Historien om et årelangt overgreb

Den milde, tatoverede mand står foran en faldefærdig campingvogn, som minder om noget fra hans mareridt.

Tyve år tidligere blev han gennem en årrække udsat for overgreb af en mand, der var både velanset i den lokale golfklub og hans fars ven. Overgrebene startede, da han var blot elleve år.

Traumerne fra barndommens ”jagttur” i campingvognen, der slet ikke indebar jagt, har siden gjort Peter Skrivers liv turbulent. Den personlige historie er nu indfanget i dokumentaren Peter – et liv efter overgreb?, som vennen Thomas Argiris står bag.

Det åbenhjertige og mildt sagt rystende portræt er nomineret til bedste dokumentar ved Ekko Shortlist Awards 2021. Se filmen og stem på den her.

Længe tumlede Peter Skriver alene med den frygtelige oplevelse, og først efter femten år lykkedes det Peter at få betroet sig til sin daværende kæreste.

Fem år senere deler han nu sin historie med offentligheden i dokumentaren.

”Man kan nemt komme til at gå med problemerne selv, hvis man ikke ved, at man har brug for hjælp. Med filmen håber vi på at komme bredt ud, for der mangler simpelthen oplysning om, hvor man kan få hjælp,” siger 34-årige Peter Skriver.

Thomas Argiris nikker.

”Det fangede mig, at Peter gik så mange år uden at få hjælp eller sige det til nogen. Det handler om, at ofrene med ældre sager kan komme ud med deres oplevelser. Ikke kun for at få de skyldige dømt, men også for at få tingene bearbejdet og kunne leve igen,” forklarer instruktøren.

Høj pris for anerkendelse
Peter stod i barndommen uden for fællesskabet. I et af hans tidlige minder tvinger andre børn ham til at æde sand. Og mens moren overdængede ham med kærlighed, havde faren svært ved at vise følelser.

Da Peter inviteres med i den lokale golfklub, finder han en glæde i sporten og møder for første gang sin overgrebsmand. Han er anonymiseret i filmen, hvor han bliver kaldt for ”Leif”.

”Jeg var vant til at blive mobbet og skældt ud. Pludselig gav den her mand, som var rar og velanset i klubben, mig opmærksomhed. Jeg ville være ligesom ham,” fortæller Peter Skriver.

Leif inviterer Peter hjem til sig, for han kunne godt bruge hjælp til noget arbejde, siger han. Peters forældre siger god for det. Han glæder sig til selskabet og lommepengene. Da arbejdet trækker ud, får den elleveårige lov at overnatte.

Dagen efter er Peter i chok.

Han har i nattens løb været udsat for et overgreb, men han tør ikke nævne det for nogen. Leif har vist prøver på sine karate-evner, hvilket skræmmer Peter. Men nok så vigtigt er han bange for, at en afsløring vil gøre en ende på forholdet.

”Leif var jo sød og anerkendende. Og anerkendelse nyder alle børn godt af. Jeg betalte bare en høj pris,” fortæller Peter Skriver.

”Utrygheden var der konstant. Men jeg kunne blive hos ham en hel weekend, hvor jeg lærte en masse, drak øl, og folk kom forbi, uden noget fandt sted. Andre gange, ja, så skete det, der ikke måtte ske.”

Minder vælter frem
Forældrene aner ikke uråd.

Indtil et anonymt brev advarer dem om, at Leif er tidligere dømt i en lignende sag. De konfronterer Leif, som bryder sammen og overbeviser dem om, at der er tale om onde tunger. De konfronterer også Peter, som benægter alt.

”Leif var den sidste, jeg gav skylden dengang. Selv i retssagen mod ham mange år senere havde jeg korte momenter, hvor jeg fik ondt af ham. Selv om han har smadret mit liv,” siger Peter Skriver.

I filmen opsøger Peter og Thomas Argiris gerningsstederne, heriblandt Leifs daværende bopæl i et rækkehus afskærmet af en ligusterhæk.

Minderne pibler frem i Peter.

Med kvalme husker han en nabo, der spurgte ham, hvad der foregik derinde. Også over for ham vælger Peter at lyve.

Da han bliver femten, vælger Leif ham fra. Lettelse blander sig hurtigt med sorg. En ny, yngre dreng overtager hans plads. I mellemtiden er Leif og Peters far blevet venner.

