Shortlist: Himmel og helvede i Mexico

”Det skulle være sådan en lille kunstfilm. Men det bliver jo aldrig kun en lille kunstfilm.”

Martin de Thurah er det nærmeste, man kommer på en Danmarksmester i korte filmformater. Men hans ambitioner fås aldrig i mini-udgave. Og det kan godt være hårdt, indrømmer han.

Men med selvsamme kampestens-store ambitioner bygger han sine karakteristiske luftige universer, hvor børn kan flyve, og fantasien giver pokker i tyngdekraften.

I de prisvindende kortfilm Vi der blev tilbage (2007) og Ung mand falder (2008) gjorde han en forældregeneration til anæmiske zombier og fik asfalten og teenage-tilværelsen til at slå revner (udgivet på Ekko-dvd’en #9).

Knuste kærlighedsdrømme
I de senere år har Martin de Thurah mest markeret sig med musikvideoer. Og med klienter som Fever Ray, Feist, James Blake og David Byrne går det slag i slag.

I det helt korte reklame-format trives han også, og senest har han vundet en Director’s Guild Award for to reklamefilm for bilmærket Acura og cognacfabrikanten Hennessey.

Sin første spillefilm har han stadig til gode. Men han arbejder på sagen.

Indtil da indtager han Ekko Shortlist med det tolv minutter lange kunstprojekt Mountain (2012), som bobler i denne uge.

Denne gang har han lavet en foruroligende collage om en mand, en kvinde og en langhåret hund. Måske fortæller filmen en historie – måske er den blot et abstrakt maleri i tre dimensioner, en freestyle over afsavn, knuste kærlighedsdrømme, kæmpestore ambitioner og vanvid i Mexico.

Parkeringsplads for hunde
Ekko fanger den 39-årige instruktør på en Skype-linje fra Mexico. Der optog han sin mystificerende kortfilm, og der brygger han i disse dage på nye fremtidsplaner.

Nu sidder han på sin stamcafe, mens Mexico City hamrer af sted ude på gaden. Et sted lyder et højlydt bjæf.

”Kan du høre alle de her hunde? Der er utrolig mange hunde i Mexico. Der er hunde-parkeringspladser, hvor der ligger tyve styk ved siden af hinanden,” siger Martin de Thurah.

En hund er også omdrejningspunktet i Mountain. Ikke et pjusket gadekryds, men en elegant en af slagsen med lange, sorte og hvide hår.

Eksemplaret har en vis lighed med den, som holder vagt på Edward Hoppers maleri Cape Cod Evening fra 1939 (se maleriet nederst i artiklen). Filmen er en associations-leg over den amerikanske kunstners klassiske billede af en kvinde, en mand og en hund foran deres hvidmalede og velbjergede American home i aftensolen.

Færdig med Hopper og Spice Girls
Mountain er en del af projektet Hopper vu par, som den franske tv-kanal Arte står bag. Otte instruktører har instrueret otte kortfilm inspireret af et valgfrit Edward Hopper-værk.

Anledningen var en stor udstilling med den amerikanske maler i Grand Palais i Paris. Blandt Martin de Thurahs kolleger var franske Sophie Barthes (Cold Souls) og britiske Sophie Fiennes (The Pervert’s Guide to Cinema, første del udgivet på Ekko-dvd’en #8).

”Oplægget var at lave en to-tre minutters film ud fra et Edward Hopper-maleri. Det skulle være meget simpelt,” forklarer instruktøren.

”Jeg er egentlig ikke specielt Hopper-vild i varmen. Det tilhørte en periode, men det er ligesom musik. Ligesom at Spice Girls var spændende engang.”

Han fravalgte hurtigt Hoppers mere ikoniske malerier af den moderne, mistrøstige storby. Men noget tiltalte ham i Cape Cod Evenings enkle, landlige motiv.

”Jeg ser noget mellem en mand og en kvinde, som ikke er helt i orden. Jeg ser også en drøm, som er brast – en amerikansk drøm. De har altid drømt om at få det hus, men alligevel bor lykken ikke der. Det er et enkelt motiv.”

Det manglende barn
På trods af oplægget om en tre minutters kunstfilm begyndte en større historie at vokse frem.

”Jeg ville undersøge mekanismerne mellem en mand og en kvinde, og så kom det til at handle om, at de manglede et barn.”

Filmen afviger bemærkelsesværdigt fra det todimensionelle forlæg. Pludselig har den lille familie i det hvide hus en swimmingpool, en båndoptager, en dansende indianer, en pikant erotisk scene og et barn, som synes både at være og ikke at være der på samme tid.

Instruktøren kommenterer kun nødigt sit eget enigmatiske billedsprog. ”Det ville være ligesom at spørge ind til David Lynch’ Lost Highway,” forklarer han.

Én ting kan han dog lokkes til at fortolke: ”Jeg kan sige, at hunden repræsenterer det barn, som de ikke har fået.”

For mange rækværk i Danmark
Den mest iøjnefaldende forskel mellem maleri og film er, at USA i 30’erne pludselig er blevet til Mexico i 50’erne. Og kvindens hår har skiftet kulør fra korngult til sort.

