Hit med sangeren

Eminem er mere end en popstjerne. Han er et fænomen. Han er hiphop’ens første hvide megastjerne. Pladekøberne elsker ham. Musikanmelderne elsker ham – i hvert fald dem, der vil give indtryk af at være med på beat’et. Og det konservative, puritanske borgerskab i hans hjemland USA hader og frygter ham. Måske med undtagelse af Marilyn Manson er ingen nutidig popstjerne så omgærdet af moralsk panik.

Eminems musik er skarpt produceret, iørefaldende og humoristisk, men også vred og konfronterende. Nogle tager sangenes sex- og voldsfantasier og deres frådende had mod kvinder og bøsser for pålydende. Andre betragter hans tekster som groteske litterære eksperimenter – med deres konstante overskridelse af moralske grænser og spidsfindige brug af hele tre forskellige fortællere: Eminem, Marshall Mathers (hans rigtige navn) og mørkefiguren Slim Shady. Under alle omstændigheder er Eminem en af popverdenens mest markante og fascinerende figurer. Og hans første film har naturligvis været ventet med spænding.

Den utilpassede oprører
Ganske kort fortæller 8 Mile historien om den unge, hvide Jimmy ”B-Rabbit” Smith, som lever en trist tilværelse i industribyen Detroit i midten af 1990’erne. Han har brudt med kæresten, hans mor er arbejdsløs alkoholiker og kæreste med en mand, der hele tiden er efter Jimmy. Og Jimmy selv er tvunget til monotont, udsigtsløst arbejde på en lokal stålfabrik. Det eneste, der holder ham oppe, er kærligheden til lillesøsteren – og så hans drøm om at slå igennem som rapper og på den måde slippe væk fra Detroit. I filmens åbningsscene går han kold i et battle på ord mod en rivaliserende sort rapper, og filmen kulminerer i Jimmy Smiths triumf på samme scene.

I filmen er der mere end en snert af mainstreamdramaet, ikke mindst understreget af respektable mainstreamkræfter som filmens instruktør Curtis Hanson (L.A. Confidential) og Oscar-vinderen Kim Basinger (der spiller moderen). Men 8 Mile indskriver sig især i en lang tradition for ungdomsfilm. Det er en film, hvor man genfinder utallige af ungdomsfilmens velkendte motiver.

Vi har skildringen af den unge som utilpasset outsider – et fast tema i genren siden James Dean personificerede den kompleksfyldte, unge outsider i Rebel Without a Cause (1955). Vi har den beslægtede skildring af den unge som rebel – mere i kraft af placeringen af Eminem i hovedrollen end i filmens samlede moralske holdninger, men mere om det senere. Der er nik til problemfilmen i den realistiske og humanistiske skildring af Jimmy Smiths white trash-liv med alkoholiseret mor, dårligt job og ringe fremtidsudsigter. Der er filmens fokus på ungdomskriminalitet, navnlig i skikkelse af den rivaliserende bande. Der er også paralleller til sportsmelodramaet i plottet, som er spændt ud mellem Jimmy Smiths nederlag i åbningsscenen og hans Rocky-agtige triumf til sidst.

Knibsk med musikken
Men først og fremmest er der naturligvis filmens tilknytning til en populær musikgenre. Tendensen kan spores tilbage til Rock Around the Clock (1956), den første musical som med held profiterede på den nye rock’n’roll (i skikkelse af rockbandet Bill Haley and the Comets). Sangen af samme titel var i øvrigt den første rock’n’roll-sang, som optrådte på lydsporet til en Hollywoodfilm – det var i den prototypiske ungdomsfilm The Blackboard Jungle (1955). Musikken har altid været god til at sælge ungdomsfilm – og omvendt – og genren har været med hele vejen fra den tidligste rock’n’roll til nutidens hiphop. Oftest handler det om at krydre filmens lydspor med populær musik. Det giver også muligheder for at tjene penge på pladesalg i forbindelse med filmen.

Men en anden tendens er decideret at lægge sig op ad musicalgenren. Det har især været tilfældet i film med kendte musikere i hovedrollen. Musicalgenren er bygget op omkring store numre, hvor handlingen går i stå og overlader pladsen til den rene musikalske opvisning. Det er perfekt til at lade en stjerne demonstrere sin kunnen. Et godt eksempel er Elvis Presley, der i film efter film, uanset genre, altid fik plads til at levere en håndfuld sange. 8 Mile blev ledsaget af et særdeles godt sælgende soundtrack. Men filmen rummer ikke mange deciderede musicaltræk. Der er faktisk bemærkelsesværdigt lidt Eminem-opvisning i filmen. Op til filmens kulminerende battle er der kun to scener, hvor Eminem viser sine evner, og en decideret Eminem-sang er henvist til for- og slutteksterne.

8 Mile er kort sagt meget knibsk med sin musik. Men det virker naturligt nok i en film, der langt hen ad vejen stiler mod det voksne og respektable. Stilen hælder ganske vist mod det dokumentariske, med rastløst kamera, grov tekstur, og mørke, udvaskede farver. Men man skal holde sig for øje, at denne form for stiliseret realisme er vores nye glamourstil. Den er hentet direkte i musikvideoen, og vi finder den blandt andet i den meget kendte video til Eminem-singlen Stan. 8 Mile er ikke en film, som er ude på stilmæssige provokationer. I det hele taget er det en meget lidt provokerende film.