Nedadgående spiral
Peter kæmper med et voldsomt temperament fra tolvårsalderen. Samtidig introduceres han for amfetamin, og det viser sig at være en farlig kombination.

Da Leif mister interessen for ham, starter en nedadgående spiral med vold og stoffer.

”Peter valgte den kriminelle vej, mens andre reagerer på en anden måde. Peter og jeg har en bekendt, som Leif også forgreb sig på. Han er blevet indadvendt og fungerer ikke med omverden,” siger Thomas Argiris.

Da Peter endelig fortæller sin kæreste om overgrebene, opfordrer hun ham til at søge hjælp. Men der er lang ventetid hos det offentlige. Først da Peters datter kommer til verden i 2013, ændrer han sin destruktive livsbane.

Han får sin fodlænke af og starter som selvstændig tatovør med ambitioner om at være den bedst mulige far.

”Jeg lægger i dag meget vægt på, at min otteårige datter og jeg skal kunne tale om alt,” siger han.

Han bliver langsomt klar til at stå ved sin historie og fortælle åbent om sine traumer.

”Det har været et meget langt tilløb. I starten var jeg bange for at blive kaldt en bøsserøv, for jeg er heteroseksuel. Men i dag er det jo ikke et tabu at være homoseksuel. Tiden har givet mig modet.”

Ild til retten
I 2020 kommer sagen for retten.

I retssalen sidder Peter så tæt på Leif, at han kan rejse sig og række ud efter ham. Peter er flankeret af to politimænd, fordi han frygter, hvad han kan finde på at gøre. Men efter at have afgivet en detaljeret vidneforklaring bryder han i stedet sammen.

Peter har indsamlet bevismateriale i fjorten måneder, men det viser sig, at forældelsesloven gør sagen ugyldig. En teknisk detalje – tretten dage gør forskellen. Sagen erklæres forældet, og Leif frifindes.

”I det øjeblik kunne jeg sætte ild til hele retten,” siger Peter Skriver.

Men Leif bliver dømt for sine forbrydelser mod den indadvendte mand, som Thomas Argiris og Peter kender til.

”I retssalen krøb Leifs offer ind langs væggen og fortalte, at han stadig ikke havde sagt det til nogen. Han tog bare fri fra arbejde for at vidne,” siger Thomas Argiris.

Forholdet til forældrene
Trods kortfilmens spilletid på 30 minutter er der stadig nogle ting, som den med vilje ikke går i dybden med. Det gælder for eksempel Peters forhold til sine forældre.

”Det gør vi ikke så meget ud af, for det er stadig enormt følsomt. Især Peters far er meget berørt af, hvad der er sket,” siger Thomas Argiris.

”Han ville gerne medvirke i filmen for at vise, at han bakker op. Men han vil ikke snakke om det. Han har heller ikke set filmen, vel, Peter?”

”Jo, i sidste uge så de den uden mig,” siger Peter Skriver. ”Min far har ikke sagt andet, end at de har set den og stemt på den til Ekko Shortlist Awards. De synes, den er rigtigt flot lavet.”

”Vi kommer nok aldrig til at kunne tale om det. Jeg forklarede dem, da vi filmede, at jeg ville komme til at sige nogle ting, der gjorde ondt. Jeg fortalte min far, at jeg ikke følte, at vi i min barndom lavede noget sammen. Men så lægger han 500 billeder på bordet foran mig af fisketure og fodboldkampe. Jeg kunne intet huske. Det må være forsvundet i traumet.”

– Hvis du ikke tror, at det ændrer noget at tale om det, hvorfor så ikke bare lade være?

”Det har du ret i. Det er ligesom, når man møder en gammel ven og aftaler, at man snart skal ses. Det bliver bare ikke til noget. Mine forælde kunne godt tænke sig sådan en dag, men det er lige at få det gjort.”

”Jeg tror, de har det ad helvedes til over, at de ikke opdagede noget. For tyve siden var det kun noget, der skete i USA. Det skete jo ikke her. Man forestillede sig en børnelokker, som stod på en legeplads med et stykke slik.”

– Bebrejder du dine forældre, at de ikke spurgte ind til, hvad der foregik?

”Jeg blev udsat for omkring 400 overgreb gennem årene, men et enkelt overgreb ville også have traumatiseret mig. Jeg har på et tidspunkt nok bebrejdet dem for ikke at redde mig. Nu er jeg selv far og tænker, at det må være den fineste opgave som forældre at passe på sine børn.”