Forfatterne: Her er vores yndlingsscene

Nogle mener, at filmen aldrig bliver bedre end manuskriptet. Det kan diskuteres, men det er uomtvisteligt, at man ikke kan lave en god film uden en god idé eller et godt manuskript.

Spiller dialogen? Hvordan er fortællingen sat sammen, og i hvilken rækkefølge falder scenerne?

Derfor hædres manuskriptforfatterne naturligvis også, når vi uddeler priser til de bedste kortfilm ved Ekko Shortlist Awards lørdag den 26. november i Bremen Teater.

Vi har spurgt de nominerede manuskriptforfattere om deres yndlingsscener i deres egen film, dramaturgiske udfordringer og kreative løsninger.

Heaven

Heaven handler om den unge Victoria, der har taget kæresten med til Mallorca for at besøge sine forældre. Men forældrenes forhold til hinanden får hurtigt Victorias egen opfattelse af kærlighed og parforhold til at vakle.

Instruktør Josefine Kirkeskov har sammen med sine to medforfattere, Emil Nygaard Albertsen og Alexandra Kristjansen, valgt scenen, hvor Victoria danser med sin far og konfronterer ham med morens utroskab.

”Scenen starter varmt og kærligt,” skriver Josefine Kirkeskov i en email og fortsætter:

”Victoria finder sin far småfuld og sentimental, og sammen danser de og taler hjerteligt og indforstået med hinanden. Man er ikke i tvivl om, at de har et godt forhold. Men scenen vender brat til at blive en konfrontation og afvisning, da den ellers kærlige far hårdt og kontant fortæller Victoria, at hun ikke skal blande sig i deres forhold.”

”Jeg synes, det er en charmerende scene, som jonglerer med en spændende følelsespalet hos to personer, der begge vil fremstå stærke, men alligevel ender med at blotte sig enormt over for hinanden.”

”Jeg husker, hvordan vi til at starte med var i tvivl om, hvorvidt Victoria skulle finde sin far, hvor han sad trist på terrassen og talte lidt udenom. Men det blev langt mere spændende, da vi gjorde det til en scene, hvor hun i stedet oplever modstand fra faren. Vi havde flere gange talt om, at det kunne være fedt at have en dansescene med i filmen, og det var derfor fascination og plot, der fik lov at gå hånd i hånd, da vi flyttede skænderiet – en stillestående dialogscene – ind midt i en dans.”

Mellem væggene

I den animerede Mellem væggene har forfatter-hovedpersonen skriveblokering, der viser sig visuelt som de omsluttende grå vægge og et par krager, som kun datteren Mille kan se.

Manuskriptforfatter Sara Jespersen Holm, der også har instrueret filmen, har valgt åbningsscenen, hvor forfatteren sidder ved sin skrivemaskine og forsøger at skrive et digt, mens kragerne pludselig viser sig.

”Scenen er vigtig, fordi vi slår hele temaet for filmen fast hurtigt og præcist, samtidig med at vi møder begge karakterer og får en idé om, hvem de er. For mig er den første scene altid svær, men jeg synes, at vi har fået den til at virke godt – blandt andet fordi vi beskriver, at Mille ser muligheder i sin fars kasserede digt. Mille folder en fugl ud fra sin fantasi, kreativitet og barnlige naive tilgang til livet,” skriver Sara Jespersen Holm og fortsætter:

”Samtidig forstår vi, at Mille kan se og mærke de sorte fugle, som hendes far tilsyneladende ikke lægger mærke til. For mig viser det, hvordan ens negative energi oftest kan føles af andre, også når man ikke selv lægger mærke til det. Det er et vigtigt tema i filmen, som bliver klart i den allersidste scene.”

”Scenen sætter både farens problem og løsningen op samtidig, nemlig hans datter Mille. Jeg er rigtigt glad for scenen, og sammen med slutningen synes jeg, at den skaber en god ramme om fortællingen og gør historien åben for fortolkning og refleksion.”

Mor

Mor er fortællingen om den unge Amanda, der lader sig hyre til rollen som en anden kvindes datter. Andrea Stief, der både har skrevet og instrueret filmen, har valgt at fremhæve scenen, hvor Amanda og Mor spiser middag.

