Hollywood tur-retur

I 1956 genindspillede Alfred Hitchcock sin britiske spionthriller, Manden der vidste for meget (1934), i Hollywood. Men selv om historien var den samme, blev resultatet alligevel helt anderledes.

Mange års arbejde i Hollywood havde forandret Hitchcock.

”Den første version blev lavet af en talentfuld amatør – den anden af en professionel,” har Hitchcock udtalt, men sandheden er nok snarere, at den første version var et værk af en dygtig spændingsinstruktør og den anden af en kunstner med originale ideer.

Hvor den første film var en forholdsvis banal spionhistorie, blev genindspilningen en mytisk, næsten kafkask fortælling om en uskyldig mand, der kæmper imod en fremmed og truende omverden.

I de seneste år har vi været vidne til en sand bølge af remakes i Hollywood, og det er ikke mindst europæiske film, der må holde for.

Mindre risikabelt
Spørgsmålet er imidlertid, om der er mange – om nogen overhovedet – af nutidens genindspilninger i Hollywood, der er lige så spændende som Hitchcocks. Om ikke situationen i dag snarere er den, at filmkunsten skabes i Europa, mens Hollywood tager, hvad de kan bruge – og scorer kassen.

Den hollandske instruktør og producent George Sluizer nærer ingen illusioner om drømmefabrikken.

”Det Hollywood’ske produktionssystem er totalt styret af markedskræfterne, og manuskriptforfatterne får ikke lov til at være særlig originale. Derfor er Hollywood endt i en idekrise, som man forsøger at løse ved at vende blikket mod Europa, hvor der stadig produceres originale ideer,” siger Sluizer, da vi en forårsdag i 1993 møder ham på hans store kontor i Amsterdam.

”Men Hollywood laver først og fremmest remakes, fordi det er mindre risikabelt. En europæisk kassesucces har gode chancer for også at blive et hit i genindspilningen. Med nyt materiale kan du aldrig vide dig sikker,” fortsætter instruktøren.

Privat workshop
George Sluizer taler af erfaring. Han har været aktiv i tv- og filmbranchen siden 50’erne. Blandt andet har han produceret Werner Herzogs skandaleombruste Fitzcarraldo og instrueret syv kunstnerisk ambitiøse film, heriblandt Bruce Chatwin-filmatiseringen Utz, der blev tildelt Sølvbjørnen for bedste skuespiller (Armin Mueller-Stahl) ved Berlin-festivalen i 1992.

Og hans egen hollandsk-franske thriller Spoorloos fra 1988 er blevet genindspillet i USA. Genindspilningen bærer titlen The Vanishing (Forsvundet sporløst), Jeff Bridges og Kiefer Sutherland har hovedrollerne, og filmen har kostet tyve millioner dollars – det er nitten mio. dollars mere end originaludgaven!

Instruktøren hedder også denne gang George Sluizer.

”I starten var jeg på vagt over for Hollywood – Colline Serreau og Luc Besson blev jo begge sparket ud af Hollywood – men da 20th Century Fox spurgte, om jeg ville instruere genindspilningen, vidste jeg, at de havde den rette indstilling.”

”Jeg sagde ja af flere grunde. Hollywood er filmens mekka, og en gang i livet skal man prøve at lave en Hollywood-film. Samtidig gav Fox mig chancen for at lave en slags privat workshop, hvor jeg kunne eksperimentere med at overføre min historie til en anden kultur og omvurdere rollerne med andre skuespillere. Det var jo et interessant projekt.”

Men i mødet med Hollywood lærte Sluizer mere om amerikansk filmkultur end om filmkunst, og de to versioner er da også faldet meget forskelligt ud.

Begge film tager udgangspunkt i et klassisk traume. Man er på rejse med sin kæreste, hun forlader én i et uskyldigt ærinde – og kommer aldrig tilbage!

Mysteriet bliver en besættelse for hovedpersonen, og efter års eftersøgning lykkes det ham at opspore den person, der har bortført kæresten. Men hvad er der sket med hende? Lever hun stadig? Sandheden viser sig at være mere grusom, end han i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig.

