyddesign
John Reitz, Gregg Rudloff og Walt Martin (American Sniper)
Jon Taylor, Frank A. Montaño og Thomas Varga (Birdman)
Gary A. Rizzo, Gregg Landaker og Mark Weingarten (Interstellar)
Jon Taylor, Frank A. Montaño og David Lee (Unbroken)
Craig Mann, Ben Wilkins og Thomas Curley (Whiplash)

Bedste visuelle effekter
Dan DeLeeuw, Russell Earl, Bryan Grill og Dan Sudick (Captain America: The Winter Soldier)
Joe Letteri, Dan Lemmon, Daniel Barrett og Erik Winquist (Dawn of the Planet of the Apes)
Stephane Ceretti, Nicolas Aithadi, Jonathan Fawkner og Paul Corbould (Guardians of the Galaxy)
Paul Franklin, Andrew Lockley, Ian Hunter og Scott Fisher (Interstellar)
Richard Stammers, Lou Pecora, Tim Crosbie og Cameron Waldbauer (X-Men: Days of Future Past)

Bedste manuskript baseret på andet forlag
Jason Hall (American Sniper)
Graham Moore (The Imitation Game)
Paul Thomas Anderson (Inherent Vice)
Anthony McCarten (The Theory of Everything)
Damien Chazelle (Whiplash)

Bedste originale manuskript
Alejandro G. Iñárritu, Nicolás Giacobone, Alexander Dinelaris, Jr. og Armando Bo (Birdman)
Richard Linklater (Boyhood)
E. Max Frye og Dan Futterman(Foxcatcher)
Wes Anderson (The Grand Budapest Hotel)
Dan Gilroy (Nightcrawler)

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko