Himmelskibet fylder 100 år i dag

”Derude i Himmelrummet er tusinder af uløste Gaader! Kloder, mod hvilke vi længes, og som længes mod Os!”

Med disse ord formår astronomen Professor Planetaros i den grad at bevæge sin søn, den oplevelsesmættede eventyrer Avanti, at denne gribes af tanken om en stor rejse ud i rummet.

På blot to år bygger Avanti og vennen Dr. Krafft et kæmpemæssigt steampunk-rumskib: Excelsior, der ligner en zeppeliner svejset sammen af stål og nitter, aerodynamisk uegnet og som en eftertanke forsynet med små, symbolske vinger. Avanti stiger om bord med sit frygtløse, læderklædte macho-crew og suser af sted mod Mars!

Den danske stumfilmklassiker Himmelskibet (1918) var verdens første rumfilm i spillefilmlængde og fejrer i dag 100 år.

Dristig himmelfart
Der havde været rumrejser på film i tyve år.

Georges Méliès åbnede i 1889 ballet med La lune à un mètre og fire år senere den bedre kendte Le voyage dans la lune. Herefter lavede andre filmskabere Excursion dans la lune (1908), Un matrimonio interplanetario (1910), A Trip to Mars (1910), The Automatic Motorist (1911) og A Trip to the Moon (1914).

Turene gik til henholdsvis Månen, Mars og Saturn, typisk med en spilletid på under ti minutter.

Med den 80 minutter lange Himmelskibet blev ambitionsniveauet løftet i en grad, der svarer til at tage trappen til anden sal og derfra stige ombord på en rumraket.

Fotografen Louis Larsen og scenografen Axel Bruun havde arbejdet på Nordisk Films forrige science fiction-storfilm, den jordbundne Verdens Undergang (1916).

Ellers havde ingen af folkene bag kameraet nogen erfaring med genren, så at lave Himmelskibet må hvad angår visuel udformning og tematisk kompleksitet have føltes som en parallel til Avantis dristige himmelfærd.

Pacifister og veganere
At nå Mars er da heller ikke uden problemer for Avanti, der føler sig som en moderne Columbus.

Seks måneders rumrejse gennem konstant mørke deprimerer mandskabet, som er på kanten til mytteri. Men i sidste minut skuer de ”land” og falder taknemligt på knæ med foldede hænder.

Marsboerne står parat i store flokke, klædt i hvide rober som en blanding af hippie-chicks på musikfestival og bisper med druidestave og ankh-symboler. Videooptagelser, såkaldte Spejl-Bøger, viser os, at de engang har været lige så vilde som jordboerne, men nu er de pacifister og veganere, ”en skøn og ædel Race”, som der står i filmprogrammet.

Så afklaret er Marsboernes forhold til liv og død, at deres vise fyrste frivilligt drager til sin død, vist som en sejllads mod ventende, venlige gengangere.

Kærlighedsbudskab
Romantisk kærlighed opstår mellem Avanti og fyrstens datter, som følger med vores helte tilbage til Jorden. Hjemturen bliver langt mere dramatisk end udrejsen, for Jorden er et farligt sted, men selve afrejsen fra Mars er idyllisk og ledsages af salmevers:

”Kærlighedens høje Almagtsbud
Er den Straalekraft, I kalder Gud.”

Filmens pacifistiske kærlighedsbudskab var en reaktion på Første Verdenskrig, der havde været i gang siden 1914 og ødelagt eksportmarkedet. Manuskriptet er af den højt anerkendte forfatter og digter Sophus Michaëlis, skrevet på bestilling af Nordisk Films grundlægger Ole Olsen, der havde en drøm om rent faktisk at kunne bevæge verden til fred med et moderne moralspil.

Videnskabelig troværdighed er der ikke ofret mange kræfter på.

Himmelskibet er instrueret af den driftige Holger-Madsen, med nydelige kompositioner i tidens konventionelle billedsprog. Personernes navne (astronomen Planetaros, tvivleren Dubius etc.) kan ligne selvironisk humor, men er tænkt som led i en seriøs allegori, en filmisk dannelsesrejse, og instruktøren undgår helt bevidst enhver antydning af humor.

Krigens rædsler
Humor er ellers tiltrængt i anden halvdel af Himmelskibet, der hæmmes af et tungt, selvhøjtideligt tempo. Plottet minder her om James Hiltons roman Lost Horizon fra 1933, hvor en krigstræt diplomat højt oppe i Himalayas bjerge finder et isoleret paradis med filosofisk afklarede østerlændinge.

Det virker ikke usandsynligt, at Hilton har set Himmelskibet.

Ole Olsen, Sophus Michaëlis og Holger-Madsen fulgte Himmelskibet op med Folkets ven, der også er et manifest mod krigens rædsler, men da denne fik premiere i december 1918, var krigen netop sluttet. Så måske havde Himmelskibet virket efter hensigten.

Der skulle gå lang tid, før andre filmproducenter leverede rumfilm på en tilsvarende skala, men efterhånden kom de humpende. Der er den sovjetiske Aelita (1924), Fritz Langs tyske Frau im Mond (1929) og den amerikanske Just Imagine (1930). Danmark lavede ikke en rumrejse-spillefilm igen før den amerikansk finansierede Journey to the Seventh Planet i 1961.

Himmelskibet bliver stadig husket.

Fantastik – en forening for danske fans af science fiction, fantasy og horror – har siden 2003 udgivet tidsskriftet Himmelskibet, der i skrivende stund er nået op på 53 numre. Himmelskibet, altså selve filmen, blev i 2006 restaureret af Det Danske Filminstitut og udsendt på dvd sammen med Verdens undergang.