Hitchcock hyldes af førende komponist

Alfred Hitchcock er kendt som ”the master of suspense”, men han var i lige så høj grad filmmusikkens mester.

Da han i 1956 lavede et remake af sin egen 1934-film Manden der vidste for meget, håbede han, at den ville fremstå som et helstøbt musisk værk, og slagene fra et bækken er med til at overdøve en forbrydelse i en central scene. I sin samtalebog med Francois Truffaut sammenlignede han sit arbejde som instruktør med en komponists.

I De 39 trin er det en irriterende ørehænger, der hjælper Richard Hannay med at opklare spionintrigen. Morderen i Young and Innocent er trommeslager, og helten i The Lady Vanishes er musikolog. Henry Fonda måtte lære at spille jazz før sin medvirken i The Wrong Man.

Og så er der selvfølgelig de mesterlige soundtracks, der skaber den stemningsmæssige klangbund i alle filmene. Man kan nøjes med at nævne Psycho og en vis badescene, og Bernhard Herrmanns hidsige strygere vil spille i øregangene på de fleste. 

Filmmusik til koncertsalen
Netop Herrmann, en af de største filmkomponister gennem tiderne, udtalte engang, at der kun var en håndfuld instruktører, der som Hitchcock virkelig forstod, hvad et score kunne gøre for en film. Og det til trods for, at instruktøren aldrig havde studeret musik eller selv spillede et instrument.

På fredag og lørdag bliver lyden af Hitchcocks film vakt til live af DR Symfoniorkestret i DR’s koncertsal. Med dirigentstokken står den 67-årige John Mauceri. Han er elev af den legendariske komponist Leonard Bernstein og ledte i årevis koncertsalen i det legendariske The Hollywood Bowl i Los Angeles, hvor han ikke mindst specialiserede sig i musik fra filmbyen selv.

Mauceri er således særdeles velbevandret i filmhistoriens største musikstykker.

”Jeg har villet bringe filmmusik ind i koncertsalene. Der er tusinde timers fantastisk orkestermusik, der næsten aldrig spilles live, og det er synd. Jeg vil gerne uddanne publikum,” siger John Mauceri over en Skype-forbindelse fra USA’s østkyst. 

Fra jazz til romantik
Hvad er det så for en oplevelse, det danske publikum har i vente?

”Noget af det, jeg tror, folk vil lægge mærke til, er, hvor stor variation der er i den musik, Hitchcock brugte. Noget er romantisk, noget er atonalt, noget er jazzet. Det går fra glamourøst til grotesk til sjovt,” forklarer John Mauceri.

Mange af de dygtigste komponister i Hollywoods guldalder kom til filmbyen som flygtninge fra Hitlers Tyskland og Anden verdenskrig. De bragte den store europæiske musik til filmen fra konservatorierne i Wien og Leipzig.

”Og fordi de kom til Hollywood hørte millioner af mennesker deres musik – folk, der aldrig ville havde hørt den, hvis den kun var blevet spillet i operaen,” siger John Mauceri. 

Mordets melodi
Første halvdel af koncerten vil netop bestå af stykker fra tre af de helt store flygtningekomponister: Franz Waxman, Dimitri Tiomkin og Miklos Rosza. 

”Det viser mesterskabet i Hitchcocks arbejde med komponisterne, at Waxman til Rebecca laver den store romantiske musikside med genklang i Frankensteins brud – og så laver et ultramoderne jazzet score til Rear Window,” forklarer John Mauceri.

Ungarske Rosza vandt en Oscar for musikken til Spellbound, mens Mauceri anbefaler, at man lægger mærke til de morderiske toner, når symfoniorkesteret kaster sig over eksil-russeren Tiomkin.

”I både Strangers on a Train og Dial M for Murder bruger Tiomkin en grotesk stil for at beskrive den psykopatiske morder. I begge film ender suiten med en opklaring af et mord, men det sjove og anderledes er, at musikken nærmest lyder som Bach, som en barok, kompositionel øvelse,” siger John Mauceri. 

Følelsen af svimmelhed
Og så er der Herrmann, der med sine scores til Psycho, Menneskejagt, Manden der vidste for meget og Vertigo nærmest blev synonym med Hitchcocks storhedstid.

