Hjemvendt med store følelser

Vi starter med en leg.

Kasper Torsting har med I krig & kærlighed skabt et patosfyldt drama om en mand, der vender hjem fra Første Verdenskrig for blot at blive indrulleret i et trekantsdrama. Hjemme på Als finder han nemlig ud af, at hans kone har haft svært ved at køre den lokale mølle rundt uden hjælp fra en tysk general – som forventer noget til gengæld.

Strygermusikken danser hen over mulden, mens Sebastian Jessen og Rosalinde Mynster i rollerne som soldaten Esben og hans kone Kirstine kæmper for at holde sammen på deres menneskelige værdighed. Tyske Tom Wlaschiha agerer tredje møllehjul i intrigen.

Men for at finde ind til, hvad Kasper Torsting prioriterer, starter vi med en lille selskabsleg, hvor instruktøren får to valgmuligheder og skal svare inden for et enkelt sekund.

– Venner eller fjender?

”Venner,” siger Kasper Torsting og smiler.

– Fiktion eller virkelighed?

”Øhm, fiktion.”

– Krig eller kærlighed?

”Kærlighed.”

Krigen som et spejl
Vi skal altså tage udgangspunkt i følgende temaer: venskab, fiktion og kærlighed.

Umiddelbart tre overraskende valg. Dels fordi der nok ville være flere slag i den filmiske bolledej, hvis valgene var landet på ”fjender”, ”virkelighed” og ”krig”. Og dels fordi Kasper Torsting med disse valg distancerer sig markant fra det billede, man ellers har af ham.

Instruktøren ligner nemlig en klon imellem B.S. Christiansen og en intellektuel med sin nedbarberede isse og sit modne fuldskæg, imens han har inviteret på interview på en hip og tilbagelænet kaffebar på Vesterbro i København.

Kasper Torsting er spillefilmdebutant, men han har i efterhånden en del år fungeret som særdeles skarp dokumentarfilminstruktør, efter at han i 2001 blev uddannet på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje. Siden har han stået bag succesfilmen Rocket Brothers om bandet Kashmir og ikke mindst en bunke dokumentarfilm med krig som udgangspunkt.

Kasper Torsting skrev manuskriptet til Janus Metz’ Armadillo, ligesom han var ophavsmand til dokumentarserien Vores krig fra 2010 og instruktør bag den kontroversielle dokumentarfilm Krigsministeren, der handler om daværende forsvarsminister Søren Gade.

Men nok om alt dette. For Kasper Torsting har jo valgt ”venner” over ”fjender”, og hvorfor har han egentlig det?

”Fordi man i krig finder ud af, hvad ens værdier i virkeligheden er. Én ting er motivation og idealisme, men det, der reelt betyder noget i en krig, er loyaliteten og venskabet til ham eller hende, der står ved siden af dig,” siger Kasper Torsting og nipper til sin cortado, inden han fortsætter.

”Krig som fænomen et også godt spejl for en film. Krig er med til at definere os som nation. Hvordan tackler vi krig? Hvordan tackler vi de mennesker, der kommer hjem? Krig er en spejling af det kendte og hjemlige, og samtidig siger krigen noget om, hvordan vi behandler vores venner og fjender i pressede situationer.”

Klar til hundredeårsdagen
I krig & kærlighed er frit baseret på Karsten Skovs roman Knacker fra 2013, som så igen er baseret på sønderjyske oplevelser under Første Verdenskrig. Filmen blev skrevet, skudt og klippet på kun halvandet år, fordi producent og manuskriptforfatter Ronnie Fridthjof ville have den klar til hundredeårsdagen for Første Verdenskrig.

”Det her er den første danske, moderne spillefilm om Første Verdenskrig,” siger Kasper Torsting og fortæller, at filmen samtidig er Fridthjof Films største satsning til dato. I krig & Kærlighed har kostet 42 millioner, og pengene er blandt andet indhentet fra lokale fonde.

”Historien om jalousi og kampen for at genvinde kærligheden er et urdrama og noget, mange udsendte soldater har måttet gå igennem. Jeg har også selv prøvet at rejse en del med optagelse af mine dokumentarfilm, og når jeg er kommet tilbage igen, har også jeg skulle tilpasse mig hjemmefronten. Derfor rejser filmen altså også universelle spørgsmål,” siger Torsting og forklarer, at kernen i I krig & kærlighed i langt højere grad indeholder mennesker end krig.

”Første Verdenskrig er en tid, hvor den gamle verden møder den nye. Vores fokus er mennesket og ikke krigen, men mennesket skal også finde sig til rette i en verden, der forandrer sig. Mine egne rejser ud i brændpunkter har gjort mig nysgerrig på mennesker frem for på krig,” siger instruktøren og læner sig frem i en tanke.

”Krig kan hurtigt blive en kliché for de mennesker, der ikke kender til krigszoner. Der er meget menneskelighed og glæde derude, og de pårørende derhjemme frygter nok mere døden, end dem, der er i krig, gør. Samtidig udvikler mennesker sig med raketfart, når de er i krig, og derfor bliver de også ofte set skævt til, når de kommer tilbage. Unge mænd er blevet meget ældre, når de kommer hjem fra slagmarken.”

