Hjemløse tanker

Egentlig skulle Ditte Haarløv Johnsen have lavet en undervisningsfilm om unge hjemløse på 30 minutter. På bestilling af det lille produktionsselskab Nature & Science, der havde fået penge til projektet fra Egmont Fonden.

Det var aldrig meningen, at hun nærmest skulle blive én af de hjemløse, som vi i Hjemløs lærer at kende ved deres fornavne: Emil, Nuka og Norto.

Det stod heller ikke i opdraget, at hun skulle leve med dem i deres sønderskudte liv, med fire flakser vodka om dagen, rysteture, bræk, musik, håb — og vold.

Forklædt som billetkontrollør
Men det var præcis, hvad der skete.

For når den spinkle kvinde med det viltre hår og de store runde øjne laver film, tager hun ikke bare sit kamera, men hele sin person med ind i de medvirkendes liv.

”Jeg finder personerne, filmer dem, klipper og laver lyd på syv uger,” sagde hun optimistisk til produktionsselskabet, men indså hurtigt, at det var helt urealistisk.

Historien var større, vigtigere.

”Jeg forsikrede i ny og næ selskabet om, at det gik godt. Det var ret vanvittigt,” siger Ditte Haarløv Johnsen, som mødte en af sine medvirkende, Norto, på S-toget.

”’Kom med, kom med, vi skal ud og finde min ’lillebror’ — det kaldte han sin ven Emil — og så hoppede vi på toget. Selvfølgelig uden billet. Men Norto havde scoret en orange DSB-vest, så han gik rundt og bad om at se billetter. Folk troede på ham, og snart kom han tilbage med syv billetter. Midt i den københavnske hverdag var det ret befriende.”

Up close and personal
Omsorgen for mennesker, der ikke har hører til nogen steder, ligger meget dybt i 33-årige Ditte Haarløv Johnsen. Hun genkender følelsen af fremmedhed og rodløshed, for hun er selv vokset op i Mozambique, hvor hendes forældre arbejdede som ulandsfrivillige.

I dag, hvor hendes forældre er skilt, bor faren i USA og moren stadig i Mozambique, mens Ditte Haarløv Johnsen har base i Danmark, men ofte besøger Afrika.

Kortfilmen Sisters (2003) om udstødte homoseksuelle mænd i Afrika blev hendes billet til Den Danske Filmskole. Fire år senere tog hun afgang med One Day, som måske er den allerbedste film, der er kommet fra Filmskolens tv-linje, som blev oprettet i 1992.

Filmen, som er udgivet med Ekko #43, skildrer en ghanesisk prostitueret i København, der i mobilen skiftevis modtager kundernes bestillinger og taler med sin datter i Afrika. Billedsiden består udelukkende af nærbilleder, som gør portrættet intimt og erotisk, men samtidig bevarer hovedpersonens anonymitet. Vi er på alle måder up close and personal.

Derude, hvor det er farligt
Da hun startede på Hjemløs, tog hun ud på herbergerne, værestederne og gadens fristeder, hvor hun genopdagede sin by.

”Jeg havde helt vild optur over at se den side af København, som jeg godt vidste fandtes, men aldrig havde dykket ned i på den måde. Der var afrikanere, polakker, hele det der multikulturelle liv, hvor alt er meget hårdt tegnet op.”

”Jeg følte mig meget hjemme, men også fascineret og skræmt. Det har helt klart været en drivkraft at overvinde mig selv, min egen generthed, og presse mig selv derud, hvor det er lidt farligt.”

Den første af de tre medvirkende, hun møder, er Emil. Han tager hende med til en socialrådgiver, der giver ham en plads på en afvænningsklinik i Hobro. Men dagen før afrejsen stikker han af i den vildeste rus, og det er Ditte, som næste morgen finder ham og sørger for, at han kommer af sted.

”Fra dokumentarinstruktør til socialpædagog,” konstaterer Emil med et smil.

Flytter ind på Slottet
Mens Emil er væk, begynder Ditte Haarløv Johnsen at se mere til Norto, som hun mødte i S-toget.

”Norto blev jeg dybt fascineret af. På trods af smerten har han en evne til at få folk til at grine og slappe af. Og han har en stærk grønlandsk identitet. Totemdyrene, isbjørnen og ørnen, passer på ham, og han har det godt på jorden, for som han engang sagde: ’Det er jo den samme himmel, vi ser alle sammen, uanset om man bor i Hellerup eller på gaden.’”

”Sådan nogle ting kan han finde på at sige, mens han er fuldstændig langt ude på den fjerde flaske vodka. Han har en utrolig selvindsigt midt i det her kaos og en overlevelsesdrift, som er helt vild.”

