Hollandsk allegoriker er ond i sulet

Hollands første film i hovedkonkurrencen i 38 år blev vist for pressen i formiddags.

At udtagelsen ikke bare er en høflig gestus over for det upåagtede filmland, viser Ekkos interview med programlægger Thierry Frémaux i det nye Ekko-nummer, hvor han netop fremhæver Alex van Warmerdams film.

Borgman er den hidtil mest originale i hovedkonkurrencen – en kulsort allegori og samtidig et spændingsfyldt, indimellem urkomisk, drama.

Dyriske drifter
Camiel Borgman bor i en hule i skoven og ligner også en hulemand med sit store skæg og viltre hår. I filmens første scene finder tre bevæbnede mænd, deriblandt en præst, hans gemmested, men Borgman når at flygte, samtidig med at han via mobil (mere hulemand er han ikke!) varsler sine to venner, der åbenbart har deres egne underjordiske huler.

Borgman ringer på et stort hus for at få et bad, men han bliver brutalt smidt ud og banket af manden, mens konen ser på. Borgman giver dog ikke så let op, og gradvist trænger han med sine to venner ind i familiens villa, der også huser ægteparrets tre børn.

Hvem er han? Hvad vil han?

Filmen udvikler sig til et grufuldt drama, hvor adskillige mennesker ender deres dage på bunden af en sø med hovedet begravet i en spand cement. Filmen handler ikke så meget om Borgmans ondskab. Han er snarere en katalysator for det drama, der udspiller sig i familien, hvor det civiliserede lag gradvist skrælles af og blotter de dyriske drifter.

Ond i sulet
Screens anmelder beskriver Borgman som en blanding af Buñuels borgerskabssatire, Michael Hanekes gådefulde ængstelse og Roy Anderssons absurde humor. Man kunne tilføje Pasolinis film om overklassen, men også landsmanden George Sluizers Spoorloos (1988), som på tilsvarende intellektuel vis er et studie i ondskab.

”Jeg læste noget om Marquis de Sade – at vores hjerne er meget større, end vi tror, og at der findes en masse rum, som vi aldrig har været i – rum, hvor der foregår væmmelige ting,” sagde Alex van Warmerdam ved den efterfølgende pressekonference.

”Det har nok noget at gøre med, at jeg er blevet ældre. Nogle bliver mildere med alderen, men jeg bliver mere og mere ond i sulet.”

Mobiltelefoner er dårligt drama
Instruktøren vil ikke fortolke sin film. Handler den om tomheden i rige menneskers liv?

”Jeg forsøger ikke at lægge betydning ned over filmen, så tilskueren har mulighed for at skabe sig sin egen fortolkning. I starten siger kvinden, at vi er så privilegerede, at vi er nødt til at blive straffet. Det er en hentydning til det vestlige samfund – at vi fortjener folk som Camiel til at straffe os for vores lykke. Men det er en antydning, ikke selve meningen med filmen.”

Filmen har kostet 3,2 millioner euros (24 millioner danske kroner), fordi dens hovedlocation – et stort, moderne hus, der befinder sig i en skov – er opbygget i et studie.

”Når jeg skriver, forestiller jeg mig straks, hvordan det skal se ud. Hvis location er anderledes, end jeg igennem flere måneder har forestillet mig, bliver jeg forvirret.”

”I mine første film havde jeg et dogme om, at der ikke skulle være cigaretter, telefoner eller træer. Jeg synes, at telefoner er en svaghed i dramaer. Men denne gang har jeg med vilje brugt mobiltelefoner. Fordi jeg hader dem, så tvinger jeg mig til at bruge dem.”

Uhygge i solskin
Borgmans tematik og handling er mørk, men hele filmen er skudt i solskin – et valg, der er inspireret af Hitchcock, afslørede instruktøren på festivalens tv.