Håbefuld kultur
I Spoorloos udvikler denne historie sig til en mytologisk thriller i Hitchcock-traditionen. Filmen interesserer sig for skurkens tankegang, den skildrer et mystisk skæbnefællesskab mellem helt og skurk, og den rejser en moralsk diskussion om ondskabens væsen.

The Vanishing er derimod klassisk amerikansk gys. Spændingen er baseret på tilskuerens identifikation med helten og hans forsøg på at finde sin elskede. Og i modsætning til Spoorloos – der sender tilskueren ud af biografen med en af filmhistoriens mest chokerende slutninger – ender The Vanishing som de fleste gode amerikanske thrillere: Helten sejrer, og ondskaben udryddes.

”Mange mennesker fortalte mig, at jeg sagtens kunne bevare min kunstneriske integritet, men jeg vidste, at jeg ville blive tvunget til at ændre slutningen på filmen,” siger George Sluizer.

”Bad endings er simpelthen ikke Hollywood-endings. Vil du arbejde i filmens mekka, bliver du nødt til at straffe skurken og lade hovedpersonen overleve. Men det gælder ikke kun Hollywood, sådan er the american way of life. Amerikansk kultur er baseret på håb og optimisme, og amerikanerne er meget puritanske. De ønsker ikke at blive konfronteret med virkeligheden, men kun at se håbet. Også selv om håbet er en illusion.”

Sluizer mener, at Hollywood-filmene ikke blot afspejler denne følelse – de forstærker den også. I biografen får publikum lov til at se den amerikanske drøm overleve, og deres kontante krav til en god thriller bliver opfyldt hver eneste gang.

Kastet for ulvene
Da Sluizer drog til USA, var det ikke hans ambition at lave en europæisk film, men derimod en god Hollywood-film. Alligevel blev han overrasket over, hvor meget han skulle igennem.

Inden den endelige redigering bliver Hollywood-film nemlig afprøvet over for et nøje udvalgt publikum, der fungerer som smagsdommere. Det er de såkaldte previews.

Her får publikum tildelt et spørgeskema, hvor de skal vurdere filmen ud fra kategorierne ”fremragende”, ”meget god”, ”god” og så videre. Samtidig skal de svare på mere detaljerede spørgsmål, for eksempel: ”Hvad finder du forvirrende i filmen?” ”Ville du anbefale filmen til dine børn?”

”Jeg havde selv klippet filmen, studiet tilføjede derefter nogle få rettelser, og så blev den kastet for ulvene,” siger Sluizer sarkastisk.

Aldrig set et flashback
Preview’ene ændrede The Vanishing radikalt.

”Publikum ville have mere action og en enklere struktur. De brød sig ikke om filmens flashbacks, der efter min mening var med til at gøre den uforudsigelig og subtil. Men dommen var ikke til at tage fejl af. Én af tilskuerne skrev: ’Kill the writer who thinks backwards, and kill his wife and his kids.’”

”Unge amerikanere er simpelt hen ikke vant til at se flashbacks. Der findes nittenårige, der aldrig har set et flashback i deres liv. De er vokset op med soap-operas og film som The Bodyguard og Die Hard, og der forekommer de aldrig.”

Sluizer havde sammen med 20th Century Fox lavet tre forskellige epiloger, der afslutter filmen efter heltens endelige opgør med skurken. De blev alle vist ved preview’ene, og meget betegnende valgte publikum den, der gav størst forløsning.

”I forhold til historien er scenen temmelig ulogisk, men den gør, at publikum kan gå grinende og lettede ud af biografen. Det er en vane i amerikansk film – en meget dårlig vane. Det svarer til, at man spiller muzak til Bachs Matthæuspassionen, fordi Bach i sig selv er for voldsom.”

Taler til hjertet
Men instruktøren er ikke kun underlagt de indkaldte smagsdommere i Hollywood. Han har også mindre at skulle have sagt end manuskriptforfatteren. Inden optagelserne til The Vanishing blev Sluizers historie gennemskrevet af et af Hollywoods unge håb, Todd Graff.

