Høhø-hyggelig humor om A-klassen

Skræmmehistorierne om arbejdsløshedssystemet er uden sidestykke den mest guddommelige samtidskomedie fra de seneste år. Hvis det altså ikke var så tragisk.

Et ultra-bureaukratisk system blev sat i søen af en borgerlig regering, der ellers ville skrankepaverne til livs. Livscoachende jobkonsulenter stiller så høje krav til de arbejdsløses engagement, at de ikke har tid til at søge arbejde, mens konsulentvirksomhederne tjener penge som ingen anden branche i krisen.

Højtuddannede ledige bliver undervist i, hvordan man opretter en mailkonto og fører en telefonsamtale.

Samme tone som Dagpengeland
DR2’s komedieserie A-Klassen om livet på et håbløst jobcenter er med andre ord tv til tiden.

Absurditeterne blev første gang udstillet af den nyuddannede statskundskaber Lau Aaen på en af de mest omtalte blogs herhjemme, Dagpengeland, der netop er udkommet i bogform.

A-Klassen bygger ikke på Dagpengeland, men er i ironisk tone og groteske handlingsforløb beslægtet med bloggen – og bygger ikke mindst på instruktørerne Parminder Singh og Morten BH’s egne dyrtkøbte erfaringer.

Falskt leflende chef
De blev begge færdige fra Den Danske Filmskole i 2007 og har selv gået den tunge gang til A-kasse-skranken.

Men lykkes de så med at spidde det system, de selv har haft svært ved at få luft i? Nej, desværre ikke så man klasker sig på lårene af grin eller falder bagover af forargelse.

I centrum står jobkonsulenten Ken, der er en fordansket (læs: lidt mildere) udgave af Ricky Gervais’ selvcentrerede og falskt leflende chef fra The Office.

Ken er typen, der får sine kursister til at takke nej til jobsamtaler, fordi de skal passe hans undervisning på Next Stop Job, kalder sig selv for ”jeres kompetente ven” og lader dem udfylde et ”drømmeark”, for derefter at gennemhulle alle deres forhåbninger med jovial nedladenhed.

”Det er jo et job, hvor du kan jo ikke løbe ud og tisse hele tiden eller tage en morfar,” som han siger til den lidt ældre arbejdsløse, der drømmer om at blive investeringsrådgiver.

Karriere som boligspekulant
Ole Boisen rammer fint den popsmarte friskfyrskonsulent, men i længden får man – ligesom kursisterne – nok af Kens øretæveindbydende vrøvlefraser. Han fylder vel rigeligt, hvilket muligvis skyldes, at serien er baseret på improviseret dialog, hvor de øvrige spillere ikke altid synes at få plads.

Det er derfor en lettelse, når serien faktisk retter fokus mod den brogede flok af ledige. Som når Maliks lade, lunt-naive indvandrer skifter mellem at ville gøre karriere som menneskelig instrument-imitator og boligspekulant på Tenerife.

Eller når Peter Gantzlers komplet initiativløse filminstruktør går til ynkelige yderligheder for at slippe for at skulle stå bag kassen i 7eleven, hvor han jo ellers, som Ken gør opmærksom på, kan få lov til at sige det instruktørmagiske ord ”Værsgo!” – blot med tilføjelsen: ”... en doughnut.”

Perfekt castet Mia Lyhne
Man kan uforbeholdent nyde seriens glimrende titelsekvens, der i jobcenterets flade, blå farver visualiserer samlebåndet, der udtværer ansøgernes forskelligheder og spytter dem ud som androgyne robotter.

Men der er for meget karikeret komik i A-klassen.

Kens slogan er ”Kend dig selv”, og i første afsnit forvandler han kurset til ”Job-Factor” for at gøre indtryk på sin overordnede, den kommunegrå, menstruations- og migræneramt afdelingsleder, som spilles af en perfekt castet Mia Lyhne. Det er mere fjollet end ætsende.

I Dagpengeland var begivenhederne især sjove, fordi de var sande, men A-klassens høhø-hyggelige humor betyder, at troværdighedsbarometeret for ofte peger mod rødt.

Serien er udmærket selskab som en blød dansk The Office, der i miljøskildring og stil er et oplagt forbillede. Men man får ikke den originale, spiddende samfundssatire, som jeg ellers havde stående på mit drømmeark.