Historien om en hitmagers deroute

Alle, der er opvokset i 1970’erne og 80’erne, har et forhold til Tommy Seebach. Den poppede hitmager med krøllerne, sovekammerøjnene og skovsneglen, der vandt Melodi Grand Prix på samlebånd. Tommy Tvebak, som folkeviddet døbte ham.

Popsangeren, der i sin karrieres efterår endte med at optræde i City 2 i december, hvor han sang julesange med nissehue og sin nu øl- og cigarethæse stemme.

I 90’erne lærte vi ham at kende i tabloidpressen som alkoholikeren, der var fraskilt og alene. En martsdag i 2003 døde han af et hjerteslag på vej til sit engagement på Dyrehavsbakken. Kun 53 år gammel.

Smalfilm- og videonørd
Hvad de færreste ved er, at Tommy Seebach også var en smalfilm- og videonørd, der filmede sin familie og alt omkring sig.

Dette gigantiske materiale af 8mm film og videobånd i alle mulige formater, der har ligget hengemt i flyttekasser, har Sami Saif i et samarbejde med klipperen Martin Schade og den nu afdøde manuskriptforfatter Lars Kjeldgaard redigeret og dramaturgisk orkestreret.

Og musikerens egne optagelser suppleres kun af interviews med familie, kollegaer og venner samt gamle tv-indslag med Seebach.

Det er blevet til en gribende film om et nøgent, følelsesfuldt og dybt musikalsk menneske, der var splittet mellem kærligheden til sin kone og familie og den musikerlivsstil, der åd ham op med hud og hår. En livsstil, hvor fælden klapper, når man rammer de 40, og kroppen begynder at blive skrøbelig.

Gribende og grusom
Gribende er optagelserne fra børnenes fødsler og fødselsdage, og netop kærligheden til sine sønner udtrykte han i et af sine største hits, Krøller eller ej. Grusomt er klippet fra en af sønnernes trettenårs fødselsdag, hvor de ikke tør vække faren, selv om de egentligt burde.

Tåkrummende pinlige er andre klip, hvor Tommy Seebach selv går rundt og filmer til familiefester og snalret afkræver reaktioner fra gæsterne.

En nøgtern optagelse, hvor han filmer sit hjemmekontor nede i kælderen, slutter med, at han filmer sig selv som en spøgelsesagtig silhuet mod en glasdør. Scenen får det til at gyse i én, som var det Lars von Trier, der førte kameraet.

Slidsomt erhverv
Det er en film, der fortæller noget grumt og sandt om det at være kunstner.

Den fortæller om det slidsomme erhverv at skulle sælge sine følelser, samtidig med at man skal forsørge en familie på daglig basis. Alt inklusive de fatale valg og faldgruber, der kan få det hele til at styrte i grus.

Men det er også en film, der afslører Tommy Seebach som en meget større musikalsk kunstner, end det indtryk man får af hans miserable håndtering af eget talent i karrierens efterår.

Hudløs version af hit
Især gør et klip fra Hit med sangen indtryk. Tommy Seebach rejser sig og synger kraftfuldt sin kærlighedssang Du’ det dejligste, som gjaldt det liv eller død.

Nakkehårene rejser sig. Som publikum ved vi, at den handler om konen Karen, som han netop er blevet skilt fra.

Filmen gør det kunststykke, at den klipper denne version sammen med originalen fra 80’erne, der er smurt ind i rumklang og synth trommer. Den nøgne, hudløse version overgår langt 80’er versionen og har en næsten Johnny Cash’sk ærlighed og power.

Med døden som skygge
Sami Saif har specialiseret sig i at lave eksistentielle film om mænd med dødens skygge hængende over sig.

Han gjorde det med Phie Ambo i Family, der skildrer hans egen jagt på sin familie i kølvandet på brorens selvmord og morens død. Han gjorde det i The Video Diary of Ricardo Lopez om Björk-attentatmanden og dennes herostratisk berømte videoselvmord.

Og han gør det igen med Tommy, der har en ægthed, man sjældent ser på film. Tommy er en af efterårets store film.

Tommy har i dag premiere i Grand Teatret i København og syv andre biografer landet over.