Graff ændrede historien, så den kom til at appellere til et amerikansk publikum. Selv om Sluizer var uenig med ham på en række punkter, havde han dog ikke vanskeligt ved at forstå ændringerne.

”Man må tage højde for, at den amerikanske filmkultur er helt forskellig fra den europæiske – især når vi taler om mainstream-publikummet. Vi europæere er næsten lige så stille i biografen, som når vi er i kirken. Vi reflekterer over filmen, og vi er aldrig i tvivl om, at det er en film, vi ser,” fortæller Sluizer og fortsætter:

”For mange amerikanere er det virkelighed. De identificerer sig med personerne og handlingen, de jubler, de bliver vrede, de rejser sig op og råber: ’Come on, get him!’”

”Derfor måtte remaket også blive en helt anderledes film. Spoorloos er som et skakspil, hvor man skal tænke meget. The Vanishing taler mere til hjertet. Man kan sige, at vi bevægede os nedad, da vi overførte Spoorloos til Amerika: fra hovedet ned til hjertet og maven, og måske en smule længere ned.”

At være eller tænke rollen
Sluizer mener, at denne forskel også gør sig gældende for skuespillerne. Amerikanske skuespillere er method actors, de identificerer sig med rollen og lægger vægt på det følelsesmæssige udtryk. Europæiske skuespillere – især franske – er mere intellektuelle. De tænker deres roller, og de er i stand til at vurdere filmen som en helhed.

”Da Bernard-Pierre Donnadieu, som spiller skurken i Spoorloos, blev præsenteret for manuskriptet, sagde han: ’Det er en interessant historie, og min rolle er en spændende figur.’ Jeff Bridges’ første kommentar var derimod: ’Hvad er min motivation? Hvorfor er jeg blevet psykopat? Hvad gik der galt i min barndom?’”

Sluizer forklarer, at han bruger psykologien som et element i sine film. Men grundlæggende er de mytologiske.

”Jeg har ikke behov for at give psykologiske standardforklaringer, som ’hans mor slog ham som barn, og derfor …’ Jeg konstaterer bare, at det onde eksisterer, og jeg stiller publikum frit til at tænke om mine film, hvad de vil.”

”Vi er så vant til, at film foretager en skarp skelnen mellem helten på den ene side og skurken på den anden. Jeg udforsker derimod den bizarre zone, hvor tingene skifter farve, og hvor grænsen mellem det gode og det onde bliver udvisket. I mine film begynder helten at opføre sig som skurk, og skurken er tilsyneladende lige så almindelig som du og jeg.”

”Det havde Jeff Bridges svært ved at acceptere. Han ønskede at gøre skurken diabolsk – der skulle være fysiske tegn på, at han var en psykopatisk morder. Bridges ville tale på en speciel måde, gå på en speciel måde og så videre.”

Bridges får hjemmearbejde
George Sluizer bemærker, at der er noget typisk amerikansk ved denne indstilling. Man kan ikke forestille sig, at en morder ser helt normal ud. Heltene er helt igennem moralske – skurkene befinder sig på den anden side af gaden.

Det er et kodeks, siger Sluizer, som Hollywood ikke tør bryde. Fra manuskriptforfattere til skuespillere er man hundeangst for at lave ting, som på den mindste måde kan opfattes som umoralske.

Sluizer understreger, at han forsøgte at neddæmpe Jeff Bridges’ spil, men at det nok ikke helt lykkedes. Til gengæld løste han Bridges’ og de andre skuespilleres behov for psykologiske forklaringer.

”Jeg gav dem hjemmearbejde for. Jeg bad dem opfinde en fortid til deres rolle, så de kunne vokse ind i figuren. Og hvis deres historier ikke passede til min film, udelod jeg dem bare. Det viste sig faktisk, at Jeff Bridges var overordentlig fantasifuld omkring den barndom, der havde gjort ham til en psykopatisk morder.”

Denne lettere redigerede artikel blev oprindelig bragt i Politiken 24. juli 1993.