Nyhed
03. mar. 2025 | 00:27 - Opdateret 03. mar. 2025 | 11:26

Anora triumferer med fem Oscar-priser

Foto | John Salangsang

Zoë Saldaña fra den franske musical Emilia Pérez blæser den røde løber omkuld i den boblende, bordeaux Saint Laurent-kjole med gennemsigtig, jubelbesat top og diamanthalskæde.

Sean Bakers komedie om en sexarbejder, Anora, vinder bedste film og fire andre priser. Zoë Saldaña leverer et fyrværkeri af en takketale for birollepris for Emilia Pérez, mens danske Pigen med nålen bliver slået af brasilianske I’m Still Here.

Af Claus Christensen og Karoline Balstrøm

Mens USA har fået en ny sherif, der sætter verden – eller i hvert fald Europa, Grønland, Canada og Mexico – på den anden ende, holdt Akademiet årets største filmfest i Dolby Theatre i Los Angeles: Oscar.

Der var i løbet af aftenen flere referencer til den politiske situation i USA, krigen i Ukraine og striden mellem Israel og palæstinenserne. Men det blev meget sigende ofte leveret på en indirekte måde. Det var, som om alle bevidst undlod at nævne elefanten i rummet: Donald Trump.

Den lette stemning blev allerede slået an på den røde løber, der var mere livlig og sprudlende end tidligere år.

Sort velour og blonder, glimtende metalliske, kropsnære tubekjoler, pasteller og enorme diamanthalskæder dominerede. Mange mænd var modige og troppede op i andet end de monotone smokinger, mens Timothée Chalamet, klædt i gul fra top til tå, måske tog udfordringen en smule for alvorligt.

Zoë Saldaña løb med prisen som bedst klædte i bordeux Saint Laurent, stærkt forfulgt af sin Emilia Pérez-medstjerne Selena Gomez og The Substance-skuespillerne Demi Moore og Margaret Qualley. 

TV 2’s udsendte journalist i Hollywood blev forbigået af den ene stjerne efter den anden. Ihærdigt forsøgte hun at spørge stjernerne, om de forventede mange politiske budskaber, men alle – selv aktivisten Whoopi Goldberg – undveg at svare direkte.

Det lykkedes dog at få fat i Jeremy Strong fra Trump-filmen The Apprentice. Han fortalte, at filmen havde en ”svær besked” til verden. ”Men vi kan tale om politik gennem kunst,” lød det fra skuespilleren, inden han strøg videre.

Ironisk sejr
Aftenen blev en sand triumf for Sean Bakers komedie Anora, som handler om en sexarbejder, der impulsgifter sig med en russisk rigmandssøn. Da svigerforældrene finder ud af det, bryder helvede løs. 

Filmen vandt prisen for bedste film, instruktør, originalmanuskript, klipning og kvindelige hovedrolle. En stor aften for især Sean Baker, der både har instrueret, skrevet manuskriptet og stået for klipningen. Den Oscar-vindende kombination har aldrig forekommet før, og Baker er den anden efter Walt Disney i 1954 til at vinde fire personlige Oscar-statuetter.

”Hvis I så de optagelser, der var at arbejde med … tro mig, instruktøren burde aldrig få arbejde igen,” sagde Sean Baker vittigt, da han vandt prisen for bedste klipning. 

Højdepunktet var hans inderlige hyldest til biografer, der under corona mistede over 1000 sale i USA og stadig er i krise. Han fremhævede biografen som et fællesrum, der kan samle mennesker i en splittet tid, og opfordrede sine kolleger til at skabe film til det store lærred.

Mange havde nok håbet, at prisen for bedste kvindelige hovedrolle ville være gået til Demi Moore, der i bodyhorror-dramaet The Substance tager hævn over mediebranchens negligering af midaldrende kvindelige skuespillere.

Men ironisk nok tabte hun til netop unge Mikey Madison. Den 25-årige skuespiller vandt prisen for sin præstation i Anora som uforfærdet sexarbejder, der ikke bøjer nakken for de russiske svigerforældre og kan slå en proper næve.

”Jeg gætter på, at amerikanerne er begejstrede for endelig at se nogen stå op imod en magtfuld russer,” lød værten Conan O’Briens tørre kommentar til filmens succes med tydelig reference til Trumps knæfald for Ruslands diktator Putin.

Spillet ned fra scenen to gange
Til ingens overraskelse vandt Kieran Culkin prisen for bedste mandlige birolle i A Real Pain, hvor han spiller en mentalt plaget mand på holocaust-tur i Polen.