Hun flytter sammen med Norto ind på ”Slottet”, som de hjemløse ironisk kalder stedet. Det er et nedlagt posthus på Amager, hvor også filmens tredje hovedperson Nuka bor. Ditte hægter sig på deres hverdag og hænger ud med dem på Kultorvet, Christianshavn, herberget Sundholmen, Blågårds-kirkens morgencafé, i metroen.

Vold under overfladen
”Jeg kan ikke lave film på andre måder. Det ville være for kynisk at skildre sådanne liv uden personligt at gå helt ind i det. Det, der driver mig, er selve mødet. Jeg vil mærke menneskene, deres frygt, drømme og håb — i den proces er filmen sekundær,” fortæller Ditte Haarløv Johnsen.

Dagene går med druk, joints, ballade og bræk hver morgen. Der er også altid en guitar i nærheden, og musikken bliver en indgang til den fremmede verden, som er fuld af livsbekræftende spontanitet. Nuka cykler lange ture for at glemme sin ekskæreste, stopper en dejlig pige på gaden: ”Hvordan kan det være, du ser så godt ud i dag?”

Men der er også volden, som er en naturlig del af miljøet.

”Eksplosionen venter hele tiden latent under overfladen, dopet med psykofarmaka og litervis af portvin,”står der i den dagbog, instruktøren fører gennem hele forløbet.

Dobbelt agenda
Når Norto sidder på trappen til perronen på Nørreport Station og spiller guitar, passerer folk ham. De ignorer ham og hans glade hilsner. Der er mange blikke og meget få ord.

Det er den distance, Ditte Haarløv Johnsen vil til livs med sin film. Hendes metode er at nedbryder grænsen mellem ”dem” og ”os”.

”Natten har en ro i uroen. Opløsning af konturer. Rastløshed. Verden udenom er grim. Han spiller guitar. Kysseafstand er godt,” skriver hun i sin dagbog.

Men metoden er omkostningsfuld. Hun forelsker sig i Norto og han i hende. Et umuligt forhold. I hendes dagbog optræder frustrerede tanker: ”Pis og lort Ditte. Meget uprofessionelt. Er jeg et dårligt menneske? Det håber jeg ikke.”

”Jeg var så meget inde i hans liv,” fortæller hun. ”For ham handlede det ikke om filmen, det handlede om at være sammen med mig. Og for mig handlede det om begge dele. Det handlede om mennesket, men også om filmen. Det er den der dobbelte agenda, som er svær at balancere, når mennesker har det hårdt på den måde,” forklarer instruktøren.

En dag koger det over. Hun får tæsk.

Vred og jaloux
”Norto var gået i vrede fra Kultorvet, fordi jeg ville filme med Emil i stedet for at tage med ham tilbage til lejligheden. ’Filmluder’ og ’jeg vil aldrig se dig mere’, råbte han og skred. Så tog jeg hjem til ham for at forklare: ’Hør lige her, det var ikke ... jeg holder mindst lige så meget af dig, som jeg holder af Emil, men jeg er jo altså ved at lave en film.’ Det var der, det glippede.”

Stemningen i lejligheden, som Norto havde fået tildelt af kommunen, er ekstra trykket i sommervarmen. Norto sidder sammen med Emils kæreste Dorthe, som også er vred og jaloux på filminstruktøren.

”Jeg havde før oplevet, at Norto havde været fysisk over for mig. Det er jo det sprog, der bliver talt. Men da jeg kom op, begyndte de sådan: ’Nå, hvad vil du, hvem er du?’ og ’Jeg smadrer dit udstyr, jeg smadrer dit kamera’. Og så begyndte de at slå.”

På et lavere blus
I hendes dagbog ligger der et polaroidfoto, som blev taget umiddelbart efter episoden. Det er svært at se, at det blege ansigt med sæbeøjet er Ditte Haarløv Johnsens.

To uger efter episoden finder hun dog tilbage til sine hovedpersoner.

”Nuka ringede og sagde, at Norto græd og græd, fordi han var så ulykkelig over det, han havde gjort. Det endte med, at jeg begyndte at se dem igen, stille og roligt. På et lavere blus.”

Faktisk er meget af filmen blevet til efter episoden.

”Før havde Norto og jeg haft mange intime samtaler, og han fortalte mig meget mere, end han havde fortalt noget andet menneske. Men aldrig til kameraet. Det virkede, som om han havde truffet et valg og besluttet sig for at være med i filmen.”

Hjælp fra Filminstituttet
I de perioder, hvor volden og rådvildheden huserer, finder Haarløv Johnsen støtte hos fotografen Minka Jakerson, der har optaget halvdelen af filmen.