”Hans geni er, at det materiale, han bruger, er ret simpelt. Du forstår øjeblikkeligt, hvad du hører. Han ved til fingerspidserne, at når en komponist bliver mere opfindsom, end godt er, så står man af. Du behøver ikke fem gennemlytninger for at forstå for eksempel kærlighedsmusikken i Vertigo,” siger John Mauceri, der har dedikeret hele anden halvdel af koncerten til Herrmanns Hitchcock-musik.

”I Vertigo twister og gentager han det samme stykke igen og igen. Man tænker: ’Gør han det virkelig igen.’ Og så gør han det, men med en lille variation. Han ville udforske, hvordan man får musikken til at spejle følelsen af svimmelhed, der selvfølgelig er et centralt tema i filmen.”

”Han løser det helt brillant med en slags kalejdoskopisk struktur. Han tager to akkorder, men lader dem gå i hver sin retning. Den ene siger ’didadadi’, den anden siger ’dududu’, så du som lytter ikke har noget hjem, ingen fornemmelse af tyngdekraft. Og det varierer han så med musik, der afspejler uforløst kærlighed, hvor han trækker på Wagners Tristan & Isolde.” 

Skrig bag en rude
Til Psycho havde Hitchcock et ufravigeligt krav til Bernard Herrmann: Der skulle ikke være musik i scenen, hvor Norman Bates forklædt som sin afdøde mor slår Marion Crane ihjel, mens hun er i bad.

Herrmann ville det som bekendt anderledes, og da Hitchcock hørte sin komponists overraskende forslag, måtte han da også bukke sig i støvet.

Hitchcock lavede Psycho på et meget lille budget, og Herrmann måtte derfor kun bruge strygere. Hvilket ikke begrænsede hans kreative udfoldelse.

”Han tager et par akkorder fra Stravinskys The Rite of Spring, og så lader han strygerne spille fortissimmo, altså så højt de kan. Men det geniale er, at han beder dem om at putte lyddæmper på,” fortæller John Mauceri.

”Så det er som et skrig bag en rude – de spiller højt, men bliver holdt tilbage. Han udforsker alle de måder, man kan bruge strygere på, og resultatet er, at man aldrig ved, hvad der venter,” fortæller dirigenten, der blandt andet vil dirigere de fjorten minutter fra Psycho, som Herrmann i 1968 skrev og optog ud fra sit score til filmen, men som han aldrig opførte live. 

Elfman hylder Herrmann
En fordom er, at filmmusikken ikke kan stå alene – at man mangler billederne til at skabe konteksten. Men det giver John Mauceri ikke meget for.

”Jeg hader at give koncerter, hvor filmen vises, mens orkesteret spiller. Det er for let for folk ikke at lytte. Og det er som at sige, at man ikke kan spille Svanesøen eller Nøddeknækkeren uden ballet,” siger han.

”Lige efter Berlin-muren faldt lavede jeg en koncert i det gamle Østtyskland. Der var en bid fra Psycho, men de havde ikke set filmen og kendte ikke bruser-scenen. Det var bare atonal, moderne musik for dem – og de var utroligt begejstrede.”

Mange længes tilbage efter Hollywoods gyldne tid, og det gælder også periodens storladne scores, der kulminerede i Hitchcocks film. Men John Mauceri mener ikke, der er nogen grund til at være nostalgisk.

”I 70’erne genoplivede John Williams symfoniorkestermusikken i Star Wars, og i dag har man folk som Danny Elfman, Howard Shore og Thomas Newman. De har større frihed i filmmediet, end de ville få, hvis de skrev for The New York Philharmonic, og de udnytter den frihed til fulde, blandt andet ved at trække på de store gamle mestre. Vi befinder os i en stor tid.”

Danny Elfman har lige skrevet musikken til den kommende film Hitchcock. Filmen følger instruktøren, spillet af Anthony Hopkins, i perioden omkring Psycho, og Elfman sender adskillige hilsner til Bernard Herrmanns musik. Hitchcock lever stadig – og det samme gør hans musik.