Højdepunkter på festivalen i Odense

Hvem kommer videre? 

Det er det spørgsmål, der ligger under den begejstrede summen på Odense International Film Festival, den ældste filmfestival her til lands, der er blevet et mekka for kortfilm. 

OFF er en jovial fejring af alt det, man kan fortælle på et kort format, og gang på gang bliver man overrasket over programmets originalitet, fortælleglæde og ikke mindst den skarphed, instruktørerne mestrer i det korte format. 

Hvor hurtigt kan en god filmskaber få dig til at græde? Grine? Tænke over livet? En halv time lyder grænsen her, men det er også rigeligt til at give et tværsnit af alt det, filmkunsten kan. 

Men man kan ikke komme uden om, at det korte format også er en kravlegård for fremtidens spillefilminstruktører. Og for det danske vækstlag er den midtfynske festival en kvalificerende runde i kampen om engang at kunne debutere – man møder mange Ekko Shortlist-kendinge, når man vandrer rundt på festivalområdet omkring Brandts Klædefabrik. 

En sejr i et af konkurrenceprogrammerne kvalificerer da også til kortfilmenes verdensmesterskab – Oscar-uddelingen. 

Så der er noget på spil, når priserne uddeles i morgen lørdag. Og med 111 programsatte film er der nok at dykke ned i, når man ankommer som efternøler på festivalens fjerdedag. 

Heldigvis behøver man ikke spidse ører for at finde frem til de foreløbige favoritter. I Odense hvisker man ikke i krogene. Man smækker med dørene. 

Dejmaske og kristen blodforgiftning
Den titel, der stortippes på eventyrbyens beværtninger, er Kristian Håskjolds En værdig mand. Super16-Instruktøren, hvis Forever Now meget vel kan hitte til Ekko Shortlist Awards i november, fortalte om filmens tilblivelse i et interview på hjemmesiden i maj.

Troels Lybye er betagende som bageren, der holder sin ensomhed skjult for familien, en stille eksistens, der til sidst bryder sammen i et af festivalens mest groteske billeder, når han sætter sig til middagsbordet iført en maske af dej med huller til mund og øjne.

Billedet kunne være taget fra en gyserfilm, men bliver i stedet det mindeværdige klimaks i et fåmælt og måske lidt vel afmålt familiedrama.

Så er der mere gyser over den islandske Salvation, hvor en indremissionsk husmor vågner febrilsk op på hospitalet og opdager, at hun har fået en blodtransfusion. Det er bandlysningsgrundlag i hendes kredse – sjælen er i blodet, som Katríns mand formaner hende.

Og da hun bliver udskrevet, er der da også noget helt galt. Hun får udslæt og mareridt, føler sig distanceret fra sin familie og fra sit gamle jeg. Det lykkes hende at afpresse hospitalsadministratoren til at give hende navnet på bloddonoren, og langsomt føler den pligtopfyldende Katrín, at hun også er fitness-frejdig vegetarmama. Og ateist.

Den kultagtige overtro bliver skræmmende reel i Katríns psykiske deroute, der ender makabert.

Kulturmødet i børnehaven
”Har du lige set Maja?” spørger en af de frivillige pensionister på syngende fynsk en anden i festivalens Videobar, hvor man indhente det forsømte på iPads med samtlige konkurrencefilm. ”Er den ikke bare rørende?”

Og jo, Marijana Jankovics barndomsportræt er et dybfølt og personligt portræt af at være barn mellem to verdener. Vi følger den seksårige Maja en dag i børnehave. Den lille pige er lyslevende, men også isoleret fra de andre børn.

Majas danske er stadig lidt gebrokkent, og de andre børn taler selvsagt ikke serbisk.

Da en af de dumme drenge tegner på bordet, visker Maja det rent, en trang til at gøre rent, der er med til at isolere hende og først forklares til slut. Det er en fintmærkende fortælling, der vidner om den vægt, man er nødt til at skuldre som barn i en fremmed kultur.

Billedskønt blindeteater
Den åbenlyse frontløber til dokumentarprisen er Jesper Dalgaards Weltschmerz. Åbenlys fordi den allerede har vundet en Robert, men også fordi den er et formfuldent værk, frapperende iscenesat og fragilt ægte.

Filmens omdrejningspunkt er den blinde teaterinstruktør Anna Sophie, der arbejder sig igennem et drænende forholdsbrud med en ny forestilling med sin gruppe af syns- eller mentalt handicappede.

