Her er Venedig-festivalens underholdningsbrag

New Orleans er et fascinerende sted.

The Big Easy, karnevalsbyen, jazzens arnested og syndens by i sydstaterne.

Det er sidste stop på Mississippi-floden og første stop på Michael Fassbenders hævntogt i David Finchers thriller The Killer, hvor han træder ud af flyet og brokker sig over byens fugtige hede og stolte cuisine.

”En by med tusind restauranter og én menu,” vrænger han, før han opsøger sin arbejdsgiver med hævn på hjernen og en sømpistol i hånden. Men han lever også i en fantasiverden, som både Homer Simpson og Richard Linklater kan bevidne.

Der drives ikke verdensomspændende lejemorderudlejning fra et ramponeret advokatkontor i New Orleans forretningsdistrikt. Lejemordere findes ikke i virkeligheden, som den hylemorsomme Hit Man slår fast fra start.

”Der findes ikke mennesker, som for et par tusinde dollars vil risikere dødsstraf for at hjælpe dig af med dine fjender,” siger filmens hovedperson, den nørdede filosofilærer Gary Johnson.

Men det afholder selvfølgelig ikke folk fra at spørge rundt. Indtil de får fat på politiet, der sender en idiotfænger for at få dem til at gentage på bånd. Og mens undercoverbetjenten Jasper spiller hård i filten, sidder Gary parat i varevognen for at optage dem.

Lige indtil Jasper bliver suspenderet for at tæske en gruppe teenagere – ”ikke uden grund!” protesterer han – og Gary må tage over i en snæver vending. Og han viser sig at være et naturtalent.

Skræddersyet personlighed
Hit Man er løst baseret på en autentisk røverhistorie.

Som man kunne forvente, er Gary god for filosofiske overvejelser om sin nye nebengesjæft. Men modsat den navnløse morder i The Killer munder hans betragtninger ikke altid ud i en kæk oneliner.

Han er oprigtigt forundret over de rednecks, der betragter en lejemorder som en ægteskabsrådgiver i yderste instans. Og han nyder at skræddersy sin personlighed for bedst at få dem i fedtefadet.

Men så møder han Madison, der er så sød og smuk, at han per automatik begynder at flirte i stedet for at fiske efter inkriminerende udtalelser. Og da han er majet ud som Ron med læderjakke og slik i håret, ikke Gary med briller og cargo shorts, glemmer hun snart, at hun egentlig er der for at skaffe sin mand af vejen.

Som jeg skrev i min anmeldelse af Coup de chance, kræver det noget at få publikum til at klappe før rulleteksterne, men det skete ofte under Hit Man.

Richard Linklater forstår at være skæg og charmerende, og han serverer komikken med veloplagt overskud og en perlerække af hits fra New Orleans’ mest swingende musikere – som Allen Toussaint og Dr. John.

Glen Powell er også med i Linklaters Everybody Wants Some!! og Apollo 10 ½: A Space Age Adventure, og stjernen og instruktøren forstår hinanden perfekt. Det vidner om et vist skuespiltalent, at han både overbeviser som Gary og Ron, den introverte fuglekigger og den hårdkogte morder.

Rollen kommer ubetinget til at blive et gennembrud.

Yorgos Lanthimos Poor Things fik også salen til at skraldgrine, men ikke til at huje som Hit Man. Den første er en bedre Guldløve-kandidat, men den anden er en bedre fredagsfilm.

Bagsiden af Elvis-medaljen
Et par timers kørsel længere mod nord i Memphis holder Kongen af rock’n’roll sin purunge dronning fanget i Sofia Coppolas konkurrencefilm Priscilla.

Den går radikalt anderledes til den store Amerika-myte end Baz Luhrmanns succesfilm Elvis fra sidste år. Man kan dårligt forestille sig to mere forskellige filmskabere eller to mere forskellige film.

Baz Luhrmann opridser Elvis’ liv med stilsikker maksimalisme og jukeboks-pluk fra hans store sangskat. Hans film værner om et brand og præsenterer Elvis som et offer for den grådige ”Colonel” Tom Parker, der sender ham i brancheeksil som værnepligtig i Vesttyskland, hvor han finder trøst i den purunge Priscilla.

Det er her, Sofia Coppola starter sin film.

Med den fjortenårige pige, der bliver inviteret hjem til sit popidol af en af Elvis’ ”venner”, der øjensynligt er vant til at finde kvinder til at holde ham ved selskab.

I dag ville vi kalde det grooming.

Det er ikke stort formildende, at Priscilla selvfølgelig er forgabt i sit idol, som hun senere bliver gift med.

For uanset at Cailee Spaeny (Mare of Easttown), der spiller Priscilla, kun er et år yngre end Jacob Elordi (Euphoria), der spiller Elvis, glemmer man aldrig de ti års aldersforskel mellem karaktererne.

Helt fra starten er kongen creepy som bare fanden, når han inviterer hende med op på sit værelse, hvor de kan tale i fred.

Og det er kun i første omgang en formildende omstændighed, at han insisterer på ikke at give hende mere end et kysk kys, før han sender hende hjem til farmand.

Installeres i guldbur
For efterhånden som hun bliver ældre, installeres i guldburet Graceland og kan orientere sig om hans sexliv i sladderbladene uden selv at få del af det, er sex blot endnu en del af det ungdomsliv, Elvis ikke kan unde hende.

”Det er mig eller en karriere, baby!” siger han, da hun foreslår at tage et deltidsjob efter skole. Klassekammeraterne må hun ikke invitere med hjem, og selv nonnerne, der underviser hende, er forblændet af stjernestøv.

”Gud velsigne dig og dine hofter!” hviner de, da Elvis tropper op til hendes dimission med hele sit slæng.

Elvis er uendeligt bekræftelsessyg og stiller sin dulmetrang med piller, nikkedukker og kontrollerende adfærd.

Da de mødes første gang, bekender han, at han har hjemve, og hun minder ham om hans afdøde mor. Og da han harcelerer over den nye musik, Obersten vil have ham til at indspille, og hun kommer for skade at give Elvis ret, kaster han en stol efter hende.

Sofia Coppola, der har skrevet filmen efter Priscilla Presley og Sandra Harmons bog Elvis and Me, er helt på hendes side. Og instruktøren lokker store præstationer ud af nærmest helt ukendte skuespillere.

Der er intet at udsætte på det tekniske, men manuskriptet bygger op til en løsrivelse, der kommer meget sent.

Priscilla handler alt for længe om en stakkels kvinde, der kun liver op, når hun kan sole sig i sin partners opmærksomhed. Det er selvfølgelig tragisk, men også lidt stillestående.