Han benyttede lejligheden til at fortælle om sin reproduktionsaftale med konen Jazz. Da han sidste år vandt en Emmy for serien Succession, medførte det, at parret skulle have et tredje barn, og en Oscar udløser barn nummer fire, forklarede han triumferende.

Bedste mandlige hovedrolle gik til Adrien Brodys præstation i The Brutalist som emigrerende, jødisk-ungarsk arkitekt i USA, hvor han møder den hårde kapitalisme.

Brody vandt i 2003 en Oscar for rollen som holocaust-overlever i Pianisten. Denne gang var han så glad for at stå på scenen, at Oscar-orkestret hele to gange forsøgte at overdøve ham med musik, indtil han til sidst endelig sluttede aftenens længste – og kedeligste – takketale.

På bare få måneder er den franske musical Emilia Pérez gået fra at være frontløber med hele tretten nomineringer til at blive et vaskeægte studie i cancel culture på grund af hovedrolleindehaveren Karla Sofía Gascóns stødende tweets.

”Hvis du skal tweete om Oscar-uddelingen, så er mit navn Jimmy Kimmel,” sagde Conan O’Brien vittigt henvendt til Karla Sofía Gascón.

Shitstormen forhindrede dog ikke filmen i at vinde bedste sang, ligesom Zoë Saldaña snuppede prisen for bedste kvindelige birolle. Som advokat for Gascóns angrende gangsterboss synger og danser hun sin vrede ud og spytter sit opgør mod systemet, patriarkatet og alle, der står i vejen for hende.

Der var en lignende energi over Saldañas vindertale, hvor hun kom hele turen rundt i følelses- og udtryksregistret – fra primalskrig til gråd – uden at miste grebet om sin tale.

Dansker vinder Oscar
Saldana er den første dominicaner til at vinde en Oscar. Og der var flere historiske sejre. Animationsfilmen Flow indbragte Letland sin første Oscar, mens Paul Tazewell blev den første sorte til at vinde Oscar for bedste production design i Wicked.

Endelig sikrede Walter Salles’ historisk-politiske drama I’m Still Here den første Oscar til Brasilien, som instruktør stolt sagde. Desværre gik det ud over Danmark, for det var i kategorien ”bedste internationale film”, hvor Pigen med nålen med Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne altså trak det korteste strå.

Præcis som Ekkos Oscar-eksperter Casper Hindse havde forudset. Til gengæld vandt en anden fast deltager i vort Oscar-panel, producenten Kim Magnusson, en Oscar med hollandske Victoria Warmerdams I’m Not a Robot, hvor han har været executive producer.

Oscar-hviskeren har i mange år været halvfast indslag i kortfilmkategorien, som han har et unikt greb om, og det er tredje gang, at han vinder prisen.

Den første var Anders Thomas Jensens Valgaften fra 1999, og den anden var Anders Walters Helium fra 2014. Men Kim Magnussons kortfilm har også været nomineret et utal af gange.

I’m not a Robot handler om musikproduceren Lara, der forsøger at opdatere et computerprogram og får en eksistentiel krise, da programmet spørger, om hun er en robot.

Yin og yang-øjeblik
Brandmændene, der for kort tid siden kæmpede heroisk med den løbske ild i Los Angeles, kom på scenen og blev behørigt hyldet.

Og som vanligt blev det forløbne års døde filmmagagere mindet i det smukke indslag ”In memorian”, hvor skuespillerikonet Gene Hackman (The French Connection) fik følelsesladede ord med på vejen af vennen og kollegaen Morgan Freeman.

Taget den dramatiske verdenssituation i betragtning blev det en overraskende rolig og fordragelig Oscar-fest.

Det gjaldt ikke mindst dokumentar-Oscar’en, som gik til No Other Land. Filmen skildrer fordrivelsen af palæstinensernes fordrivelse på Vestbredden og er blandt andet skabt af Yuval Abraham og Basel Adra, der er henholdsvis arabisk jøde og palæstinenser.

”Mit folk kan først være virkelig trygt, hvis Basels folk er virkelig frie,” sagde Yuval Abraham og skabte et yin og yang-øjeblik, der meget sigende modtog et af aftenens største bifald.

Ak ja, verden ville være et bedre sted, hvis den levede op til takketalerne ved Oscar-festen.

