Himmelspejlet

Antologien består af seks små filmfortællinger, der varer fra fire til ti minutter hver, og som alle foregår i lande, mange vil kalde ”eksotiske”. Alle seks film har fokus på børn og på deres – i forhold til danske børn – meget anderledes liv, i hvert fald på det ydre og materielle plan.

I antologiens introtekst bliver det bemærket, at filmene er fortalt ”i børnehøjde”, men det skal man ikke lade sig narre af. Det kommer som så meget andet an på, hvordan man vælger at se filmene og hvad man vælger at bruge dem til. Filmene kan sagtens anvendes fra børnehaveklasseniveau, men i denne artikel vil jeg fokusere på et danskfagligt forløb i 5. klasse. Et forløb på seks til otte moduler – et par ugers undervisning.

Blandt antologiens seks film vælger jeg tre, som jeg vurderer til at være særligt velegnede til mine to overordnede formål: Eleverne skal nuancere deres vurdering og forståelse af filmmediet, og de skal kunne skifte genre og forholde sig til konsekvenserne af genreskiftet. Jeg vælger Den sidste tone[/k, en varm, hektisk og solidarisk fortælling om en drengs søgen, Himmelspejlet, en foruroligende, men fascinerende rejse i en drengs indre forestillingsverden, og Afrika-sjip, om den gryende erkendelse af, at der (ofte) i selv de mest uskyldige handlinger er mere i spil end det, der møder øjet. Fælles for filmene er en fordomsfri og accepterende indfaldsvinkel til børnenes respektive universer – måske med undtagelse af det eneste danskproducerede bidrag De grønne is, der har tendens til at kamme over i en alt for belærende og moraliserende attitude.

Det umiddelbare
Jeg vælger at lægge ud med den cubanske Den sidste tone, som eleverne uden anden introduktion end titel og land ser som afslutning på ugens sidste danskmodul. Eleverne er så småt vænnet til selv at stille det nødvendige apparatur op; video og projektor forbindes, og da kabelrullen er på plads, er vi klar. Gennem flere år har jeg forsøgt at vænne eleverne til, at deres Tænketankebog sandsynligvis er deres vigtigste bog overhovedet. Det er her, de skriver notater, tanker, overvejelser, ideer og udkast ned. Det er i denne lille bog, at de har mulighed for at vende tilbage til tidligere refleksioner og således iagttage en udvikling i deres måde at se film på. Også i dette forløb, som starter – i børnehøjde. Hvad sker der i denne film?

Seks minutter senere er filmen slut, og alle – ALLE – skriver. Det er tydeligvis en god fornemmelse at kunne magte den stillede opgave. Der er praktisk taget ingen udfordringer, men dermed endnu heller ingen læring, højst en konsolidering af noget, der allerede er til stede. På overfladen handler filmen om en dreng, der leder efter en flaske, hvis lyd vil kunne udfylde den manglende plads i den skala, som han med en række andre flasker har stillet op. Der er ingen problemer med det episke niveau i dette letforståelige narrative forløb. Derfor er det også en stor tilfredsstillelse at se filmen endnu engang. Der er dog nogle, der lige skal have tilføjet enkelte detaljer i deres bog.

Næste film er antologiens titelfilm, Himmelspejlet. Den varer ti minutter og er fra Mexico. Samme organisering – arbejdet nærmer sig rutine: Vi ser filmen, og eleverne skriver efterfølgende ned. Men her er der en vis tøven at spore. Filmen handler om en dreng, der med held forsøger at fange en flyvemaskines spejlbillede i en lille sø. Han gemmer billedet i en kasse, men må til sidst slippe det løs, så flyet ikke skal ”dø”. Samtidig ser vi, hvordan drengen og hans moder lever i to forskellige verdener. Trods stramhed i klipning er denne film ikke så let tilgængelig, selv om det alligevel lykkes for alle at få beskrevet, hvad der foregår på det ydre plan.

