Dag 3: Herrefilm for følsomme mænd

Rasmus Videbæk er et navn, man er begyndt at lægge mærke til uden for Danmarks grænser. 

De senere år har den danske fotograf skudt visionære billedværker som Virgin Mountain og QEDA. Og i år lægger han sig lunt i svinget til hæder – ja, måske ligefrem en Berlinale-bjørn – for billederne i Ud og stjæle heste. 

Norske Hans Petter Moland (En ganske rar mand og Flaskepost fra P) er instruktør på filmen, som er baseret på den Independent Foreign Fiction Prize-vindende roman af landsmanden Per Petterson. 

Han er en af denne skribents litterære helte, og det er en fornøjelse at se, hvor nænsomt Moland og Videbæk omsætter romanens mange fortællespor og springer så let som en sommerbrise imellem årtierne. 

Danicas gunst
Stellan Skarsgård spiller enkemanden Trond, der er flyttet tilbage til et område i Norge, hvor han oplevede en stemningsfuld sommer som dreng. Siden dengang har han ikke set sin far, og med stilfærdig akkuratesse udfoldes fortællingen i Ud og stjæle heste. 

Konstant afstemmes billedernes kølighed og varme med persongalleriets sindstilstande, og da danske Danica Curcic træder ind midtvejs i filmen, kommer der også en dynamik imellem far og søn i fortidssporet, eftersom de – set fra sønnens perspektiv – begge kæmper om hendes gunst. 

Da Trond mange år senere ser tilbage på sit liv, er det lige netop dette, som bider ham i bevidstheden. Gik det galt imellem ham og faren på grund af kvinden? Eller vidste faren hele tiden, at det var deres sidste sommer?

Hen imod slutningen bliver konstruktionen i tidsforløbene dog en anelse for tydelig. Men det ændrer ikke ved, at Ud og stjæle heste virkelig er en herrefilm for følsomme mænd, der kender til det at have en far, man både skal se op til og løsrive sig fra. 

Der blev da også klappet taktfast i næverne rundt omkring i Berlinale-paladset, da rulleteksterne tonede frem.

Seriemorder i Hamborg
Det smukke fortsatte i den næste film, men her lå skønheden i det ubehagelige. 

Tyske Fatih Akin (Soul Kitchen og Ud af intet) placerer filmrøven i klaskehøjde med en fortælling om en seriemorder i Hamborgs underklasse i 1970’erne. 

Tyske Jonas Dassler (Never Look Away) er ukendelig i rollen som den afstumpede Fritz Honka, der i virkelighedens verden slog fire kvinder ihjel mellem 1970 og 1974. Dassler spiller så fedtet og usympatisk, at publikum buhede og gøs af ham undervejs. 

Også The Golden Glove er baseret på en roman, nemlig Heinz Strunks af samme navn fra 2016. 

Fatih Akin formår undervejs at lave humoristiske indslag i den makabre og voldelige fortælling. Og selv om det bestemt ikke er comme il faut at dræbe og partere kvinder, var der nu alligevel spredte klapsalver efter visningen. 

The Golden Glove fungerer i al sin grimhed, fordi Akin går linen helt ud og viser ondskaben. I den henseende er filmen en slags underklassefætter til Lars von Triers The House That Jack Built, men sidehistorierne i The Golden Glove kommer dog efterhånden til at fylde så meget, at man aldrig helt letter fra biografsædet. 

Mongolsk mysterium
Til gengæld var man faktisk ved at blive løftet en lille smule op i årets mongolsksprogede bidrag i hovedkonkurrencen. 

Öndög er en besynderlig størrelse. Så snart man fornemmer et vist greb om historien, smutter den fra én igen. 

Det er i filmens bedste øjeblikke befriende, men i andre scener voldsomt irriterende. Instruktør Wang Quan’an vandt guldbjørnen i 2007 for Tuyas ægteskab, men han mystificerer sin nye film unødvendigt meget. 

Öndög handler om en kvindelig hyrde, som bliver sat til at våge over et gerningssted sammen med en politibetjent. Humor, alvor og filosofi blandes, og den eneste grund til, at det lykkes at få sammenkogt løjerne nogenlunde habilt, er den debuterende kvindelige hovedrolleindehaver. 

Dulamjav Enkhtaivan leverer en nuanceret præstation, der spænder fra det uhyggelige til det fjollede. Hyrden er generelt skeptisk over for mennesker, og det fornemmer man tydeligt. 

Igennem hende forstår vi, at det hele måske er en slags alternativ virkelighed, men problemet er, at Öndög virker ret lang. Det er ikke et adelsmærke for en film på godt halvanden time. 

Omars kulturkløft
I sideprogrammet Panorama viste den danske instruktør og skuespiller Omar Shargawi Western Arabs, som er en dybt personlig og fængende dokumentarfilm. 

Shargawi undersøger i filmen, hvorfor han altid har følt sig vred og splittet imellem det danske og det arabiske. Med en familie (især far), der både stritter imod og hjælper til, er Shargawis jagt både sympatisk og selvudleverende. 

Man mærker tydeligt, hvordan det er at have et ben i hver kultur med en dansk mor og en palæstinensisk far. 

Billederne er skramlede og tæt på noget reelt juks sommetider, men pointen lader til at være, at sådan er instruktørens sind også. Han afsøger således hver en krog af sin fortælling og bruger gerne sjove påhit – såsom at instruere sin egen far i en alternativ spillefilm om familien. 

Western Arabs er i den henseende en fortælling om at finde sig selv, hvilket breder sig ud til at finde sig til rette i mere end en enkelt identitet. 

En rigtig publikumspleaser på Berlinalen, der da også havde fyldt en mindre sal med forventningsfulde gæster.