”Da Dalí lavede drømmesekvenserne til Spellbound, spurgte Hitchcock, hvorfor det altid skal være skudt i mørke, når noget skal være uhyggeligt og mærkeligt. Hvorfor ikke i sollys? Det tænkte jeg på, da jeg lavede filmen, og derfor skød jeg den hele i sol og sommer,” sagde instruktøren, der også traf andre for ham usædvanlige stilvalg.

”Det er første gang, at jeg bevæger kameraet, uden at der er noget, som bevæger sig foran kameraet. Det er imod min indre struktur. Men jeg kan godt lide det. På samme måde har jeg i denne film et zoom. Folk siger, at det er gammeldags. Men i gamle film, hvor der var en indianer i baggrunden, så brugte man zoom.”

Beckett-fortælleform
Borgman er Alex van Warmerdams ottende spillefilm, men ingen af dem har fået premiere i Danmark, hvor den 50-årige instruktør er et helt ukendt navn.

Han er dog en markant kulturskikkelse i Holland. Han er uddannet fra Den Grafiske Skole i Rotterdam og har i årtier stået bag musikteatertruppen Orkater og teatergruppen Den Mexicanske Hund sammen med sin bror Marc. Marc van Warmerdam er også producer på Borgman, mens en anden bror, Vincent van Warmerdam, har lavet musikken.

”De kommer fra en katolsk familie og har brudt den katolske mur fra deres barndom ned. De er på venstrefløjen, og der er helt klart noget subversivt over det, de laver,” fortæller danske Tine Mosegaard til Ekko lige efter verdenspremieren.

Hun er co-producer på filmen.

”Alex kommer fra den absurde teatertradition og henter meget af sin inspiration fra sådan noget Beckett-agtig kunst. Det er en helt anden fortælleform, end man normalt ser herhjemme, og det tiltalte os meget. Hans tidligere film kommenterede meget specifikt på den hollandske folkesjæl, men den nye er mere universel,” siger Tine Mosegaard.

Sindssygt manuskript
Hun blev involveret i projektet via et co-produktionsmarked på Rotterdam Film Festival, og siden fik Borgman flere danske islæt.

Den har fået co-produktionsstøtte af Det Danske Filminstitut.

”Det var et sindssygt manuskript. Da jeg læste det, tænkte jeg, at det ville jeg gerne se. Men det kan jo gå begge veje med den slags besynderlige historier, så jeg så nogle af hans tidlige film, som også var helt vildt underlige, men meget stramt komponerede. Det overbeviste mig,” siger filmkonsulent Steen Bille, der endnu selv har til gode at se filmen.

Djævelens værk
På rolleliste i Borgman er Sara Hjort Ditlevsen, der spiller familiens au pair-pige, og Benjamin Boe Rasmussen, som har en lille navnløs rolle i filmens åbningssekvens.

De danske skuespillere har dog ligesom publikum også selv måttet forsøge at finde mening i den gådefulde historie.

”Alex’ instruktion var meget lidt psykologisk. ’Det er bare en bande,’ var hans eneste forklaring. Jeg følte, han malede et billede. Han er meget visuel og musikalsk – og instruerer med enorm præcision,” fortæller Sara Hjort Ditlevsen.

”Der var stort set intet improvisation, og før vi gik i gang, havde han håndtegnet hver eneste frame i filmen,” siger skuespilleren om Alex van Warmerdam, hvis malertalenter er så store, at en del af filmens finansiering kom fra salg af hans sketch-tegninger til 1.000 euro stykket. Det indbragte 100.000 euro.

Benjamin Boe Rasmussen måtte have hjælp fra sin mor til at forstå filmen.

”Vi talte om den i flere dage, efter vi havde set den, og hun påpegede, at den måde, Djævelen fjerner folks sjæle på, er gennem ryggen – lidt ligesom i filmen, hvor gruppen opererer noget ind i ryggen på personerne. Der er en del ligheder mellem Borgman og Djævelen.”

Borgman forventes at få dansk biografpremiere til efteråret.