DEL 2: Hold fast i det uforsvarlige

Relativt sent i processen med denne artikelserie efterspurgte Ekkos chefredaktør en artikel om manuskriptskrivning. Jeg havde bevidst udeladt denne del af min historie, men nu kan jeg godt se, at det ville være mærkeligt at ignorere den.

Min tøven skyldes, at jeg anser manuskriptskrivning som en meget individuel proces, og i modsætning til de emner, jeg vil fokusere på senere, er den ikke bundet af filmprojektets praktiske begrænsninger: At skrive en produktionsmæssigt ambitiøs film giver ikke nødvendigvis dybere indsigt end at skrive en intim og dvælende film.

Jeg mener som sådan, at det ville være arrogant at fremlægge en manual til en skriveproces, og af den grund vil jeg – i større grad end de kommende artikler – stort set afstå fra at give råd. I stedet vil jeg trygt fortælle om min personlige oplevelse af at skrive manuskript til Søvnløse nætter.

I sidste ende er der nok alligevel ikke så stor forskel på at fortælle og at give råd. De fleste fortællinger er trods alt moralske i deres natur.

Mig og Charles
Lad os starte med at gå halvandet år tilbage til juni 2013. Det var sommeren, jeg arbejdede som guide på et gammelt slot i Norge.

Jeg havde længe planlagt, at jeg skulle producere en kortfilm her, men opholdet skulle vise sig at blive mere præget af selvudvikling end konceptudvikling.

Jeg havde for nyligt opdaget en ellers ukendt side af mig selv – en rå og nonchalant kraft, der trådte frem under påvirkning af alkohol. Jeg kaldte ham ”Charles”, og min højeste prioritet var at forenes med ham permanent.

I skoven over slottet accepterede jeg ham som en del af mig selv, og jeg gav ham frie tøjler. I alle år havde jeg ønsket at føle mig sikker, men den dag indså jeg, at man skal ud i vandet for at lære at svømme.

Det var Charles, som drev mig til at skrive et manuskript om familieliv, virkelighedsflugt og teater – emner som lå langt fra min egen livserfaring og filosofi. Processen skulle i hvert fald blive akkurat så udfordrende, som han kunne lide.

Revision og strukturering
Hjemme i København begyndte jeg at gå lange skriveture i Fælledparken. Jeg kan godt lide at gå, mens jeg tænker. Det fjerner distraktioner.

Jeg har også læst et sted, at repeterende, tranceagtig bevægelse fører til et forhøjet niveau af alfabølger i hjernen – noget, som skal være godt for kreativiteten – men det må I ikke hænge mig op på.

I parken forestillede jeg mig karakterer, dialoger og situationer, og før ferien var omme, havde jeg skrevet tre fulde udkast til min film – hvert på omkring 30 sider.

I gennemsnit ændrede jeg mellem 60 og 70 procent for hver version. Karakterer blev fjernet, scener byttet ud og dialoger raffineret. Stikordet var ”effektivisering”. Det var noget, jeg ønskede at blive bedre til.

Jeg brugte såkaldte 3x5-kort – små sedler med scenebeskrivelser som hjælpemiddel. Ved at organisere dem ud over gulvet kunne jeg ane filmens overordnede struktur.

Inspiration fra Jurassic Park
For at teste filmens rytme vendte jeg blikket mod andre film. Det var ikke højkulturelle forbilleder (selvom jeg gerne ville kunne lade som om), men nærmere eksempler på den form for fortællemæssig effektivitet, jeg søgte.

De film, jeg studerede nærmest, var Henry Selicks Coraline, Steven Spielbergs Jurassic Park og Robert Zemeckis’ Tilbage til fremtiden.

Her kan I se en sammenligning, jeg lavede mellem Søvnløse nætter og Coraline, hvor grønne streger markerer paralleller, og røde streger markerer strukturelle forskydninger.

Eftersom Søvnløse nætter er en kortfilm, og mine inspirationskilder er spillefilm, fjernede jeg sidstnævntes sidste akt og satte deres kronologiske opbygning op mod hinanden med tidsforholdet 1:2.

For overhovedet at kunne gennemføre sammenligningerne havde jeg brug for tidskoder for mit eget manuskript. Dem fandt jeg ved selv at udspille historien hjemme i min stue – med et stopur.

Sammenligningerne påvirkede ikke mit manuskript nævneværdigt, men de gav unægteligt en form for ekstern tryghed.