Middelklassemoral
8 Mile er en lidt skizofren film: Den bliver solgt på Eminems image, men i virkeligheden er den forbløffende konservativ. Dens morale er fuldstændigt stueren: Vær god ved din familie og dine venner, følg dine drømme, bekæmp uretfærdigheden, forsvar de svage, slå dine fjender i fair kamp! Vel ikke helt i tråd med Eminems raptekster, der ofte ligner et rent katalog over grænseoverskridende sadisme og misantropi.

Eminem spiller mod sit image i 8 Mile. Som rapper er han indbegrebet af provokation, og hans plader er rutinemæssigt genstand for moralske opstød. Men i rollen som Jimmy Smith er han en god dreng. Ikke bare på bunden, men helt igennem: Han har kæresteproblemer, han er sine venners ven, han elsker sin lillesøster og sin mor (trods alt). Opgøret med moderens voldelige og nedladende kæreste er lige efter bogen. Og i betragtning af hiphop’ens dyrkelse af vold og maskulinitet er Jimmy Smith overraskende passiv, da han bliver gennembanket af det rivaliserende crew. Dette lægger selvfølgelig følelsesmæssigt op til slutningens triumf, men han kunne sagtens have givet banden igen og være bukket under for overmagten, for så at sejre til sidst. Det ville være helt i genrens ånd. Og det ville være helt i musikeren Eminems ånd.

En interessant scene er sekvensen på fabrikken, hvor Jimmy Smith forsvarer sin homoseksuelle kollega mod en andens fordomsfulde verbale angreb. Dette er slet ikke i stil med rapperen Eminem, der mildt sagt ikke har lagt skjul på sin foragt for bøsser (ikke bare i utallige af sine sange, men også i et meget presseomtalt angreb på Elton John) – hvis det altså er Eminem, der taler hér, og ikke et af hans hans alter ego’er, Marshall Mathers eller Slim Shady!

Set i forhold til de seneste års nye bølge af sexfikserede, provokerende amerikanske ungdomsfilm (film som American Pie) er 8 Mile kort sagt en meget pæn film. Men det er der ikke noget overraskende i. Siden 1960’erne har Hollywood i stigende grad rettet deres produktion mod det unge publikum, og det har resulteret i film, som fungerer på to planer: På den ene side er størsteparten af Hollywoods film målrettet et ungt publikum, på den anden side er de ofte meget voksne og ”fornuftige” i deres underliggende moral og bevidsthed.

Tag for eksempel scenen umiddelbart efter Jimmy Smiths forsvar af sin homoseksuelle kollega. Efter at have rappet sin modstander i sænk belønnes han prompte med en omgang hed sex i fabrikshallen: Er dette ungdommelig provokation, eller siger scenen i virkeligheden, at hvis du er moralsk og god til det, du laver, så får du din belønning? 8 Mile er en film, som sælger god, hvid middelklasse-moral. Og det er i virkeligheden ikke så skævt, for Eminems – og hiphop’ens – store publikum i USA og Vesteuropa består for størstedelens vedkommende netop af unge, hvide mænd fra middelklassen. Bemærk i øvrigt, hvordan Jimmy Smiths modstandere nedladende kalder ham ”Elvis”. Dette er naturligvis en reference til Elvis Presley, og umiddelbart er det en hentydning til Jimmy Smiths white trash-baggrund. Men denne åbenlyse reference i filmen stikker også dybere.

En moderne Elvis
De musikhistoriske og populærkulturelle paralleller mellem Eminem og Elvis Presley er ikke til at overse. Elvis var en flittig filmskuespiller – han debuterede i Love Me Tender (1956), en melodramatisk western med indlagte sange. Men allerede i film nummer to, Loving You (1957), nærmede han sig det selvbiografiske. På samme måde er 8 Mile blevet lanceret som delvist selvbiografisk i forhold til Eminem. Når Jimmy Smith i 8 Mile bliver kaldt Elvis, er det også, fordi Elvis Presley og hans rock’n’roll er selve symbolet på hvid musik – og som sådan i skarp modsætning til alt, hvad hiphop repræsenterer af autentisk sort kultur. Men man må huske, at Eminem har formået at indhylle sig i en blanding af selvskabt mytologi og kontroversiel provokation.

Elvis tog sort rhythm and blues, parrede det med hvid country & western og skabte en ny genre, rock’n’roll. Hiphop opstod i 1970’erne og 80’erne som en unikt sort musikstil, men fik, så snart den blev bredt markedsført, sit største publikum i den hvide middelklasse. Beastie Boys var siden slutningen af 80’erne den vel nok mest succesrige hvide eksponent for genren. Men med Eminem fik hiphop’en sin Elvis Presley: en global (i hvert fald vestlig) megastjerne, der formåede at kombinere hvid identifikation med sort street credibility.

Eminems historie – i hvert fald som den præsenteres i 8 Mile – er heller ikke ulig Elvis Presleys. Begge er succeshistorier om vejen fra fattig hvid arbejderklasse til toppen af underholdningsindustrien. Elvis Presley var lastbilchauffør, i 8 Mile arbejder Rabbit på en stålfabrik. Begge var fascineret af sort kultur og har med deres enorme succes brudt en betragtelig racebarriere. Og selv om 8 Mile foregår i 1995, kunne den sagtens foregå i 50’erne. Der er godt nok mere sex og flere bandeord i filmen, end man kunne slippe af sted med i 50’erne. Men dens underliggende konservative moral går i virkeligheden bedre i spænd med brylcreme og jitterbug end med hiphop’ens mest grænsesøgende stjerne …