Historiens ti længste film

Når Nymphomaniac får premiere første juledag, varer den intet mindre end fire timer.

Det er dog betydeligt kortere end Lars von Triers egen version, som kommer til at vare fem en halv time – og dermed bliver en af historiens længste fiktionsfilm.

Præcis hvilken placering, filmen kommer til at indtage, er svært at slå fast med sikkerhed, fordi mange film findes i et utal af ikke-verificerede, lange versioner. Og fordi der findes en del mere eller mindre obskure film rundt omkring, som aldrig har fået nogen nævneværdig distribution.

Men et forsigtig skøn er, at Triers director’s cut af Nymphomaniac vil blive en af verdens tyve længste film med kommerciel biografvisning. Hvornår den får premiere, er endnu usikkert, men mens vi venter, kan vi slå noget – eller faktisk en hel del – af tiden ihjel med en række af filmhistoriens langtravere.

Her er historien om ti af verdens længste film. Vi har valgt at se bort fra deciderede kunstfilm (som Andy Warhols Sleep og danske Superflex’ ti timer lange Modern Times Forever) såvel som dokumentarfilm og tv-film.

1. Out 1, noli me tangere (1971)
I modsætning til kollegaerne fra den nye bølge i fransk film, François Truffaut og Jean-Luc Godard, oplevede Jacques Rivette aldrig et egentlig folkeligt gennembrud.

Det kan måske hænge samme med, at han havde en tendens til at lave film, der med deres lange spilletid krævede mere end almindelig tålmodighed af publikum.

Ingen af hans film kommer dog i nærheden af Out 1. Filmen varer mere end tolv timer og kan derfor meget vel være den længste fiktionsfilm nogensinde.

Filmen, hvis løselige plot er inspireret af Honoré de Balzac’ L’ histoire des treize, er sammensat af en lang række mindre fortællinger.

Undervejs i de forskellige historier blander hoved- og bipersoner sig på kryds og tværs af hinanden. Til sidst dannes et komplekst spindelvæv af relationer og historier sig som et billede på livets menneskelige komedie.

Tyve år efter Out 1, der i sin lange version først fik premiere mange år efter dens tilblivelse, lykkedes det endelig Jacques Rivette at få et mindre folkeligt gennembrud. Det skete med den fire timer lange Den skønne strigle (1991), der vandt juryens pris på filmfestivalen i Cannes – og for øvrigt også bygger frit på en Balzac-fortælling.

Se klip fra Out 1:

2. Ningen no joken (1959-61)
Masaki Kobayashi Ningen no joken (på engelsk: The Human Condition) er tre sammenhængende film, der tilsammen varer ni en halv time.

I den første del, som fik den engelske undertitel No Greater Love (1959), møder vi den pacifistiske, japanske læge Koji, der under Anden Verdenskrig bliver tilsynsførende i en fangelejr med kinesiske slavearbejdere.

I anden del, Road to Eternity (1959), sendes Koji selv i krig og oplever al dens gru og rædsel på egen krop.

Og endelig, i den sidste af de tre film, A Soldier’s Prayer (1961), ender Koji i en sovjetisk fangelejr, hvor vagterne ikke deler de humanistiske idealer, han selv forsøgte at indføre, da det var ham, der stod på den anden side.

I Peter Schepelerns store danske Filmleksikon betegnes Ningen no joken som ”et af filmhistoriens mest ambitiøse og rystende værker”.

Se hele No Greater Love. 

3. Evolution of a Filipino Family (2004), Heremias (2006), Death in the Land of the Encantos (2007)
Den næste film på listen er faktisk ikke en film, men en instruktør. For når det kommer til lange film, er der et navn, man ikke kan komme udenom: Lav Diaz.

Den filippinske instruktør (født 1958) står bag filmene Evolution of a Filipino Family (2004), Heremias (2006) og Death in the Land of the Encantos (2007), der er ni-ti timer lange. Hver især.