”Filmen er inspireret af en drøm, jeg havde i en travl klippeperiode, hvor jeg konstant måtte udsætte aftaler med min familie. Mange af scenerne lå derfor næsten fast fra starten af, men denne scene var én, jeg tilføjede for at undersøge temaet ’moderkærlighed’ og de roller, man giver sig selv og hinanden i en mor-datter relation.”

”Det er en scene, hvor publikum kan lære lidt mere om hovedkarakteren, da hun ved at svare på Mors spørgsmål afslører lidt om sig selv. Det er et vendepunkt i historien, hvor Amandas noget kyniske syn på arbejdsopgaven bliver mere følsom.”

”Udfordringen var at holde balancen mellem det formelle og det oprigtige. At gøre det intimt og personligt i en skabelon af høflig tale og floskelsvar. Det var sjovt at skrive, fordi jeg kunne kombinere samtaler fra mine egne familiesammenkomster og mødre fra tv-serier og samtaler, jeg har overhørt, hvor mødre giver deres voksne børn et klap på hovedet med et ’jeg tror på dig’ og går igen.”

Søn

Søn er historien om det trettenårige skilsmissebarn August. Da han får en hund af sin fraværende far, bliver Augusts mor vred, og han beslutter at løbe hjemmefra med sin hund.

Instruktør Kristoffer Kiørboe har sammen med sin medforfatter Anton Carey Bidstrup valgt scenen, hvor August lige er blevet afvist af sin far og sidder med sin nye hund alene skoven.

”August bor hos sin mor og har fået en hundehvalp af sin far. Men hunden er dybest set en ’aflads-gave’, og Augusts mor vil – af samme grund – ikke have den i hjemmet. August flytter væk fra sin mor, i håb om at kunne bo med hundehvalpen hos sin far,” skriver manuskriptforfatterne.

”Men da faren afviser ham, er August ladt alene tilbage med hvalpen, som nu i stedet for at være et væsen, som August kan deponere sin kærlighed hos, bliver et billede og symbol på forældrenes manglende omsorg og ømhed for August.”

”Scenen er afgørende for filmen, fordi det er her, at Augusts følelse af ikke at være elsket langsomt og lydløst udløser en handling, der ikke er nogen vej tilbage fra.”

”Udfordringen i scenen, var at skrive en indre udvikling i August uden at bruge ord. Det hele skal ske i detaljerne: i åndedrættets karakter, i blikket, i lyden og i indstillingens længde. Det kan være vanskeligt at skrive – og spille – de ’subjektive’ scener, fordi det handler om at formidle det indre og det usagte uden de store ydre virkemidler.”

Rastløs

I Rastløs har den tidligere misbruger Tinna netop fået et job og skal til at starte på en frisk. Men hendes søn Martin, der også er misbruger, er en byrde for hende, og Tinna beslutter at smide ham ud af sit værelse på bostedet.

Instruktør og manuskriptforfatter Asger Krøjer Kallesøe har valgt en scene midt i filmen, hvor Tinna overfuser en pusher, der sælger stoffer til den gravide Majbrit på hendes gang.

”Jeg ved ikke, om scenen er sønderligt velskrevet,” skriver instruktøren til Ekko. ”Men jeg synes det er interessant, at det er let for både vores hovedperson og publikum at se ned på den unge gravide kvinde, der bruger stoffer, samtidig med at vi – forhåbentlig – fatter sympati for vores hovedperson. De to karakterer er jo den samme, bare forskudt med 25 år.”

”Vores empati er styret af vores livs oplevelser og det perspektiv, det giver os, og det håber jeg, man vil vende med sig selv, når man har set filmen.”

”Majbrit var et omstridt emne under klipningen, da scenerne øjensynligt ikke gav historien noget. Jeg har selv svært ved at skabe distance til filmen, og jeg er meget kritisk over for den. Der er en forhistorie, som står meget svagt for publikum. Det var intentionen, at de bor på et bosted for borgere på vej ud af et misbrug, og at Majbrit er gravid.”

”Majbrit har nok været en nødvendig tråd til et normalt liv for Tinna – bare det at have en kvinde at joke rundt med. Samtidig har hun været en invitation til refleksion over Tinnas eget liv. Og de har knyttet bånd. Det var mit håb, at man trods alt fornemmer et venskab i deres scener. Og for mig er det filmens mest interessante del at se hendes had til veninden og et eller andet sted til sig selv.”