Hitchcock var en stor romantiker

Der er noget næsten genert over Sir Anthony Hopkins, da han træder ind på The Four Seasons-hotellet i Los Angeles.

”Kald mig Tony,” siger han, mens han åbner en flaske Fiji-mineralvand. Den walisisk-fødte skuespiller, der er aktuel som titelrollen i Sacha Gervasis Hitchcock, føler sig hjemme i Californien, hvor han har boet næsten halvdelen af sit voksne liv.

I dag – som 75-årig – gør han tingene på sine egne præmisser. Og han starter med at lange ud efter sine skuespillerkolleger.

”Man har ikke noget at snakke om med skuespillere, bortset fra gamle film. De er så kedelige! Og hør lige engang, Oscars og priser er fine nok, men de gør dig ikke udødelig,” siger han, så man ikke helt ved, om han bare giver den som walisisk macho, eller om han virkelig mener det.

Ærlig og direkte
Den mand, Anthony Hopkins inkarnerer på det store lærred lige nu, var også kritisk over for skuespillere: legendariske Alfred Hitchcock.

”Han brød sig ikke om method actors, og hver gang en skuespiller spurgte om karakterens motivation i en given scene, sagde han: ’Det skal jeg fortælle dig, når scenen er optaget færdig!’” fortæller Anthony Hopkins.

”Han blev engang spurgt, om han syntes, at skuespillere var kvæg, og han svarede: ’Nej, men jeg synes, at de skal behandles som kvæg!’ Han jokede jo altid og var meget humoristisk, men der var også en pointe med sammenligningen. For som han sagde til Anthony Perkins: ’Du skal bare stå der, og så vil mit kamera fortælle dig sandheden.’”

”Doris Day har fortalt i sin selvbiografi, at da de lavede Manden der vidste for meget, talte Hitchcock aldrig til hende under optagelserne. Hun var meget nervøs og troede, at han hadede hende. Så hun henvendte sig til James Stewart og spurgte: ’Hvorfor giver han mig ikke noget opmuntring? Hvis han hader mig og synes, at jeg er dårlig, hvorfor fyrer han mig så ikke bare?’”

”Til sidst spurgte hun Hitchcock direkte, og han sagde: ’Jeg synes ikke, at du er dårlig. Jeg synes, at du er ganske god. Hvis du var dårlig, så ville jeg sige det til dig.’ Han var meget ærlig og direkte.”

Droppede store stjerner
Sacha Gervasis Hitchcock er et langt mere sympatisk portræt af instruktøren og hans opførsel over for hans kvindelige stjerner end HBO’s tv-film The Girl, der skildrer instruktørens ubehagelige opførsel over for Tippi Hedren under og efter optagelserne til Fuglene.

Hitchcock fokuserer på tilblivelsen af Psycho fra 1960, og Anthony Hopkins har sin egen fortolkning af, hvorfor Hitchcock pludselig kastede sig over gysergenren.

”Hitchcock var realist. Han havde en stor forståelse for Hollywood-systemet og filmindustrien. Men jeg tror også, at han var skuffet over, at han ikke blevet taget mere seriøst. Han havde lavet store kommercielle succeser som Skjulte øjne og Menneskejagt, som anmelderne hadede.”

”Min egen teori er, at han som 60-årig, efter han havde haft helbredsproblemer på grund af sin vægt, tænkte, at han ville lave noget anderledes og ikke længere arbejde med store filmstjerner,” siger han.

Romantikeren
Anthony Hopkins har en overraskende følelsesmæssig tilgang til både rollen som en af historiens mest ikoniske instruktører og til Hitchcocks personlighed. Og han blev overrasket adskillige gange undervejs, da han researchede til rollen.

”Efter at have læst Donald Spotos biografi om Hitchcock (The Dark Side of Genius: The Life of Alfred Hitchcock, red.) var jeg ret overrasket over at finde ud af, hvor romantisk han egentlig var.”

”Skjulte øjne er en storslået kærlighedshistorie, der kædes sammen med et mord, som man aldrig ser. Vertigo er en anden fantastisk film, hvor Hitchcock projicerer sine egne romantiske længsler over på James Stewart og Kim Novaks smukke, utilnærmelige kvinde. I Psycho har man en stærk, død kvinde, der dominerer hele filmen,” siger Anthony Hopkins og konkluderer:

”Alt det indikerer, synes jeg, at han var en dybt følsom og romantisk mand.”

En stor appetit
Anthony Hopkins, der kuriøst nok har de samme initialer som Alfred Hitchcock, har aldrig været bange for at portrættere upopulære eller utiltalende karakterer. Med Hannibal Lector fra Ondskabens øjne som det uhyggelige højdepunkt.

Han er heller ikke forblændet af den mand, han nu spiller. Hvis han skulle stille Hitchcock ét spørgsmål, er det faktisk kritisk.

”Jeg tror, at jeg ville have nydt at arbejde med ham. Hvis jeg havde mødt ham, så ville jeg have spurgt: ’Hvad synes du om andre mennesker?’ Og jeg tror, han ville have svaret, at han ikke brød sig særligt meget om dem.”

”Han blev formentlig dødtræt af folk, der stillede dumme spørgsmål eller ikke brugte deres hoved. Han drak og røg meget, han havde på alle måder en stor appetit. Men han var ikke ond eller skør eller mørk. Han var bare et komplekst menneske.”