”Uden Minka ville jeg aldrig kunnet have lavet filmen færdig, og så havde jeg nok hængt på gaden endnu. Hun fungerede som en terapeut for mig, én jeg kunne læne mig op ad, og som kunne berolige mig.’”

Da optagelserne slutter i juni 2009, er pengene fra det oprindelige undervisningsprojekt for længst brugt op. Instruktøren har selv arbejdet gratis, men der skulle betales løn til klipper, fotograf og lydfolk. I elvte time springer Det Danske Filminstitut til og giver filmen støtte, så den kan gøres færdig.

Den største inderlighed
”Jeg censurerede mig selv meget i starten af optagelserne. Der var så mange grimme situationer, der var så megen vold ... ubehageligheder, dumheder, og jeg tænkte: ’Det vil jeg altså ikke have med i filmen.’ Men øjeblikket efter så skiftede det, og så blev det bare den største inderlighed og kærlighed. De der skift var super svære at forudse, så jeg endte med bare at filme hele tiden.”

I starten gør Ditte Haarløv Johnsen sig mange æstetiske overvejelser. Men hun bliver hurtigt nødt til at erkende, at filmen kun kunne laves på virkelighedens præmisser.

”Jeg måtte bare følge hurtigt efter med mit kamera, så det blev æstetikken. Dog havde jeg den grundregel, at nærhed var godt. Fokus skulle i alle scener være på de hjemløse — også i scener med behandlerne, som så er uden for kameraet.”

I klipperummet skal de tusinde fragmenter samles til en film. Det er selvsagt et stort arbejde, som indebærer svære etiske valg.

”Hvis publikum skal kunne forholde sig til råheden, så er de også nødt at kunne se den med egne øjne. Men samtidig har det været vigtigt at balancere råheden med varme og indlevelse, så man kan se, hvem de er som mennesker.”

”Det er først og fremmest takket være min klipper Jeppe Bødskov, at det lykkedes at sortere fragmenterne. Med sit klare og usentimentale blik på materialet forstod han at skære ind til essensen, der hvor jeg selv var forblændet af, at være så dybt begravet i alt det der skete uden om.”

Tragisk dødsfald
Selvom optagelserne er færdige, holder hun kontakten med sine hovedpersoner. Mens hun endnu sidder og klipper i sensommeren 2009, skriver hun breve til Emil, der er blevet indsat i Vestre Fængsel. Og hun hjælper Norto, da han vil på en tur tilbage til Grønland.

”Jeg beder hver dag til, at rejsen hjem vil gøre ham godt. At han vil lade sig selv mærke kærlighed og lukke dæmonerne ud.”

Pludselig sker der en tragisk ulykke. Nuka bliver fundet død en tidlig morgen på Sundholmen, hvor han sidder på en trappeafsats, lænet op af metalgelænderet. De troede han sov, men han var blevet kvalt i sit eget bræk. Ditte Haarløv Johnsen er knust og overvejer et kort øjeblik at droppe filmen.

Men hun overvinder sorgen og optager, hvad der er blevet en filmens mest bevægende scener: begravelsen af Nuka. Hans grønlandske familie er kommet til Danmark, og her går det op for os, at ligesom det er den samme himmel, vi alle kigger op på, så har de hjemløse også en familie — ligesom os.

Systemets fallit
Instruktøren har aldrig haft en politisk hensigt med Hjemløs. Hun interesserer sig for menneskene og deres historier. Men arbejdet med filmen har givet hende indblik i, hvordan Danmark har svigtet grønlænderne.

”Lande som England, Frankrig og Portugal har indset, at de har en aktie i de tidligere koloniers historie. Det har Danmark ikke. For os er Grønland et problem, som grønlænderne selv skal tage sig af,” siger Ditte Haarløv Johnsen og tilføjer, at det danske socialsystem heller ikke slår til.

”Jeg ser et system, som har spillet fallit. Det er et system for systemets skyld, ikke for menneskenes. Der er heldigvis nogle enkelte, som gør en fantastisk indsats, men for de fleste er en fyr som Norto jo bare en sag, der skal overstås. Der er en manglende forståelse for, hvor de kommer fra, og hvad de kan. Igennem hele deres liv er de aldrig blevet hørt, og den historie gentager systemet bare.”

Det sociale engagement er også udgangspunktet for Ditte Haarløv Johnsens næste filmprojekt. Hun har været på researchrejse til Mauretanien, hvor over 20.000 mennesker hvert år håber på få et lift til Europa via De Kanariske Øer.

Og som hun konstaterer:

”Det er en absurd verden, vi lever i, hvor mennesker sætter deres liv på spil, for at komme til det de tror, er paradis.”

Hjemløs bliver vist på Cph:Dox den 7., 10. og 12. november.