Laver ikke film for at få venner
Sebastian Jessens soldaterhovedrolle er da også en langt mere distanceret end kærlig mand, da han vender hjem ved siden af sin soldaterkammerat, som er blevet lænket til en kørestol. Sådanne skæbner har Kasper Torsting mødt mange af i sin tid som dokumentarist. Men hvorfor valgte han så egentlig ”fiktion” frem for ”virkelighed” i vores lille selskabsleg?

”Målet har været at lave et kærlighedsdrama, og det havde jeg ikke lyst til som dokumentarist. Derudover ved jeg, at dokumentarfilm paradoksalt nok sjældent kun afhænger af virkeligheden. Objektivitet findes ikke, for når først kameraet er tændt, er der defineret en retning og taget en masse fravalg. Enhver fortælling består af en række prioriteringer, og virkeligheden skal næsten altid hjælpes på vej,” siger instruktøren, der dog har forsøgt at skabe en virkelighedstro spillefilm.

”Vi har truffet nogle klare valg for at dramatisere perioden. For eksempel var det mest normalt, at folk gik eller cyklede på Als under Første Verdenskrig, men det syntes jeg helt ærligt ikke var filmisk nok. Det ville blive ufrivilligt komisk, så i filmen kører de bil eller rider på heste. Det ville være arrogant ikke at være bevidst om, at vi justerer lidt i datidens virkelighed, men det er en del af den ramme, som vi har puttet filmen ned i.”

– Placerer I ikke filmrøven i klaskehøjde, når vi har set den modvind, 1864 kom i efter at have fortolket Danmarkshistorien?

”Man kan ikke lave en film for at få venner. Film er ikke matematik med lighedstegn, men skal derimod være noget voldsomt, og mine film skal helst gå all in. Som instruktør skal du ikke regne en film ud, men derimod bruge din fornemmelse. Der er sikkert nogle skønhedspletter hist og her i filmen, men fortællingens integritet er intakt, vil jeg mene.”

Mange følelser hele tiden
Noget andet, som i den grad er intakt i I krig & kærlighed, er lyden. Der er fuldt træk på basunerne, når de elskende på kryds og tværs finder ud af, at kærligheden ikke er, hvad den var inden krigen.

”Kærlighedsdramaet er trukket op med stærke farver. Vi har forsøgt at gøre filmen effektiv og underholdende, men vi har også været bevidst om, at hvis det bliver for meget, så sprænger glasset naturligvis. Der er patosfyldte scener undervejs, men vi har balanceret det meget nøje, for ellers ville det jo blive patetisk. Og det hverken håber eller mener jeg, at filmen er blevet.”

– Men hvorfor har du valgt denne balancegang, hvor der er store følelser gang på gang frem for en rolig opbygning til det store klimaks?

”Vi arbejder med en klassisk dramaturgi, der leder op imod et klimaks, men det er ikke kun i slutningen, man skal føle noget. Jeg kan lide den type film, hvor jeg bliver ramt af fortællingen fra start. Der er ingen opskrift på, hvordan man gør det, men jeg er overbevist om, at vi kan hælde godt med cayennepeber i sovsen og stadig lave en god film,” siger Torsting og sender et smil, som vender indad.

”Jeg ser rigtigt mange amerikanske film. De film, hvor jeg føler mest muligt, er helt klart mine favoritter. Dommedag nu har så meget på hjerte ud over krigsfortællingen, at den bliver ved med at give én noget. Det samme har Spielbergs E.T. Den er dybt gennemskuelig, men lykkes alligevel, fordi den skaber store følelser, og det er fedt!”

Forstrakt kærlighed
Der bliver stille et øjeblik ved bordet, så man kan høre stedets kaffemaskine brumme bønner ud. Så siger Kasper Torsting:

”Man bliver nødt til at stille sig tæt på følelserne, for at forstå dem. Det kan man gøre som instruktør, fordi det er instruktøren, som deler filmen med publikum.”

”Der findes et gammelt Goethe-citat, som har rumsteret i hovedet på mig, mens vi lavede denne film: ’Man merkt die absicht, und wirt verstimmt.’ Det er filmen og forførelsen, der tæller, så selv om vi har gennemresearchet alt, har vi alligevel på et tidspunkt truffet nogle valg ud fra en æstetisk overbevisning, der skal give publikum og ikke blot fem historikere en god oplevelse.”

– Var det også derfor, du sagde ”kærlighed” frem for ”krig”? Fordi du med filmen ikke har til hensigt at vise krigens konsekvenser, men nærmere vil undersøge kærlighedens spændvidde?

”Ja, for filmen handler basalt set om, hvor langt man som menneske kan strække sig, uden at man giver køb på sig selv og kærligheden. Krigen er i den sammenhæng katalysatoren, mens kærligheden er filmens egentlige motor.”