Historien på film

Historien gentager sig, plejer man at sige. I hvert fald gentager den sig på film. Historiske fiktionsfilm fortæller hele verdenshistorien - fra hulemennesket til 11. september.

Ideelt set burde filmen kunne fremstille historien med streng faghistorisk og kildekritisk præcision, men sådan spiller klaveret unægtelig ikke. Som regel er det netop oplevelsen, der er i fokus. Historien bruges som et effektfuldt og farverigt materiale, som et godt stof, der lader os opleve en forgangen epoke mere livagtigt og intenst end i noget andet medie.

Engang var det Grumberg, der leverede det populærhistoriske fundament, nu er det film og tv.

En instruktør som Oliver Stone har gjort det til sin specialitet at fortolke de markante begivenheder i USA's nyere historie - JFK, Vietnam-krigen, Watergate og 11. september.

I Danmark har tv-fiktionen påtaget sig rollen som historielærer, en god og afholdt historielærer, der forstår at gøre stoffet levende for eleverne og den øvrige befolkning, hvad enten det drejer sig om besættelsestiden i Matador eller Jens Otto Krag i Krøniken.

Og det historiske stof har fortsat fascinationskraft, som den kommende Flammen og Citronen og filmplanerne vedrørende Blekingegadebanden vidner om.

Men historien kan også bruges som et propagandafelt, hvorfra den politiske manipulation kan hente materiale til at give aktuelle synspunkter en falsk karakter af eviggyldighed. Den nazistiske Jøden Süss er et berygtet eksempel.