”Jeg har jo lyst til at filme alle steder – alle vegne,” forklarer Martin de Thurah. ”Men jeg har oplevet Mexico som et sted, hvor jeg kan nå længere. Det er et meget kaotisk sted med mange kulturer. Der er enormt mange sprog, cholos, aztekere, virvar af byrum, vanvid, himmel og helvede.”

”I Danmark har vi lidt for mange rækværk,” lyder det kryptisk.

Urealistiske drømme
Det var dog ikke kun en kunstnerisk beslutning at rykke produktionen sydpå.

”Med mit lave budget var det bedre at filme i Mexico, hvor jeg kunne få et par dage til at optage. I USA ville jeg kun kunne få et minut.”

Gang på gang drejer Martin de Thurah samtalen tilbage til de praktiske omstændigheder. ”Der var alt for lidt klippetid,” forklarer han. ”Vi havde forstået, at vi havde længere tid, men endte med at samle det på cirka fem dage.”

Budgettet lød på 200.000 kroner. Filmen blev optaget på tre dage.

”Vi optog utrolig mange scener, som vi ikke har med i filmen. Vi havde ikke rigtig tid i klipningen til at undersøge nok. Det er en film, som kræver tid til at finde frem til formen. Jeg ville gerne have haft femten dage mere,” siger han ærgerlig.

”Problemet er, at jeg altid har alt for høje ambitioner. Så jeg presser altid projektet alt for langt. I stedet for at lave én optagedag i ét rum med to mennesker, så tager jeg til Mexico med store og måske lidt urealistiske drømme.”

Klippede historien i stykker
Manuskriptet var meget længere og langt mere plotdrevet end den endelige film. I klipperummet blev den centrale historie skåret i småbidder og samlet til en associativ montage.

”På en måde sætter filmen sig mellem to stole. Den er et meditativt rum mellem to mennesker. Og så prøver den måske lidt for meget på at være en narrativ film. Og det bliver man måske lidt forvirret af.”

– Er du alligevel tilfreds med resultatet?

”Der er masser af ting i filmen, jeg godt kan lide. Men hvis man nu for eksempel skal skrive en stil, og kun når at lave halvdelen, så er det ret irriterende at skulle aflevere den!”

– Hvad sagde producenterne, da du så lavede en film på tolv minutter i stedet for tre?

”De elskede det. De syntes, at det var en af de stærkere film.”

Begravelse på bjergtop
Da Martin de Thurah har kredset et par runder mere om penge og tidspres, kommer han pludselig i tanke om noget. Nogle andre omstændigheder, som har sat sine aftryk på filmen.

”Da jeg lavede den her lille film, var jeg personligt midt i en kæmpe kærlighedskrise. Og min farfar døde, mens jeg skulle optage den. Jeg var virkelig i kaos.”

Farfarens begravelse blev afholdt hjemme i Danmark på én af de to optagedage. Og så skulle der træffes en beslutning.

”Min familie syntes, det var fint, at jeg blev i Mexico. De vidste godt, hvor meget jeg elskede min farfar. De sagde, at jeg ikke behøvede at bevise noget ved at møde op til begravelsen,” husker han.

”Jeg skrev et brev om min farfar, som præsten læste op. På den måde var jeg med. Og så begravede jeg ham på et bjerg i Mexico nogle dage senere. Jeg lavede en symbolsk begravelse. Lagde nogle blomster og et billede af ham og mig på et bjerg tæt ved Acapulco.”

Træt af at vente
Med Mountain vender Martin de Thurah hjem til en kunstverden, som han kender indefra. Før i tiden malede han selv og har blandt andet udstillet på Århus Kunstmuseum, Arken og Charlottenborg.

Men i dag tilhører hans hjerte endegyldigt filmen.

”Jeg fandt ud at, at min kreativitet bliver meget mere provokeret af at stå til ansvar over for andre mennesker. Det var faktisk derfor, jeg søgte ind på Filmskolen. Jeg tænkte: ’Det går ikke det her. Jeg kan ikke stå her alene og male. Jeg bliver nødt til at arbejde sammen med nogle mennesker.’”

Spillefilmdebuten venter dog stadig forude. Og selv er han træt af at vente.

”Der skal nok komme et eller andet. Det må man sgu’ da håbe. Det er ikke fordi, jeg ikke arbejder på det. Der er bare virkelig mange omstændigheder, som har gjort, at de manuskripter, som er skrevet, ikke er blevet til noget. Nogle gange kan jeg faktisk ikke helt forstå hvorfor.”

Hybridfilm i Mexico
To kommende projekter ser dog lovende ud, forklarer han. Lige nu arbejder han på at udleve sin mexicanske drøm – en spansk-sproget hybridfilm mellem dokumentar og fiktion.

Desuden har han et projekt på standby i Los Angeles. Arbejdstitlen er Glass, og han beskriver den som American Beauty-agtig. Og så ser han sin nye Director’s Guild Award som et stort skridt i den rigtige retning.

”Prisen åbner jo nogle døre i USA. Folk stoler på de der labels. Helt dumt kan det lyde,” griner han. ”Jeg får tilsendt manuskripter hver uge.”