Pálmason til Cannes med sin anden spillefilm
Andrias Høgenni er ikke den eneste halvdanske instruktør, som i maj trækker i det pæne tøj og drager til Cannes i Sydfrankrig.
Også islandsk-danske Hlynur Pálmason er udtaget til parallelkonkurrencen Semaine de la Critique, som viser instruktørers første eller anden spillefilm. Janus Metz vandt i 2010 med Armadillo.
A White, White Day foregår i en afsidesliggende islandsk by. Her bliver en pensioneret politichef og far besat af at finde manden, som han mistænker for at være indblandet i sin kones død.
Det er en fortælling om sorg, hævn og ubetinget kærlighed, forlyder det i en pressemeddelelse.
Det egentlige gennembrud kom med spillefilmdebuten Vinterbrødre, der med et gennemført hvidt og støvet univers i en kalkmine udfolder et broderdrama. Filmen blev svigtet af publikum, men den vandt i 2018 ni Robert-priser og to Bodil-statuetter, blandt andet for årets bedste film.
”A White, White Day er en fortsættelse af udtrykket i mine tidligere værker,” siger Hlynur Pálmason i pressemeddelelsen om den islandsk-dansk-svenske film, som danske Snowglobe har været med til at producere.
I Cannes skal Pálmason dyste med seks andre spillefilm, heriblandt Lorcan Finnegans sci-fi-thriller Vivarium, der har Jesse Eisenberg og Imogen Poots på rollelisten, og Jérémy Clapins animationsfilm I Lost My Body.
Formand for juryen er den colombianske instruktør Ciro Gerra, der imponerede på Cannes-festivalen sidste år med Trækfugle.
Semaine de la Critique 2019
Spillefilm
Abou Leila, instr. Amin Sidi-Boumédiène
Ceniza negra, instr. Sofía Quirós Ubeda
A White, White Day, instr. Hlynur Pálmason
J’ai perdu mon corps, instr. Jérémy Clapin
Our Mothers, instr. César Díaz
The Unknown Saint, instr. Alaa Eddine Aljem
Vivarium, instr. Lorgan Finnegan
Kortfilm
Dia de festa, instr. Sofia Bost
The Trap, instr. Nada Riyadh
Ikki illa meint, instr. Andrias Høgenni
Journey Through a Body, instr. Camille Degeye
Community Gardens, instr. Vytautas Katkus
Lucía en a limbo, instr. Valentina Maurel
The Manila Lover, instr. Johanna Pyykkö
Mardi de 8 á 18, instr. Cecilia de Arce
She Runs, instr. Qiu Yang
Ultimul drum spre mare, instr. Adi Voicu
Kommentarer