De handler alle på en eller anden måde om den lille mand, der kæmper for tilværelsen i et Filippinerne, som stadig står i skyggen af hundrede års undertrykkelse, krig og katastrofer.

Diaz har udtalt, at langsommeligheden for ham er en slags ideologi. Til filmsitet Fandor udtalte han tidligere i år:

”Jeg prøver at være sandfærdig. Jeg vil ikke manipulere med tid eller rum. Jeg prøver at undertrykke ideen om, at vi i film bare skal følge karaktererne. Kig på verden, tag dig god tid! Det hele handler om at se.”

Selvom Diaz i Danmark og det meste af Vesten er stort set ukendt, kan hans film ikke bare afskrives som omfangsrige kuriositeter.

Det britiske filmmagasin Sight and Sound betegner således Diaz som ”one of the greatest living directors”, og hans seneste film, den ”blot” fire timer lange Norte, The End of History (2013), er på magasinets top 10-liste over årets bedste film.

Se klip fra Norte:

4. Greed (1925)
Erich von Stroheims Greed er klassikeren, som ingen har set.

Stroheims mesterværk varede i sin originale version næsten otte timer, men filmen blev imod Stroheims vilje skåret ned til bare to en halv time.

Den originale version forsvandt kort tid efter, at den var lavet, og angivelig nåede blot tolv personer at se, hvad Stroheim selv betegnede som sit mest fuldendte værk.

Filmen, der fik den danske titel Guld, handler om tandlægen McTeague, hvis kone vinder en lotterigevinst. Men i stedet for at skabe glæde gør rigdommen de to mennesker gerrige og især hendes fætter misundelig og hensat i en eskalerende mani.

Grådigheden ødelægger dem, og til sidst tager den næsten fysisk form på billedstrimlen, da billederne på skærmen forvandler sig fra at være sort-hvide til at være guldfarvede (se den klassiske sekvens i videoen herunder).

Turner Classic Movies forsøgte i 1999 at genskabe Greed i en version, der skulle nærme sig Stroheims originale værk. Selskabet brugte kasserede filmstrimler og gamle stilbilleder fra optagelserne til at skabe en fire timer lang – og noget besynderlig – version af filmen.

Se slutsekvensen af Greed:

5. Sátántangó (1997)
Ungarske Béla Tarr er lidt af en ener i nutidens filmlandskab. Hans film er både lange og langsommelige, filmet i sort-hvid og med meget få klip.

Alligevel høster de store roser. Forrige år havde Hesten fra Torino premiere i Danmark og fik fremragende anmeldelser. Ekkos anmelder Michael Bo gav filmen seks stjerner og skrev :”På vej ud af biografen tænkte jeg: ’Har jeg fået en ny yndlingsfilm?’”

Sátántangó – satans tango – fik ikke dansk biografpremiere, da den udkom. Formentlig var der ikke nogen distributør, der troede på, at danskerne var parate til at tilbringe syv en halv time i selskab med en sort-hvid film fra Ungarn lavet af en dengang totalt ukendt instruktør.

Sátántangó foregår som så mange af Tarrs film i en landsby langt ude på de ungarske sletter.

Vi er i tiden omkring kommunismens fald. Nogle af beboerne i et landbrugskollektiv, der skal lukke, planlægger at rejse fra deres landsby med de penge, de har fået. Men så hører beboerne, at den karismatiske Irimiás, der forlod kollektivet for flere år siden, og som de troede var død, er på vej tilbage. De beslutter sig for at følge ham i håb om et nyt liv.

Se klip fra Sátántangó:

6. Le soulier de satin (1985)
Manoel de Oliveiras Le soulier de satin – Silkeskoen – er nok en af de mindre kendte film på listen.

Den knap syv timer lange film er baseret på den franske forfatter Paul Claudels skuespil, som avisen Le Monde i øvrigt har kåret til den 52. bedste tekst, der nogensinde er skrevet.

