”Kronprins står bag mord på journalist”

Bryan Fogel var lige så chokeret som resten af os, da han i 2018 læste om 59-årige Jamal Khashoggis forsvinden på det saudiarabiske konsulat i Istanbul i Tyrkiet. 

Den amerikanske dokumentarist havde tidligere på året vundet en Oscar for med sportsdokumentaren Ikaros at have afdækket et statssponsoreret dopingprogram i Rusland, og han ledte efter et nyt filmprojekt at kaste sig over.

”Da saudiaraberne indrømmede at have dræbt Jamal, besluttede jeg, at det var den her film, jeg ville lave,” fortæller instruktøren foran en stopfyldt sal til en visning af The Dissident på Sundance-filmfestivalen i Utah.

”Jeg er dybt optaget af menneskerettigheder, ytringsfrihed og journalistik, og for mig var det en af de mest tragiske begivenheder, jeg havde læst om i årevis.”

Fra reformator til dissident
The Dissident bliver vist på Cph:Dox den 24. marts, hvor Jamal Khashoggis enke vil være til stede.

Instruktørens projekt har været at vise, hvorfor Khashoggi begyndte at modarbejde det regime, han gennem en lang karriere som statsautoriseret journalist ellers havde talt for at reformere.

Han var en insider, men flygtede til USA, efter at den siddende kronprins Mohammed bin Salman i 2017 overtog regeringsmagten og slog hårdt ned på borgerrettigheder i det olierige land. Khashoggi blev en torn i øjet på kongefamilien, da han begyndte at give sin uforbeholdne mening til kende i The Washington Post.

Han måtte efterlade sin familie på vej ud af landet, og Khashoggi blev ensom i sit eksil. Det var for at kunne gifte sig med tyrkiske Hatice Cengiz, at han 2. oktober 2018 besøgte det konsulat, hvor han blev kvalt og parteret.

Det største spørgsmålstegn for Bryan Fogel var, om han ville kunne overtale historiens hovedpersoner til at tale med ham.

En måneds tid efter mordet, mens omverdenen protesterede, og det saudiarabiske styre ignorerede anklagerne, sad Bryan Fogel til et møde med Hatice Cengiz.

”Hun var selvfølgelig stadig ramt af chok og sorg og kunne ikke dele sin historie med nogen. Men i løbet af de næste par uger, hvor vi mødtes igen og igen, forsikrede jeg hende om, at jeg ikke ville udnytte hende eller hendes historie. Til sidst følte hun sig tryg og sagde ja.”

Lydbeskeder fra Jamal
Bryan Fogel vidste, at han med The Dissident ville bringe sine interviewpersoner i fare for repressalier. Derfor var det vigtigt for ham at imødekomme deres betænkeligheder og langsomt opbygge tillid.

”Der var aldrig noget pres fra vores side,” forklarer han. ”Vi optog Hatice, når hun var parat til det, og det skabte virkelig en tillid imellem os. I løbet af det næste års tid begyndte hun at sende mig sms’er og lydbeskeder fra Jamal.”

Det er disse beskeder, der i filmen tegner et personligt portræt af en mand, der måtte lade livet for sin overbevisning. En anden, der risikerer samme skæbne, er den purunge Omar Abdulaziz, der fra Montreal supplerer med historien om Jamal Khashoggis aktive modstand mod det saudiarabiske styre.

Med tusindvis af følgere på Twitter og YouTube er Omar Abdulaziz en kritisk og aktivistisk røst, som det har været svært for regimet at gøre tavs. De gjorde eller, hvad de kunne, ved at fængsle og tortere hans brødre. En af dem sidder stadig indespærret uden anklage – et af utallige gidsler i kampen for ytringsfrihed.

”Da vi begyndte at optage Omar, var han ikke sikker på, han ville være en del af filmen,” siger Bryan Fogel.

”Han blev tæppebombet af presseforespørgsler, så vi sagde bare: ’Okay, vi tager os god tid. Vi optager, og når vi går hjem, beholder du hukommelseskortene.’”

”Tre måneder senere, da vi havde givet ham hukommelseskort for måske 20.000 dollars, sagde Omar: ’Okay, jeg stoler på jer. Lad os gøre det!’”

De sidste minutter
Den tyrkiske regering var både de sværeste og de vigtigste at overtale til at medvirke i projektet. Bryan Fogel vidste, at han ikke ville kunne fortælle sin historie om Jamal Khashoggis endeligt uden også at vise den kyniske måde, han blev likvideret på.

Men forhandlingerne tog tid. Som Bryan Fogel pointerer, var udfordringen at overtale den tyrkiske efterretningstjeneste til at dele materiale, der aldrig var blevet gjort offentligt tilgængeligt.

”I Tyrkiet bryder de sig ikke om at indgå forretninger over mail eller telefon. Alting skal foregå ansigt til ansigt, og alting handler om te og mad. Også selv om det er et regeringskontor, man taler med. Der er intet hastværk.”

Dokumentaristen væbnede sig med tålmodighed for at få fat på transskriberingen af Jamal Khashoggis sidste øjeblikke. Fra hans mordere spørger, om ”offerlammet” er ankommet, til journalistens paniske udbrud, da han forstår sin skæbne: ”I har ingen ret!”

”De gav os endelig transskriberingen af mordet for to måneder siden. Vi havde holdt en plads til den i filmen, i håbet om at de ville dele den med os. For den transskribering ... det er, hvad der skete.”

Mystik om mikrofon
Filmskaberen fik aldrig nogen forklaring på, hvordan tyrkerne var kommet i besiddelse af lydoptagelserne af Jamal Khashoggis død.

”Jeg ved, at der kun var én mikrofon i huset, og den var i det rum, hvor han blev dræbt. Det var deres konferencerum, det eneste i bygningen med en direkte, sikker videoforbindelse til Saudi-Arabien.”

”Saudiaraberne gennemsøgte konsulatet to dage før mordet uden at finde den mikrofon. Hvordan den blev placeret der, ved jeg intet om. Jeg har hørt en masse rygter – også om, at den kan have været placeret af et andet land. Det får vi næppe nogensinde at vide. Men de her lydoptagelser er så autentiske, som noget kan være.”

Med regeringsfly
Bryan Fogel går frem og tilbage i salen, mens han spejder efter hænder rakt i vejret.

Publikum er på det strengeste blevet forbudt at tage billeder, og på hver side af lærredet står habitklædte muskelmænd og minder om, at også instruktøren har noget på spil.

Ingen har nogensinde indrømmet at have beordret Jamal Khashoggi dræbt. Den saudiarabiske regering hævder, at mordet ikke var planlagt – selv om morderne blev fløjet i regeringsfly til konsulatet.

Alligevel har instruktøren ingen betænkeligheder ved at pege på det saudiarabiske regime under ledelse af kronprins Mohammed bin Salman.

”Som vi viser i filmen,” siger instruktøren, ”er der end ikke skyggen af tvivl om, hvem der beordrede dette mord. Ingen anden kunne have gjort det – slet ikke midt i et saudiarabisk konsulat.”

Bundkarakter fra regimet
Bryan Fogel forsøgte ikke at få et modsvar til sine anklager.

”Der var ingen grund for mig til at tage til Saudi-Arabien – ud over at sætte mit liv over styr og formentlig ende med at blive fængslet og torteret,” siger han.

”Vi vidste, hvad de ville sige: ’Hvordan skulle vi kunne vide, hvad folk i regeringen laver?’”

Sikkerhedsvagter til trods føler Bryan Fogel sig ikke specielt udsat her nogle dage efter verdenspremieren.

”Indtil videre har jeg ikke oplevet noget pres fra deres side. Men hvis de vil mig noget, hører jeg næppe om det først.”

”Til gengæld har de været særdeles aktive på vores IMDb-side. Der er allerede flere hundrede udenlandske IP-adresser, der har givet vores film bundkarakter. Så hvis du ikke tror på, hvad der sker i filmen, tjah, så se lige Saudi-Arabien trolle vores film på IMDb!”