Dag 9: Hesteopera og demens-roadmovie

Det er dagen, hvor den tredje dansker – skuespilleren Mads Mikkelsen – skal i ilden, efter at hollandske Borgman med Sara Hjort Ditlevsen søndag fik en blandet modtagelse, og Nicolas Winding Refn onsdag måtte lægge ører til buh-råb for Only God Forgives, der ligger næstsidst på Screens internationale Cannes-stjernebarometer.

Men dagen starter et helt andet sted: amerikanske Nebraska. Den er instrueret af Alexander Payne, der med liflige komedier som Sideways og About Schmidt naturligvis må regnes blandt forhåndsfavoritterne til Guldpalmen. Hans seneste The Descendants er et mere alvorligt og mere ujævnt drama, så verdenspremieren på den nye sort-hvide film er ventet med spænding.

Den gode nyhed er, at Alexander Payne er tilbage i fin form med det, han er bedst til: let, charmerende og menneskevarm feelgood-komedie. Den dårlige nyhed er, at Nebraska ikke er lige så sjov og veloplagt som Sideways. Men hvor mange film er det?

Den store depression
I filmen tager David (Will Forte) sin demente far Woody Grant (Bruce Dern) på et road-trip til Nebraska via South Dakota for at hente en millionpræmie fra en lodtrækning, som alle kan se er et fupnummer – undtagen Woody. Undervejs besøger de farens hjemby Hawthorne og møder en række personer fra hans fortid: den første kæreste, kompagnonen, familien etc.

Skridt for skridt bliver farens fortid optrævlet, ikke mindst hans livslange alkoholmisbrug, der har forpestet omgivelserne. Og det er et dystert billede, som den melankolske komedie tegner af the american heartland, hvor man spiser, drikker, ser tv og går op i biler – og penge. Den økonomiske krise og depressionen hviler over denne film, som den gør over mange af filmene på årets Cannes-festival.

Faren skal forestille at være dement, men faktisk har han en udmærket hukommelse. Den selvmodsigelse må undervejs også være gået op for Payne, der elegant laver en feberredning.

”Har han Alzheimers,” spørger receptionisten i firmaet, som har lavet den falske lodseddel. ”Nej, han tror bare på, hvad folk fortæller,” svarer sønnen. ”Sikke en skam,” sukker hun.

Terrorist eller revolutionær
Nebraska er en værdig konkurrencefilm, men den har ikke potentiale til at vinde Guldpalmen. Dertil mangler den tyngde og originalitet.

Der bliver næppe heller nogen pris til Mads Mikkelsen, som sidste år i Cannes blev hædret med prisen for bedste mandlige skuespiller (Jagten). Han har hovedrollen i den franske film Michael Kohlhaas, hvor han spiller den historiske karakter Kohlhaas, der i 1600-tallet får stjålet to heste af den lokale baron og samler en mindre hær for at få genoprejsning.

Desværre fortoner dramaet sig i den mørke middelalderskov, hvor det meste af filmen foregår. Hvilken større sag kæmper Kohlhaas for? Hvorfor går han med til en våbenhvile? Hvorfor skal han dø? Er han revolutionær eller terrorist, helt eller skurk?

Fra Tyskland til Frankrig
Filmen er baseret på en roman af Heinrich von Kleist fra 1811, som er en af tysk litteraturs klassikere, beundret af blandt andre Franz Kafka og i 1969 filmatiseret af Volker Schlöndorff.

Desværre er den franske instruktør Arnaud des Pallières tydeligvis mere optaget af at skabe tågede landskabsbilleder og dragende skovstemninger end i at fortælle en meningsfuld historie.

Han har helt uden grund flyttet historien fra Tyskland til Frankrig, så Mads Mikkelsen i værste euro-pudding-stil spiller en historisk tysker, der taler fransk med dansk accent.

Romanens religiøse konflikt er totalt fraværende i filmen (Kohlhaas er protestant), og man bliver heller ikke meget klogere på den tid, som historien er et udtryk for: overgangen mellem en feudal samfundsorden til et retssamfund, hvor alle er lige for loven.

Uanset hvilke trængsler, Mads Mikkelsen går igennem på slagmarken, sidder hans smukke lokker perfekt. Og da prinsessen aflægger uventet besøg, befinder Kohlhaas sig meget belejligt i karbad, så vi kan få Mikkelsens våde og splitternøgne bagdel at se. Det tjener intet formål i scenen, men bevares – selv artfilm har behov for at lokke husarer ind.

Følelser i sidste billede
Mads Mikkelsen har udviklet en spillestil, hvor han gør så lidt som overhovedet muligt. Han sætter meget sympatisk sin lid til, at filmen skaber historien, men når den ikke fungerer, kommer han uundgåeligt til kort (ligesom Ryan Gosling gjorde i Only God Forgives).

Det meste af Michael Kohlhaas er han således bare en smuk mand, der rider rank og ser bister ud. Vi identificerer os ikke med ham, fordi vi ikke ved, hvad der rumsterer i hans hoved eller banker i hans hjerte. Først i filmens allersidste billede mærker vi hans følelser, men instruktøren ødelægger dette øjeblik ved at skrue hysterisk højt op for underlægningsmusikken.

Vi må desværre nok konstatere, at det ikke har været danskernes år i Cannes. Triers Nymphomaniac kunne have givet hovedkonkurrencen et kontroversielt kick, men nåede ikke at blive færdig.

Og hvad Arnaud des Pallières' film angår, vil den hurtigt gå i glemmebogen, med mindre at man er vild med hesteoperaer. Kan det tænkes, at nogen i juryen er det?