Den handler om den skønne Doña Prouhèze, der elsker Don Rodrigo. Men Don Rodrigo tvinges til at forlade Spanien til fordel for det nyligt erobrede Amerika, og samtidig udstationeres Doña Prouhèze i Afrika, hvor hun bliver kommandør over byen Mogador.

Ti år senere forlader Don Rodrigo langt om længe Amerika og indleder jagten på sin elskede.

Instruktøren bag, portugisiske Manoel de Oliveira, har sans for det langstrakte. Han er i dag 105 år og stadig i fuldt vigør med nye film cirka hvert andet år.

Le soulier de satin, der gør flittig brug af teaterkulisser og tvivlsomt skuespil, kan ses i sin fulde udstrækning her:

7. Little Dorrit (1988)

Der er lavet uendelig mange filmatiseringer af Charles Dickens’ bøger, men ingen er så omfattende som Christine Edzards udgave af Little Dorrit.

Filmen, der har prominente navne som Alec Guinness og Derek Jacobi på rollelisten, er fortalt i to dele af hver tre timer og handler om pigen Amy Dorrit, hvis far sidder fængslet på grund af en mindre gæld.

Da Amys chef dør, og hans søn, Arthur Clennam, vender hjem fra USA, ændrer begges liv sig.

Little Dorrit er, som de fleste af Dickens’ værker, blevet filmatiseret og gjort til tv-serier et hav af gange. En dansk version findes der såmænd også, nemlig A.W. Sandbergs Lille Dorrit fra 1924.

 Se traileren til Little Dorrit her:

8. Les Miserables (1925)
Les Miserables er en af de mest filmatiserede bøger nogensinde. Ifølge Wikipedia findes der mindst 54 filmudgaver af Victor Hugos roman om den navnkundige Jean Valjean, der må gå så gruelig meget igennem, fordi han stjæler lidt brød.

Blandt de mest kendte filmversioner er Raymond Bernards fra 1934, Bille Augusts fra 1998 og den seneste, Tom Hoopers musical fra sidste år.

Ingen af disse filmatiseringer kan dog længdemæssigt måle sig med Henri Fescourts firdelte version fra 1925. Med en spilletid på seks timer tager filmen næsten lige så lang tid at komme igennem som Victor Hugos bog!

 Se åbningssekvensen fra Les Miserables:

9. En italiensk familie (2003)
Den københavnske kunstbiograf Posthus Teatret fik i 2011 Marco Tullio Giordanas seks timer lange En italiensk familie til Danmark med otte års forsinkelse.

Filmen følger, som titlen antyder, en italiensk familie, i årene 1966-2000. Hovedpersonerne er de to vidt forskellige brødre Matteo og Nicola, hvis tilværelse vi følger parallelt med landets udvikling.

Filmen, der vandt Un Certain Regard-prisen i Cannes, kan stadig ses i Posthus Teatret i København.

Se traileren til En italiensk familie:

10. Napoléon (1927)
Abel Gances Napoléon varer fem en halv time og er dermed et af filmhistoriens første, rigtig lange mesterværker. Den blev endda efter sigende vist i en ni timers version i premiereåret.

Filmen følger den unge Napoleon Bonaparte fra hans tid på militærskolen, hvor han dirigerer en sneboldkamp med militærpræcision, over den franske revolution og frem til, at han som general leder invasionen af Italien i 1797.

Gance var en teknisk brillant instruktør og med sin monumentale Napoléon-biografi introducerede han et væld af banebrydende teknikker. Filmen bød således både på farvesekvenser, undervandssekvenser og tredelt projektion.

Angivelig planlagde Gance at lave yderligere fem film om Napoleon, men som med så mange andre af hans projekter blev det aldrig til noget, fordi han ikke kunne finde nogen, der ville finansiere hans drømme.

Se traileren til den restaurerede version af Napoléon fra 2012: