Filmskolens ledere: Her er vores vision!
På Filmskolen har vi en vision om at styrke de kunstneriske elementer, eksperimentet og det personlige udtryk for alle vores uddannelser. Dokumentar, fiktion og animation er fortsat hovedområder, som skaber filmiske fortællinger til en lang række platforme.
Vi skal i fremtiden præge medieudviklingen i Danmark ved at udvikle rigere fortællinger og raffinere de filmiske udtryk, som vi fortæller med. Det vil vi gøre gennem at nedbryde tidligere skel mellem Filmskolens afdelinger, styrke samarbejdet og synergien og udfordre konventionen overalt.
Derfor har vi oprettet Production Design som selvstændigt vidensfelt på Filmskolen. Og vi udvider manuskriptuddannelsen, som kommer til at arbejde tæt sammen med alle de øvrige uddannelser. Derigennem styrker vi den konceptuelle tænkning og den måde, vi projektudvikler på for alle faglinjer.
Vi kommer fremover til at arbejde målrettet med at styrke synergien mellem dokumentar, fiktion og animation ved at trække på de bedste erfaringer fra alle områder.
Vi vil gøre plads til det kunstneriske eksperiment med nye udtryk i trit med, at genrer og kunstformer smelter sammen. Producere, fotografer, tonemestre, klippere og manuskriptforfattere skal arbejde med alle områderne, og overalt skal det det eksperimenterende og undersøgende element styrkes.
I løbet af uddannelsen skal alle instruktører udforske blandingsformerne, og fiktionsinstruktørerne skal også afprøve det dokumentariske.
Tv-uddannelsen har gennem årene udviklet værdifuld erfaring og viden om, hvordan man støtter og inspirerer eleverne til eksperiment, personligt udtryk og kunstnerisk undersøgelse i ukonventionelle rammer. Derfor integrerer vi nu disse grundtanker i hele skolen.
I fremtiden vil næsten 40 % af de studerende fortsat være instruktører. På hver årgang vil der gå seks dokumentarinstruktører-, seks animations- og seks fiktionsinstruktører, så instruktionsfaget forbliver stærkt repræsenteret i forhold til de øvrige professioner, som film-, tv-, animation- og computerspilområdet dækker.
Filmskolen lukker linje
30. januar i år meddeler Filmskolens rektor, at flerkamera-uddannelsen vil blive lukket.
Det er den ene af to linjer på skolens dokumentarafdeling oprettet i 1992 af nuværende prorektor Arne Bro.
Der optages tre flerkamera-instruktørelever hvert andet år.
Uddannelsen er et filmisk laboratorium, hvor eleverne arbejder med flere kameraer i et studie.
Se afgangsfilmen XY Anatomy of a Boy på Ekko Shortlist.
Elever på skolen har oprettet en Facebook-side for at redde uddannelsen og afholdt 5. februar et åbent debatmøde på Filmskolen.
Kommentarer