Historien om et defekt ledningssystem

Sandt eller falsk, manipulation eller virkelighed? Det er det evige spørgsmål, når spindoktorer og politikere går til angreb på dokumentarfilm, der sætter spot på samfundets dårlige sider. Med 100 procents sikkerhed er vinklen altid, at filmen manipulerer og lyver. Det er aldrig en diskussion af emne og substans.

Jeg har selv med jævne mellemrum krydset klinger i den debat, senest i forhold til dokumentarfilmen Mig og Naser fra 2007. Det var filmen, som TV 2 – uden instruktørens tilladelse – klippede om i sidste øjeblik. Det skete blandt andet, fordi filmen indeholder en scene, hvor filmens kvindelige hovedperson poserer ved en udbrændt bil på Nørrebro og forklarer, at brændte biler er en del af virkeligheden i hendes kvarter på grund af de berømte Muhammed-tegninger og problemer med integration.
 

TV 2’s beslutning var ikke bare dum, men i sig selv med til at fjerne fokus fra indholdet. Den kan ikke forsvares.

Alligevel er debatten om den udbrændte bil vigtig. Sandheden er nemlig, at bilen ingen forbindelse havde til gadekampe, religionsstrid og etniske uroligheder. Den var i al sin udramatiske kedelighed udbrændt på grund af et defekt ledningssystem.

Kompleks virkelighed
Filmens klipning og brug af scenen giver et helt entydigt billede af, at bilbranden indgik i balladen om Muhammed-tegningerne. Det finder jeg forkert, for på det tidspunkt var der knap nok knust en flaske på Nørrebro som følge af Muhammed-tegninger, Naser Khader og integration. 

At der så senere har været bål i gaden på grund af de genoptrykte tegninger, er efter min opfattelse sagen uvedkommende. Dokumentarfilm er jo ikke en del af et clairvoyant projekt med linjer til fremtidige uroligheder. 

Jeg tror faktisk ikke på, at det er muligt at skrive et sæt etiske grundregler for, hvad der er rigtigt og forkert, når man laver dokumentarfilm. Den evige jagt på opmærksomhed i et stadig mere skingert kor af medier, globalisering og fanden og hans pumpestok rykker hele tiden ved grænserne for, hvad vi som publikum accepterer og kan kapere.

Men lad mig som eksperiment forsøge at opstille en enkel regel: Din film skal fortælle sandheden!

Ak ja, det er jo netop en gammel sandhed, at en sådan ikke findes, at vi alle opfatter verden fra hver vores position og danner vores sandheder derfra.

Der findes ikke en sandhed om den israelsk-palæstinensiske konflikt eller Irak-krigen. En rystende film som Darwin’s Nightmare om et økosystem i Afrika udsat for frihandelens velsignelser fortæller os heller ikke hele sandheden. Men filmen tager dog sig selv og sin opgave alvorligt og viser mange facetter af en uhyre kompleks virkelighed. Og så gør den noget helt afgørende: Den digter ikke nye hændelser ind.

Aftale med publikum
Dermed er vi tilbage på Nørrebro og den udbrændte bil. Den bil er ikke en del af sandheden om Muhammed-krisen på Nørrebro. For der brændte ingen biler i den forbindelse. Den bil er sandheden om et defekt ledningssystem. Og det er ikke godt nok, hvis dokumentarister og dokumentarfilm vil tages alvorligt af publikum.

På det område er jeg fundamentalist. Dokumentarfilmen skal kunne mere end at underholde og fortælle gode historier. Den skal vise os verden, give os noget at tænke på og noget at reagere på.

Men så kræver det også, at dokumentaristerne tager deres job alvorligt. Det betyder ikke regler, men omtanke – og bevidsthed om den aftale, man som dokumentarist indgår med publikum. Hvad er det for en film, jeg laver, hvad vil jeg med den, og hvordan får jeg publikum til at tro på filmen?

Hvad så med en anden regel: Du må ikke manipulere! Den holder heller ikke, for i det øjeblik, filmens grundtanke er tænkt, er manipulationen i gang. Der vælges en vinkel, der instrueres, der klippes, der rekonstrueres – kort sagt, der udelades og manipuleres. Men det er ikke i sig selv problemet, for som publikum ved vi godt, at Christoffer Guldbrandsen ikke var med de danske soldater, da de afleverede afghanske fanger til amerikanerne. Han kom først lang tid efter, men vi accepterer, at han bruger billeder af soldaterne i Den hemmelige krig for at vise os, hvad der foregik.

Og vi accepterer det – altså bortset fra statsministerens kobbel af spindoktorer – fordi instruktøren uafviseligt dokumenterer, at det er sket. At det var en del af sandheden.

Det skal være sket
Hvad så med en anden af de store sager om manipulation – den om dagplejeren på Mols, som i primetime på DR1 slog det barn, hun passede. Det famøse klip viste vel blot, hvad der foregik hver dag?

Vi hørte jo selv, at dagplejemoren for åben skærm sagde, at hun indimellem ”tjatter” til barnet. Så er det vel i orden at klippe sig frem til noget, der med god vilje kan ligne en dagplejemor, der tjatter til et barn, som så græder – også selvom det ved nærmere eftersyn er krystalklart, at scenen er sat sammen af to helt forskellige situationer?

Nej, ikke i min verden. Her må instruktøren helt anderledes grundigt dokumentere, at det er sket, spørge til det og efterprøve det, så vi ikke er i tvivl om, hvad dagplejeren siger og ikke mindst mener.

Når den del af opgaven svigter, åbner dokumentarfilmen en ladeport for afledning, pseudodiskussioner og kritik, og hele substansen i en sag forsvinder bort i et megaspin.

Dokumentaristen må sætte sig det mål at vise os et udsnit af virkeligheden – sit udsnit af virkeligheden. Men så er vi som publikum til gengæld sikre på, at det, dokumentaristen viser os, er sket i den virkelighed.

Så efter nærmere eftertanke er der måske alligevel en eneste grundregel: Det, du viser, er ikke alt det, der er sket – men det er altid sket.