Højdepunkter fra Ekko Shortlist Awards
Den 28. november løb Danmarks største prisfest for kortfilm og filmtalenter af stablen med vindere, underholdning og masser af godt humør.
En sprudlende Lasse Rimmer var vært i Bremen Teater for 400 filmelskere, der overværede et væld af talentfulde filmfolk få den anerkendelse, de fortjener. De nominerede var de bedste bidrag til den ugentlige kortfilm-hitliste Ekko Shortlist i det forløbne år.
Rimmer indledte aftenen med et par pinlige indrømmelser, og den bold greb flere af vinderne, der leverede morsomme og rørende takketaler.
Som en overraskelse dukkede instruktør Nikolaj Arcel og skuespillerne Paprika Steen, Sofie Gråbøl og Nicolas Bro op for at overrække priser.
”I skal bare ringe, hvis I mangler en skuespiller. Jeg vil gå i seng med jer alle sammen,” sagde Paprika Steen til stor moro for publikum.
Nu kan du opleve eller genopleve Ekko Shortlist Awards 2015 i en fire minutters stemningsfuld video, hvor også Ekkos chefredaktør Claus Christensen, Vinnie Who og den legendariske pølsevogn, der sørgede for natmad, medvirker.
Videoen er lavet af Lisa Svelmøe, som er uddannet på 18 Frames og selv har flere kortfilm på Ekko Shortlist.
Kommentarer