Hermed er forberedelserne til at provokere til en mere nuanceret indsigt i filmmediets muligheder ved vejs ende. Som med Den sidste tone ser vi også Himmelspejlet igen, men der er en markant stemning af, at denne film er ”underlig”, selv om eleverne tydeligt kan konstatere overensstemmelse mellem egen forståelse, egne notater og filmens billeder. De bliver med andre ord udfordret i deres for-forståelser af, hvordan en film skal være. De er ikke vant til, at film og billeder beskæftiger sig med en indre virkelighed. Så de undrer sig, og det er et rigtig godt udgangspunkt for at opnå nye indsigter og erkendelser. Og underlig, det er den, hvilket jeg senere i artiklen vender tilbage til.

Forsøger at skabe mening
Der går noget tid, inden vi tager filmene op igen. Det gør nemlig ikke noget, at der siden er sket meget andet i eleverne liv. Tænketankebogens funktion som hukommelsesstøtte bliver ekspliciteret. Så før vi arbejder os længere inde i filmenes univers, skal der gives tid til en mundtlig fremstilling. Eleverne sidder i faste grupper og opnår dermed – i bedste fald – en fortrolighed. Jeg starter med at lade grupperne snakke løs om Den sidste tone. Alle kan huske filmens handling. Så ser vi den igen, denne gang med det erklærede mål at finde frem til, hvad den egentlig handler om.

Og det er straks sværere. Der skal næsten sokratiske spørgsmål til, og det er en krævende, men tilfredsstillende udfordring for læreren. Mit bedste bud: ”Hvad laver han ellers, denne dreng?” Og pludselig er der en åbning: Han laver ikke noget andet. Han er tilsyneladende besat; han har ét problem, han skal have løst; han er alene og må klare sig med snuhed og snilde; han tænker kun på én ting, og selv voldsomme hændelser bliver set i lyset af hans fokus på opgaven.

Vi kalder denne del af arbejdet for analysen. Vi skal kunne se ud over billederne og finde mulige pointer og sammenhænge, som gør os klogere, mere indsigtsfulde og kompetente til menings- og betydningsdannelser, og denne proces foregår ofte bedst i fællesskab med andre. Selvfølgelig er det umuligt for læreren at få overblik og indsigt i alle dele af processen. Det er heller ikke formålet. I stedet skal læreren kunne give slip og iagttage elevernes engagerede forsøg på at skabe ny mening. Det er i denne fase, at der for alvor er ”noget” i spil. Det er her, at der for alvor er et potentiale for læring. Derfor skal læreren være den gode lytter, der senere er i stand til anerkendende at kommentere de forskellige gruppers forslag.

Mentalt fællesskab
Tredje del af forløbet er tidsmæssigt den mindst krævende. Til gengæld er elevernes udbytte potentielt endog meget stort. Betingelsen er, at det ovenfor beskrevne arbejde er gennemført. Vi kalder denne del for fortolkning og vil forsøge at relatere analysedelen til private eller personlige erfaringer. Og dem er der pludselig mange af. Mange har haft det som drengen. Når man ved, man ved noget, men bare ikke kan komme i tanke om det; når man ikke kan finde løsningen på en gåde; når man øver et specielt kast i basketball. Pludselig er der etableret et mentalt fællesskab med drengen fra Cuba, der godt nok lever i andre omgivelser og ikke har samme vilkår som eleverne i 5. A, men som – selvfølgelig – er et menneske som os, optaget af praktisk taget de samme problemer.

Eleverne skal nu ”oversætte ” filmen til skrift. Vi enes om en meget bred genre, nemlig fortællingen, men vælger dog at kalde det for en problemfortælling. Der stilles følgende krav: frit valg mellem 1. eller 3. person-fortæller, der skal både være handling og tanker, ved direkte tale skal der bruges andre verber end ”sagde”, og sidst men ikke mindst skal fortællingen fylde én A4-side – for at sikre stramhed og fylde.

I grupper læser alle op for hinanden, hvorefter jeg vælger én fra hver gruppe til oplæsning for klassen. Afslutningsvis diskuterer vi forskelle på de to medier, men mest på formplanet. Et klip bliver en sætning, en sekvens bliver et afsnit. Kamilla 5. A får det sidste ord: ”Det er faktisk svært at se film – med en tekst kan man jo selv bestemme, hvornår og hvor længe man vil stoppe.”