Konsulenternes råd og uråd
En anden kilde til ekstern tryghed kom fra konsulenter. Jeg vil gerne understrege potentialet i både at imødekomme og opsøge hjælp fra dem.

Gennem flere samtaler og efterfølgende revisioner endte jeg med et stærkere manuskript end før, og det er jeg taknemlig for. I denne proces var også producer Henrik Arnrød en uvurderlig støtte.

Til trods for – eller måske netop på grund af – konsulenternes store værdi, mener jeg, at man som ung filmskaber bør være forsigtig med, hvordan man indgår i samarbejdet.

Jeg har lært, at man bør starte en konsultationsproces med ganske konkret forhåndsviden om, hvad man vil og ikke vil gå på kompromis med.

Senere er det let at miste overblikket.

Man skal fylde sig selv
For et år siden var jeg tiltrukket af en form for audiovisuel retorik som efteraber litteraturens evne til at danse rundt om sit emne. Hvad jeg så og hørte i min fantasi, var imidlertid svært at retfærdiggøre på papir.

Samtidig med at jeg forbedrede manuskriptet i tråd med konsulenternes råd, gik det mig ubemærket hen, at jeg også var i færd med at fjerne nogle af de elementer, som oprindeligt havde tiltrukket mig og Henrik Arnrød ved projektet.

Elementer, som i al oprigtighed var unødvendige, ulogiske og til og med ødelæggende, men som alligevel var vigtige for, hvad jeg anså som mit personlige udtryk.

Det er måske netop derfor, at jeg er tøvende med at skrive denne artikel. For fremtiden tænker jeg over, om det ikke er bedst helhjertet at søge det lysbakkenske end det, som umiddelbart er ”godt” i mine film.

Eller for at parafrasere børnedigteren Inger Hagerup: ”Om det ikke er bedst at fylde sig selv både på tværs og på langs.”

Filmens vendepunkt
Vi unge filmskabere opererer i et miljø, hvor presset på at præstere kan overtrumfe vores vilje til selvudforskning. Det skal vi være opmærksomme på.

Et eksempel på en af de forbedringer, jeg gjorde, var måden en af filmens vigtigste vendepunkter blev ændret fra surrealisme til hårdkogt socialrealisme.

Den oprindelige scene, som foregik i efterårsvinden uden for Ikea, viste et møde mellem Carl og en skikkelse, han troede var hans eget selv. I den færdige film opnås imidlertid det samme resultat gennem et skænderi mellem Carl og hans kæreste.

Det kan godt være, at den endelige version er den objektivt bedste (hvis der er noget, der hedder det!), men filmsprogligt er jeg sikker på, at jeg ville kunne have håndteret min oprindelige vision langt bedre. Den var lysbakkensk.

Skrivestilen er bestået
Efter at have skrevet i alt syv udkast til manuskriptet kunne jeg konstatere, at der var én ting, som aldrig havde ændret sig: min skrivestil.

Jeg kan godt forstå, hvorfor man tit anbefales at skrive nøgternt. Et mere farverigt sprog medfører trods alt en fare for, at fortællemæssige svagheder tildækkes med ord. I værste fald kan det føre til, at fortællingen formidles med litterære virkemidler i stedet for filmiske.

Men der er også soleklare fordele ved det farverige. Retorik kan hjælpe med at udpensle visuelle ambitioner, og et dynamisk sprog vil hurtigt kunne mane specifikke stemninger frem hos læseren.

Her er starten på en af filmens første scener, oversat til dansk:

Et farverigt sprog kan for mig at se være til nytte i arbejdet med skuespillere. Blandt andet kan det bruges til at markere særligt vigtige undertekster – som i eksemplet her.

Hvorvidt disse scenebeskrivelser kan overføres til lærredet, er irrelevant, da deres funktion er en ganske anden.

På dybt vand igen
Jeg skriver i dag på et manuskript, der er kortere, mørkere og mere abstrakt end Søvnløse nætter.

Måske er det en logisk reaktion efter at have brugt al den tid på produktionen af Søvnløse nætter. Det er dejligt med variation, og jeg har endnu en lang vej at gå for at finde min egen stemme.

Jeg kan bare håbe, at det nye manuskript vil starte en lige så lærerig rejse som denne. Jeg tænker mig i hvert fald ud på dybt vand igen.

Denne gang vil jeg gøre en ekstra indsats for at holde fast ved manuskriptets mest uforsvarlige aspekter – de små og store detaljer, som er grunden til, at jeg hele tiden vender tilbage til Fælledparken.

Vi ses måske ved andedammen.