Bedste film
VINDER: Anora
The Brutalist
A Complete Unknown
Konklave
Dune: del 2
Emilia Pérez
I’m Still Here
Nickel Boys
The Substance
Wicked

Bedste instruktør
VINDER: Sean Baker (Anora)
Brady Corbet (The Brutalist)
James Mangold (A Complete Unknown)
Jacques Audiard (Emilia Pérez)
Coralie Fargeat (The Substance)

Bedste kvindelige hovedrolle
VINDER: Mikey Madison (Anora)
Cynthia Erivo (Wicked)
Karla Sofía Gascón (Emilia Pérez)
Demi Moore (The Substance)
Fernanda Torres (I’m Still Here)

Bedste mandlige hovedrolle
VINDER: Adrian Brody (The Brutalist)
Timothée Chalamet (A Complete Unknown)
Colman Domingo (Sing Sing)
Ralph Fiennes (Konklave)
Sebastian Stan (The Apprentice)

Bedste kvindelige birolle
VINDER: Zoe Saldana (Emilia Pérez)
Monica Barbaro (A Complete Unknown)
Ariana Grande (Wicked)
Felicity Jones (The Brutalist)
Isabella Rossellini (Konklave)

Bedste mandlige birolle
VINDER: Kieran Culkin (A Real Pain)
Yura Borisov (Anora)
Edward Norton (A Complete Unknown)
Guy Pearce (The Brutalist)
Jeremy Strong (The Apprentice)

Bedste originalmanuskript
VINDER: Sean Baker (Anora)
Brady Corbet og Mona Fastvold (The Brutalist)
Jesse Eisenberg (A Real Pain)
Moritz Binder, Tim Fehlbaum og Alex David (September 5)
Coralie Fargeat (The Substance)

Bedste filmatisering
VINDER: Peter Straughan (Konklave)
James Mangold og Jay Cocks (A Complete Unknown)
Jacques Audiard (Emilia Pérez)
RaMell Ross og Joslyn Barnes (Nickel Boys)
Clint Bentley og Greg Kwedar (Sing Sing)

Bedste internationale film
VINDER: I’m Still Here (Brasilien)
Pigen med nålen (Danmark)
Emilia Pérez (Frankrig)
Frøet fra det hellige figentræ (Tyskland)
Flow (Letland)

Bedste dokumentar
VINDER: No Other Land
Black Box Diaries
Porcelain War
Soundtrack to a Coup d’Etat
Sugarcane

Bedste animationsfilm
VINDER: Flow
Inderst inde 2
Memoir of a Snail
Walter og Trofast: Hævnen har vinger
Den vilde robot

Bedste fotografering
VINDER: The Brutalist
Dune: del 2
Emilia Pérez
Maria
Nosferatu

Bedste klipning
VINDER: Anora
The Brutalist
Konklave
Emilia Pérez
Wicked

Bedste lyd
VINDER: Dune: del 2
A Complete Unknown
Emilia Pérez
Wicked
Den vilde robot

Bedste effekter
VINDER: Dune: del 2
Alien: Romulus
Better Man
Kingdom of the Planet of the Apes
Wicked

Bedste production design
VINDER: Wicked
The Brutalist
Konklave
Dune: del 2
Nosferatu

Bedste kostumer
VINDER: Wicked
A Complete Unknown
Konklave
Gladiator 2
Nosferatu

Makeup & hår
VINDER: The Substance
A Different Man
Emilia Pérez
Nosferatu
Wicked

Bedste musik
VINDER: The Brutalist
Konklave
Emilia Pérez
Wicked
Den vilde robot

Bedste sang
VINDER: El Mal (Emilia Pérez)
The Journey (The six Triple Eight)
Like a Bird (Sing Sing)
Mi Camino (Emilia Pérez)
Never Too Late (Elton John: Never Too Late)

Bedste liveaction-kortfilm
VINDER: I’m Not a Robot
The Man who Could Not Remain Silent

A Lien
Anuja
The Last Ranger

Bedste animerede kortfilm
VINDER: In the Shadow of Cypress
Beautiful Men
Magic Candies
Wander to Wonder
Yuck!

Bedste dokumentarkortfilm
VINDER: The Only Girl in the Orchestra
Death by Numbers
I Am Ready, Warden
Incident
instruments of a Beating Heart

Kommentarer

Oscar-uddelingen

Det er 97. gang at Oscar-priserne uddeles.

Der dystes i 23 kategorier.

Showets vært er i år Conan O’Brien.

Uddelingen finder sted i Dolby Theatre i Los Angeles natten til 3. marts.

© Filmmagasinet Ekko