Herzogs afsindige hulemalerier

Nogen snorlige karrierevej kan man ikke beskylde tyske Werner Herzog for at betræde.

Knapt havde den nu 68-årige instruktør, der siden 1960’erne konsekvent har forsøgt at nedbryde grænsen mellem fiktion og dokumentar, genopfundet sig selv med den eminente Grizzly Man, før han fulgte op med en serie vidt forskellige værker:

Fra den billedberusende rejse til Antarktis i Encounters at the End of the World over jungledramaet Rescue Dawn og indie-thrilleren My Son, My Son, What Have Ye Done (produceret af David Lynch) til det sorthumoristiske remake af Abel Ferraras hårdtslående The Bad Lieutenant, der havde premiere sidste år. 

Men trods alsidigheden har Herzogs film altid været båret af en særlig signatur, nemlig hans gudbenådede evne til at finde det oversete og ofte absurde i det materiale, han kaster sig over. 

Forventningerne var derfor store til hans nyeste film, 3D-dokumentaren Cave of Forgotten Dreams, der i sidste uge havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto.

Uberørt vidnesbyrd
Inspirationen fandt Herzog i en artikel i The New Yorker om verdens ældste hulemalerier.

Malerierne blev i 1994 opdaget i en skjult grotte i Chauvet, Frankrig, og de viste sig ikke blot at være mere end dobbelt så gamle som hulemalerierne i Lascaux, der i årtier har stået som symbolet på homo sapiens’ første kreative udfoldelser. De var også i væsentlig bedre stand!

Takket være et stenskred, der blokerede indgangen, havde grotten været lukket for omverdenen i godt 30.000 år. Så det syn, der ventede de første arkæologer, var et næsten uberørt vidnesbyrd fra en for længst forgangen tid.

Alt var så godt som intakt – fra tegningerne på væggen til fodsporene på gulvet og askeresterne fra de fakler, vores malende forfædre brugte til at lyse op i grotten.

Et scoop
For forskere var det som fundet af en hellig gral, og Chauvet-grotten har forståeligt nok været hermetisk lukket for offentligheden lige siden (hulerne i Lascaux blev lukket, da malerierne gradvist begyndte at blive ødelagt efter al for meget kontakt med menneskelig ånde).

Kun en lille gruppe udvalgte mennesker har i meget korte perioder haft mulighed for at besøge grotten, og det er derfor i sig selv et scoop, at Werner Herzog som den første fotograf har fået adgang til hulen.

Og med en særlig form for lys, der ikke udsender varme, har han dokumenteret de indre hvælvinger med deres talrige spor.

Detaljerigdom i billedet
Resultatet er filmet i ægte 3D, der fungerer fortrinligt til at skildre dybdevirkningerne og de mange hulrum i den snævre grotte.

Effekten er ofte imponerende, men den lider dog en smule af de klassiske 3D-problemer, hvor dybdevirkningen fremkommer på bekostning af lys og detaljerigdom i billedet.

Ikke desto mindre viser Cave of Forgotten Dreams, at det nok er i naturfilmen, at den kommercielle merpris-gimmick har sin største brugsværdi.

”We will never know”
Det er ikke svært at se, hvorfor Werner Herzog er interesseret i hulemalerierne. Disse menneskehedens første kunstneriske udskejelser er stadig forbundet med flere spørgsmål end svar.

Hvad betyder de cirkulære skildringer af dyr? Og hvad har deres nytteværdi egentlig været?

Med sin vanlige tyske accent og knastørre humor præsenterer Herzog på lydsporet sin – og forskellige forskeres – teser og formodninger. Ikke underligt er den hyppigst forekommende konstatering: ”We will never know.” 

Som altid elsker Herzog tvetydigheden og den enorme åbning for fantasifuld meddigtning, som usikker viden altid medfører.

Cave of Forgotten Dreams er smukt filmet, og Herzogs herlige undren er i sig selv hele billetten værd. Og hvor får man ellers lov til at overvære en opførsel af USA’s folkelige nationalmelodi The Star-Spangled Banner på benfløjte?