Kommentar
13. maj 2019 | 17:20

Fri os fra Hollywoods araber

Foto | Disney
Skurken Jafar i Aladdin er mere mørklødet end den gode prinsesse Jasmin, og det er ikke filmens eneste problem med arabiske stereotyper, mener Ekkos skribent.

Hollywood skaber et belejligt skræmmebillede af arabere som fjendtlige og fremmedartede for blandt andet at retfærdiggøre tortur.

Af Patricia Smollerup

Som barn var Aladdin en af mine absolutte favoritter blandt Disneys tegnefilm. Jeg elskede svæveturene i smukke landskaber på det magiske, flyvende tæppe og den charmerende fortælling om den kække gadedreng med store, brune øjne, som løber med prinsessens hjerte.

Men ved gensyn i nyere tid har mit så kære barndomsminde desværre fået et par ridser i lakken.

”Jeg kommer fra et land, fra et sted langt borte / hvor kamelkaravanerne vandrer.”

Sådan lyder første linje i den originale, engelske version af introsangen. Måske får det dig ikke til at spidse ører, men så hør fortsættelsen, der med tyk, arabisk accent proklamerer: ”Hvor de skærer dit øre af / hvis de ikke kan lide dit ansigt / Det er barbarisk / men hey, det er hjem.”

Med sammenkoblingen af ordene ”barbarisk” og ”hjem” skriver Aladdin-tegnefilmen, som snart kommer i en live-action-version, sig ind i en trist tradition for skildringen af araberen og Mellemøsten i amerikanske film og tv-serier.

Efter massiv kritik ændrede Disney senere linjen ved at skære øret ud, men det barbariske og hjemlige er stadig med i sangen.

Men det stopper ikke her.

Jasmin skal ifølge loven tvinges til at gifte sig inden for tre dage og kan ikke frit vælge en ægtefælle.

Og mens vores helte, Aladdin og Jasmin, knyttes tættere til en vestlig forestilling ved at være lysere i huden og tale flydende engelsk uden accent, har skurkene langt, sort skæg og overdimensionerede næser, de bærer traditionelt arabisk tøj og taler med en falsk, arabisk accent.

Vesten over for Orienten
I amerikanske film fremstilles araberen typisk som eksotisk, ja, måske ligefrem en trussel eller fjende. Det sidste typisk i forbindelse med terror.

Med disse beskrivelser af den etniske gruppering bekræfter Hollywood på flere måder litteraturforskeren Edward Saids tanker om Vesten over for Orienten – et område tæt knyttet til islamisk kultur. Ifølge Said er Orienten en vestlig konstruktion, der fungerer som en negativ modpol, og hvor der er skabt et billede af islam som en trussel, der symboliserer det barbariske.

Tænk blot på serie-successen Homeland, som er på vej med sin ottende sæson, hvor CIA-agenten Carrie Mathison forsøger at beskytte USA mod terrortrusler.

Selv om de nyere sæsoner har forsøgt at trække i en anden retning, er det svært at se bort fra, at særligt de første sæsoner er proppet med korrupte arabere, der ikke er til at stole på, og muslimske fjender med terrorplaner og et indædt had til USA.

Carrie må med håret skjult færdes i faretruende, mellemøstlige byer med tildækkede kvinder og vrede, aggressive mænd. Da producenten til femte afsnit bad kunstnere male arabisk graffiti på murene til det, der skulle forestille at være en flygtningelejr, skrev de: ”Homeland er racistisk.”

Det kom til stor morskab for kritikerne med i serien, da producenten ikke interesserede sig for, hvad de arabiske ord egentlig betød.

Forsvar for tortur
Andre eksempler er tv-serien 24 timer, som kom i kølvandet på 11. september og Bush’ krigserklæring mod terrorisme. Serien følger Jack Bauers arbejde med en antiterror-enhed, hvor han forsøger at beskytte USA.

24 timer forherligede tortur ved at vise det som et nødvendigt onde, og muslimerne i serien var næsten altid del af en terrorcelle.

Man kan også nævne American Sniper, der er baseret på krigs-snigskytten Chris Kyles selvbiografi. Filmen begynder med den arabiske kalden til bøn, hvilket nærmest bliver beskrevet som et faretruende varsel. Herefter viser filmen, at selv kvinder og børn med stor sandsynlighed er i ledtog med terrorister, og derfor er det sikreste at eliminere dem!

Og så er der Brad Andersons Beirut fra 2018, hvis trailer toner rent flag om de farlige arabere: ”To tusinde år af hævn, vendetta og mord. Velkommen til Beirut.”

Lad os kalde det, hvad det er: racisme. Og det er blot en håndfuld eksempler på, hvordan Hollywood skaber et negativt billede af araberne ved gentagne gange at forbinde dem med barbarisk opførsel, vold og terror.

Forfriskende helstøbt
Selvfølgelig må der gerne være en arabisk skurk, ligesom jeg ikke fornægter, at islamistisk terrorisme eksisterer. Den må gerne være et tema på film.

Det problematiske er selve dehumaniseringen og manglen på fortællinger i den anden ende af vægtskålen. Hvor er det dog sjældent, at vi får lov til at se en Hollywood-film med en helt gennemsnitlig araber, der hverken har skurkagtige tanker, er underlagt social kontrol eller er spændende på grund af sin fremmede livsstil.

Herhjemme i Norden ser vi samme tendens.

Senere på året får vi to spillefilm med arabiske terrorister i fokus. Ser du månen, Daniel baserer sig på den sandfærdige historie om den danske journalist Daniel Ryes tilfangetagen hos Islamisk Stat, mens Notat handler om terrorangrebet i København udført af dansk-palæstinenseren Omar el-Hussein.

Tidligere på året var der spændingsserien Greyzone, som også kredser om en islamistisk grupperings terrorplaner.

Men i forhold til USA er billedet i skandinaviske film og serier alligevel mere nuanceret.

Den norsk-marokkanske Sana i Skam er en forfriskende helstøbt karakter, som nedbryder fordomme og viser en teenager, der også slås med de samme problemer som enhver anden gymnasiepige.

Man kan kun håbe, at det humanistiske blik med tiden vil smitte af på de store Hollywood-produktioner.

Sang: Arabiens nat

Kommentarer

Patricia Smollerup

Født 1995 i Hvidovre.

Læser Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.

Var i praktik på Ekko i 2017.

Fast anmelder og skribent for magasinet.

© Filmmagasinet Ekko