Hjertesorg og illegale aborter

Så er den 60'ende Cannes-festival i gang. På små to uger skal juryen finde den bedste film blandt de 23, der er i hovedkonkurrencen. Et ansvarsfuldt job, men på pressemødet anslog juryen med den britiske instruktør Stephen Frears i spidsen en munter og uhøjtidelig tone.

"Vi er ikke eksperter, vi er ikke professorer, vi er tilskuere med en subjektiv holdning," sagde det tyrkiske jurymedlem Orhan Pamuk, der sidste år modtog Nobelprisen i litteratur. Hongkong-skuespilleren Maggie Cheung supplerede: "Jeg elsker alle slags film: kommercielle, kunstneriske, langsomme, hurtige, actionfilm ... hvad som helst. Film er ikke videnskab, og jeg kan bedst lide de film, som ikke virker kalkulerede eller følger en bestemt opskrift."

Melankolske mood
Film efter opskrift kan man ikke beskylde hendes landsmand og ven, Wong Kar-Wai, for at lave. Instruktøren, der sidste år var formand for juryen i Cannes, er kendt — og berygtet — for at improvisere sig frem. I år er han tilbage i Cannes med sin nye film, My Blueberry Nights, der åbnede festivalen i går. Gensynet med Kar-Wai er ikke tilfældigt. Cannes har sine egne helte og heltinder, og festivalen har tradition for at være tro imod dem, selv når de skuffer.

Og skuffende er Wong Kar-Wais første engelsksprogede film. Popsangeren Norah Jones bærer hovedrollen som en ung kvinde, der har ondt i kærligheden og tager på en sorgrensende rejse gennem USA, hvor hun møder en række eksistenser — Jude Law, David Strathairn, Rachel Weisz og Natalie Portman — som sjovt nok spejler hendes egen tilstand.

Filmen byder på Wong Kar-Wais velkendte, melankolske mood, og den er suverænt filmet af Darius Khondji, der dyrker hele farveskalaen og med blandt andet dobbelteksponeringer og spejleffekter skaber fascinerende lag i billederne. Her understreges afstanden mellem personerne: Så nær, så fjern!

Men stil er som bekendt ikke alt. Replikkerne virker banale, den episodiske fortælling er tyndbenet, og Norah Jones savner den gådefulde dybde, som rollen kræver (kultsangerinden Chan Marshall fra rockgruppen Cat Power, der har en kort gæsteoptræden som Jude Laws ekskæreste, brænder helt anderledes igennem). 

Så længe Wong Kar-Wai holder sig indendørs, fornemmer man instruktørens særlige intimitet, men når han og filmholdet rykker ud på Route 66, ligner filmen pludselig en David Lynch-roadmovie uden dæmoni. Slutresultatet er hverken fugl eller fisk. Den magi, som kendes fra Kar-Wais mesterstykker, Chungking Express og In the Mood for Love, er desværre lost in translation.

Finchers jagt på ondskaben
Så hellere den rene, amerikanske vare, som instruktøren David Fincher er leveringsdygtig i. Han laver film inden for Hollywood-traditionen, men udvider samtidig rammerne for det klassiske filmsprog i film efter film. I dag er han i Cannes for at præsentere Zodiac sammen med filmens skuespillere, der skal kaste stjerneglans over festivalen.

Zodiac er baseret på den virkelige historie om en seriemorder, der i slutningen af 60'erne og i 70'erne skabte massefrygt i San Francisco. Morderen sendte breve med mærkelige koder til politiet, og filmen skildrer forbryderjagten, der bliver en besættelse for fire mænd: politimanden David Toschi (Mark Ruffalo), hans kollega William Armstrong (Anthony Edward), journalisten Paul Avery (Robert Downey Jr) og vittighedstegneren Robert Graysmith (Jake Gyllenhaal), der har skrevet den bog om sagen, som filmen bygger på. 

Som i Se7en og Fight Club udforsker Fincher kampen mellem godt og ondt — og især grænselandet, hvor værdierne smuldrer. Efterforskerne er drevet af håbet om at finde en forklaring på den ubegribelige ondskab, men i stedet bliver de én for én nedbrudt af morderens mentale terror.

David Fincher hører absolut hjemme i Cannes. Alene det at lave en stor studieproduktion med en historie uden løsning (morderens identitet er stadig ukendt), kræver mod og mandshjerte. Zodiac er dog ingen stærk kandidat til Guldpalmen. Dertil er den for traditionel og også lidt for omstændelig i sine detektiviske udredninger.

Styrets undertrykkelse
I fraværet af store favoritter har den på papiret svageste film lagt sig i spidsen af konkurrencen efter de første par dage.

Rumænien lyder som en filmisk udørken, men rent faktisk har rumænsk film bemærkelsesværdig fremgang i disse år. En ny generation er kommet til, og landets største filmtalent hedder Cristian Mungiu (f. 1968). Han deltager i Cannes med 4 måneder, 3 uger og 2 dage.

Filmen foregår i slutningen af det kommunistiske regime, hvor Ceausescus' terror var trængt helt ind i intimsfæren. For at øge befolkningstallet havde diktatoren forbudt aborter, og filmen er en nervepirrende skildring af en ung kvindes (Otilia) forsøg på at hjælpe sin veninde Gabita med en illegal abort (Gabita er fire måneder henne i graviditeten, jævnfør titlen). Pigerne kommer i hænderne på en kvaksalver, der pludselig kræver sex som modydelse for at fjerne barnet, og det stiller Otilia over for et vanskeligt valg.

Cristian Mungiu har i de illegale aborter fundet et fremragende billede på styrets undertrykkelse og dets konsekvenser for almindelige mennesker. Scenen med kvaksalveren (en suverænt afdæmpet Vlad Ivanov) er lige så rystende, som den er troværdig. Oven i købet har instruktøren et overraskende, psykologisk trumfkort til sidst, hvor der bliver vendt op og ned på magtforholdet mellem de to veninder.

Små dekreter
4 måneder, 3 uger og 2 dage er beslægtet med de belgiske Dardenne-brødre, der har vundet Cannes to gange (senest med Barnet, som er dvd-gaven i seneste EKKO-nummer). Filmens virkemidler er minimale. Der er ingen underlægningsmusik, dialogen er ekstremt naturlig, og filmen består af meget lange optagelser uden klip. Men enkelheden i stil modsvares af det komplekse følelsesmæssige drama, der udspiller sig på mindre end ét døgn. Scenerne står og sitrer og er umulige at forudsige, det er real time, og fotografen Oleg Mutu får i den grad grimheden og klaustrofobien frem i tableauerne, som ikke desto har en helt egen skønhed.

Pressemødet med Cristian Mungiu og hans filmhold var det indtil nu dårligst besøgte i Cannes. Her var ingen Hollywood-stjerner som trækplaster, men vi, der var mødt frem, blev bekræftet i, at ægte filmkunst skabes af indre nødvendighed. Cristian Mungiu er selv et af de uønskede børn, der blev født som følge af Ceausescus' dekret. I Rumænien har de fået øgenavnet "små dekreter". 

Det er en uskik at klappe efter en pressekonference (som journalist er man jo på arbejde), men ingen i salen kunne lade være, og det skulle undre mig, om der ikke vil være en eller flere priser til filmen — for eksempel én til Anamaria Marinca i hovedrollen som Otilia. Hun behøver ikke sige et ord. Vi ved, hvad der foregår inde i hende.