Højskolefilm dyrker virkelighedens store følelser
Til og med 27. januar kan du se syv friske talentfilm fra Filmhøjskolen Møn eksklusivt på Ekkos hjemmeside. De emmer alle af fortælleglæde og kærlighed til filmmediet.
Fem ud af syv film er skabt i virkelighedens genre.
Højskoleeleverne kommer imponerende vidt omkring fra de nære fortællinger om højskoleliv og øen Møn til et portræt af to sprælske shamaner og en vild kunstfilm.
Dog er det især hverdagens store følelser – udfoldet på forsigtig eller ekspressiv vis – der lader til at have optaget årgangen mest.
Se filmene her.
Intenst fællesskab
Med undervisere som Ekko Shortlist-vinderen Kerren Lumer-Klabbers (Papapa) og manuskriptforfatteren Mads Rosenkrantz Grage (Yes No Maybe) er skolen blevet et stærkt dansk alternativ til European Film College – ikke mindst for dem, der foretrækker et enkelt højskolesemester frem for to.
Højskolen byder velkommen til et nyt hold den 19. januar og har stadig ledige pladser.
Det nye hold kan meget passende starte med at se efterårsholdets film.
Shamani er et portræt af to mænd, der dyrker hver sin form for shamanisme – grønlandsk og amazonisk. På trods af den specielle fællesinteresse har mændene vidt forskellige forhold til brugen af euforiserende stoffer.
I Når vi bliver til én handler det om at gå på højskole, der for de fleste er en velsignelse, men samtidig også et udmattende intenst fællesskab.
Derimod stiller I Danmark er jeg (ikke) født skarpt på, hvordan det føles at stå uden for fællesskabet. På lydsiden høres indvandrere, der kæmper med at få deres danske statsborgerskab, mens billedsiden driller med idyllisk dansk kultur og natur.
Forelskelse og jalousi
Højskoleleverne dyrker det nære i At fortælle folk om sin ø, hvor en mangfoldig flok mønboer inviterer kameraet ind i deres hjem og fortæller om alvoren i tilværelsen og det, der binder øfolket sammen.
Endnu mere intimt bliver det i På et pigeværelse, hvor unge kvinder taler om forholdet til kærlighed i alle afskygninger. Filmen er også en hyldest til de vigtige samtaler under forberedelserne til festen, der ofte er en større oplevelse end selve festlighederne.
Dramaet Den blinde vinkel fortæller historien om jalousi og kærlighed mellem to kvindelige roommates, der har svært ved at læse hinandens signaler.
Sidst, men ikke mindst er der den visuelt ambitiøse Skorpio, som eksperimenterer herligt med skygger og farver i historien om en kvinde, der suges ind i en skræmmende drømmeverden.
Filmhøjskolen Møn
Stiftet i 2017 og ligger i Stege på Møn.
Kan huse 36 elever, der går et semester på 22 uger.
Eleverne bliver undervist i teoretiske forløb og producerer selv film.
Se den nyeste årgangs afslutningsfilm hos Ekko.
Næste årgang starter 19. januar, og der er stadig ledige pladser.
Kommentarer