Den Filmskole-uddannede dokumentarist Jesper Dalgaard, der også har en VR-installation på festivalen, bruger forestillingen til at formidle de livsstore følelser, der raser i den spinkle instruktør, med kunstfærdigt opstillede billeder af spillerne i tungt religiøse kostumer.

Men filmens bankende hjerte er de kloge betragtninger om livet, vennerne og kærligheden, som det lille ensemble kommer med. ”Kærligheden er jo enkel,” siger en af hendes skuespillere. ”Det er os mennesker, der gør det indviklet.” Og det har hun jo så inderligt ret i.

De små åbenbaringer
Festivalen har et imponerende højt bundniveau. Blandt de film, jeg har fået anbefalet, har jeg endnu ikke fanget bare en snert af den indbildte amatørisme, der vist får nogle filmfans til at holde sig fra kortfilm.

De få skuffelser har været retningsløse, men kompetente historier.

I den danske Alting har en begyndelse undersøger tre piger med gynækologiske redskaber sig selv særdeles nært, og selv om det også har en belærende charme, rykker hverken pigerne eller publikum sig i filmens lange tyve minutter.

Tilsvarende med den georgiske Prisoner of Society, hvor den transkønnede Adelina har svært ved at overbevise særligt sin konservative far om, at hun ikke hedder George. Desværre er dokumentarens familieinterviews er for lille et middel til så stort et emne.

Den mexicanske Lucha byder på knoglebrækkende action, der får alle kroppens gamle sår til at smerte, også selv om historien er noget macho-opblæst nonsens.

Og den svenske Schoolyard Blues fejler såmænd ikke andet, end at dens historie – om en hårdtslående bror, der lærer sin spagfærdige lillebror at begå sig i skolen – let bliver overskygget af mere frembrusende fortællinger.

Som nu den sprudlende spanske Black Label, en klejn fortælling rundet af flamboyant middelhavstemperament.

Her møder vi den blaserte tankpasser Erik, der kun liver en smule op, når hende den mørkhårede med den kønne kjole og det smukke smil kommer op til ruden.

Lige indtil tre kvinder i farverige kjoler med regnbuestrålende pailetter og matchende masker stiller sig op foran tanken og begynder at danse – perfekt synkroniserede. Æggende, bydende og forførende op til den stakkels tankpasser, der ikke helt ved, hvad han skal stille op.

Så trækker en af dem en pistol. ”Det er et røveri, din idiot!”

Animationsfilm imponerer
Man kommer hurtigt vidt omkring, men man når betydeligt længere ud, når man sætter fantasien helt fri i animationsprogrammet. Indtil videre er det her, jeg har fundet festivalens største oplevelser.

I et program af smågode kortfilm var det den franske The Night of the Plastic Bags, der fik mig til at sætte mig op i sædet.

Den forrykte skrukke Agathe vandrer målbevidst igennem kystlandskabet tæt ved Marseilles, på vej mod sin eks Marc-Antoine. Hun vil have sæd. Hun vil have en baby. Men det er dårlig timing, for hun er dårligt nok nået frem, da de festglade mennesker i sommernatten bliver angrebet, kvalt, ædt af flyvende plasticposer!

Der er rendyrket survival horror over konceptet, der må siges at være aktuelt, hvor plastic slet og ret tager hævn på menneskeheden. De søger tilflugt i et kosteskab, men på hylden over dem snerrer rullerne med plasticsække!

Så outreret en historie kunne let blive komisk, men instruktør Gabriel Hare skaber en reel og poetisk undergangsstemning.

En halvtredser på den!

Noget tilsvarende lykkes for tyskeren Malte Stein med Flood, et betontungt mareridt, der maner en ængstelighed, der går helt ind under huden. Vi følger en spag knægt, hvis mor trygler ham om at blive hjemme, og hvis venner tvinger ham til at komme ud til natklubber, hvor alle danser med udhungrede vanvidsmasker og en forbistret mine, der vidner om sjælens yderste desperation.

Det er et ekstremt dårligt syretrip, men en grum fornøjelse.

Der er også noget dybt syret over både danske Bacchus, der stammer fra det viborgensiske animationscentrum The Animation Workshop, hvor en kvinde følger den romerske festgud Bacchus med ud i baglokalet på en døsig bartur med vennerne.

Og Lorenz Wunderles farverige Coyote udspiller et mytologisk hævndrama, hvor en familie af prærieulve slagtes af fuldvoksne ulve. Den yngste hvalp bliver på forunderlig vis en menneskelig vognchauffør og hævner sig på ulvene (de er nu biker-bøller) ved et ørkenforblæst vandhul.

Der kastes store idéer mod lærredet på OFF. De fleste bliver siddende.