Anthony Hopkins mener dog, at Sacha Gervasis Hitchcock først og fremmest har sin berettigelse i skildringen af forholdet mellem Hitchcock og Alma (Hellen Mirren).

Forholdet til Alma
”Hun havde afgørende indflydelse på mange af beslutningerne. Oprindelig ville Hitchcock ikke bruge musik i badeværelsesscenen i Psycho, som komponisten Bernard Herrmann ellers havde foreslået. Men hun fik overtalt ham, og hun har en stor fortjeneste i filmens succes,” siger skuespilleren.

”Han var meget dedikeret til Alma. Engang var hun taget på landet uden for Montreal sammen med skuespilleren Anne Baxter. Alma skulle altid være sammen med Hitchcock præcis klokken fire hver dag, hvor de skulle have te og kage, og hvis hun ikke nåede tilbage i tide, så ville han begynde at surmule. Men den dag var hun sent på den, og han var så såret, at han ikke talte til hverken Alma eller Anne i en uge.

”Han var et kontrolmenneske og frygtede både i sit privatliv og i sine film at miste kontrollen. Han var dybt afhængig af Alma, og det synes jeg er meget rørende. Det var hans form for kærlighed.”

Far var skuffet
Anthony Hopkins hadede engang at give interviews, fortæller han – indtil han lærte bare at møde op og fortælle anekdoter. Den strenge Hitchcock giver ham anledning til at fortælle om sin egen far, Richard.

”Min far var skuffet over mig som dreng. Han spurgte mig, om jeg havde lyst til at være bager ligesom ham. Jeg sagde nej. Han sagde: ’Gudskelov for det, du ville aldrig kunne klare det.’ Så jeg blev skuespiller i stedet. Og så blev han en lille smule mere stolt af mig, og jeg blev succesrig i hans øjne. Der var dog også altid en lille smule misbilligelse, men det er nok bare normalt. Vi havde et kompliceret forhold. Han var ikke en ond mand, men en rimelig hård type,” fortæller Hopkins.

”Jeg arbejdede på et tidspunkt på The National Teatre i London, da Laurence Olivier var leder af teatret, og mine forældre kom for at se et stykke. Jeg introducerede dem for Sir Laurence Olivier, og min mor fik en mærkelig ansigtskulør. Hun var så nervøs for at skulle møde ham.”

”Olivier tog det helt roligt. Af bare nervøsitet spurgte min far: ’Hvor gammel er De?’ Og Laurence Olivier svarede: ’Jeg er født i 1907.’ Min far sagde: ’Lige så gammel som mig ... Herfra er det ned ad bakke for os begge, er det ikke?’ Og Olivier grinede og replicerede: ’Det kan man godt sige.’ Bagefter sagde min mor: ’Richard, det var Laurence Olivier.’ Far sagde bare: ’Ja, men han ånder luft ligesom mig, gør han ikke?’”

Hopkins er ved at dø af grin, mens han erindrer historien. Og han fortæller den så levende, at det virker, som om episoden stadig svier den dag i dag.

”Min farfar var endnu hårdere. Han var en af de der gamle victorianske mænd, og han sagde altid ting som: ’Tag et koldt bad hver morgen! Det er ikke engang gået op for dig, at du er født.’ Eller: ’Jer fra den unge generation, I er en flok tøsedrenge alle sammen.’ Jeg beundrede ham, og de værdier har jeg taget med mig hele livet.”

Maler og musiker
I dag lever den britiske skuespiller et stille liv i Malibu. Det er mange år siden, han sidst har rørt alkohol, og han er lykkelig gift med sin tredje kone, Stella Arroyave, der er antikvitetshandler. Ligesom Hitchcock lyttede meget på Alma, mener Anthony Hopkins, at det er Stellas fortjeneste, at han har åbnet sig for andre kunstneriske måder at udtrykke sig på end skuespillet.

De senere år har Hopkins tilføjet malerkunst og musikkomposition til sit cv.

”For syv år siden fandt Stella nogle af mine gamle manuskripter, og de var fyldt med malerier og tegninger. Så hun sagde: ’Du burde gøre mere ved det der.’ Så jeg begyndte at male. Senere fik hun mig også til at spille klaver. Og nu komponerer jeg også musik. Hun er fra Columbia og meget passioneret, og hun siger altid: ’Ah, du kan klare det hele. Det skal du ikke bekymre dig om.’”

”Hver gang jeg bliver negativ, siger hun: ’Stop! Lad være med at sige det!’ Jeg må ikke engang sige, at jeg er træt. Hun siger: ’Du er ikke træt! Du vil bare gerne slappe af. Det er i orden.’ Det er hende, der bestemmer, og hun siger, at jeg ikke skal bekymre mig om resultaterne. Så jeg lader helt være med at involvere mig i den forretningsmæssige del af det.”

Ligesom han slapper af med maleriet og musikken, er skuespillet også blevet en større fornøjelse for Anthony Hopkins, efter han er kommet lidt op i årene, fortæller han.

”Jeg nyder skuespillet mere nu. Jeg er ikke længere så bekymret om resultatet. Når man er yngre, så er man meget bekymret for resultatet. Vil det komme til at fungere? Vil det blive en succes ved billetlugerne? Vil det være det sidste, jeg laver? Jeg er fri for alle den slags bekymringer nu.”