Når det indre bliver synligt
I det næste modul vender vi tilbage til Himmelspejlet. Og den er svær. Diskussionerne og samtalerne ender med, at vi bliver enige om, at drengen og hans mor faktisk ikke kender hinanden – sådan rigtigt. Moderen forstår ikke, hvad drengen laver, og drengen undrer sig over, om meningen med livet er at lave mad og vaske tøj. Og jeg vælger at stoppe samtalen dér. Antydninger af en mulig parallel til elevernes egne forældrerelationer og eventuelle flugtmekanismer er nok. Dansklærere er og skal ikke være terapeuter.

Til gengæld er filmen en perle, når der skal fokuseres på drenges indre liv. Vi ser hovedpersonen jagte og indfange spejlbilledet – flyets ånd eller flyets frihed, være omsorgsfuld og bekymret for dets skæbne. Vi ser angsten opløse sig i fortrøstningsfulde smil, da ”flyet” atter sættes fri. Pragtfulde billeder, som meget vanskeligt vil kunne formuleres i ord. Stor kunst.

Vi bruger lang tid på filmens hvordan. Eleverne er fortrolige med en del fagtermer efterhånden, så vi udvider og nuancerer listen med nye termer for måden at bruge kameraet på, at beskære billeder og klippe på, og vi snakker om problemer i forbindelse med forberedelserne til de enkelte optagelser. Jeg stopper filmen ti-tolv steder og vælger et par gange at fjerne filmlærredet. Med filmbilledet projiceret på tavlen tegner vi kompositionslinjer, laver gyldne snit og tydeliggør perspektiverne.

Mediekompetent adfærd: genreskift
Med en så lyrisk film er digtet det oplagte valg til det næste trin, genreskiftet. Jeg meddeler kravene: der skal være et lyrisk jeg, der må ikke være rim, og der skal selvfølgelig være strofer og vers. Og så sker det, som mange (de fleste?) lærere kender og suger næring fra: Der har været meget mere i spil, end man har troet. Elevernes digte er fremragende og giver anledning til frugtbare iagttagelser og introduktioner til grænselandet mellem poesi og prosa. En del har lavet fortællingsdigt. Formen er her altafgørende for, at der overhovedet er tale om et digt.

Vi arbejder i fællesskab med en enkelt strofe, som er en omskrivning af filmens anslag:

På vej til vandhullet
Jeg går gennem majsmarken
Bare flyet er der
Hvad er det for en lyd?
Jeg tror, at det er den.

Efter arbejdet lyder den sådan:

Vandhullet!
Går i majsmarken
Bare flyet er der
Lyd?
Tror det!

Som afslutning på Himmelspejlet ser vi anslaget, hører første og anden udgave af ovenstående strofe og diskuterer, hvad der kræves af modtageren for at kunne give de forskellige udtryk betydning og mening. Det er nemt at blive enige om, hvilken tekst der er sværest.

Evaluering og afslutning
Så er vi nået til evalueringsforløbet. Jeg har valgt Afrika-sjip, der på fem minutter viser, hvordan piger i Mozambique samles i den lille landsby og synger, danser og sjipper. Selv om eleverne nu prøver at se noget mere end ”piger, der sjipper”, falder det dem svært. De ved, at der nok er noget, men kan ikke finde ud af, hvad det er.

Først da vi fokuserer på den lille sekvens, der afslører, at landsbyens drenge kigger på, er der enkelte, der begynder at sidde uroligt på stolen. Det er den gryende seksualitet, der rører på sig. I denne sammenhæng er antydningen nok, og vi gør ikke mere ud af den problemstilling. Vi aftaler, hvilke filmiske virkemidler, der skal fokuseres på, og opgaverne fordeles blandt gruppens medlemmer. Forløbet fungerer bedst, når det er læreren, der bestemmer, hvornår der skal fastfryses en indstilling.

Og sådan slutter filmforløbet i 5. A. Vi er blevet klogere på mange danskfaglige ”ting”, og vi har brugt filmmediet til at blive klogere på os selv og til at spejle os selv i de andre; uanset hvordan de ser ud eller hvor de bor.



Mere undervisningsmateriale til Mellemtrinnet.