Nyhed
14. juli 2023 | 11:55

Hollywood-skuespillere går i strejke

Foto | Melinda Sue Gordon

Christopher Nolans Oppenheimer havde verdenspremiere i London torsdag aften, men starten på skuespillerstrejken fik filmens stjerner til at udvandre midt under begivenheden.  

Amerikanske skuespillere nedlægger arbejdet ligesom manuskriptforfatterne. Det betyder produktionsstop på store film og udvandring fra verdenspremieren på Oppenheimer.

Af Frederik Hoff

Torsdag meddelte den amerikanske skuespillerfagforening SAG-AFTRA, at de amerikanske skuespillere nedlægger arbejdet.

SAG-AFTRA’s præsident Fran Drescher forklarede årsagen til beslutningen under et pressemøde torsdag. Ifølge branchebladet Variety slår Drescher på, at streaming fundamentalt har ændret forretningsmodellen i filmbranchen, men skuespillernes kontrakter er ikke blevet tilpasset.

Samtidig frygter skuespillerne, at selskaberne kan gøre brug af skuespillernes ansigt og fysik via AI.

I temaet i det nye nummer af Ekko dykker vi ned i den kunstige intelligens’ indtog i filmbranchen, hvor AI både er et nyttigt værktøj og frygtet for at overflødiggøre jobfunktioner.

Den amerikanske producentforening The Alliance of Motion Picture and Television Producers forsvarer sig med, at økonomien er for dårlig til, at de kan opdatere kontrakterne.

”Det er meget foruroligende. Vi har talt om forstyrrende kræfter i branchen og alle de udfordringer, vi står overfor. Vi er ved at komme os efter covid. Det er det værste tidspunkt i verden at bidrage til forstyrrelsen,” siger Bob Iger, der er chef for Disney, til nyhedskanalen CNBC.

Skam jer!
Fran Drescher giver ikke meget for den forklaring.

”Jeg kan ikke fatte, at de påberåber sig fattigdom, når de giver hundrede millioner af dollars til deres direktører. Det er modbydeligt. Skam jer!” siger hun.

De amerikanske manuskriptforfattere har strejket siden maj, og nu er der altså dobbeltstrejke i Hollywood.

Det er kun sket én gang tidligere, nemlig i 1960, hvor det også var forfattere og skuespillere – sidstnævnte ledet af Ronald Reagan – der gik sammen mod producenterne.

I 21 uger kæmpede de sig til rettighedsudbetalinger for genudsendelser på det relativt nye tv-medie. Nu er det et andet nyt medie – streaming – der ifølge kunstnerne nødvendiggør en opdateret betalingsmodel.

Storproduktioner stopper
Allerede kort inden skuespillerstrejken blev annonceret, begyndte den at få konsekvenser.

Under den stort anlagte verdenspremiere på Christopher Nolans Oppenheimer i London torsdag aften udvandrede filmens stjerner, Cillian Murphy, Emily Blunt, Matt Damon, Robert Downey Jr. og flere andre skuespillere.

Over for det forvirrede publikum forklarede Christopher Nolan, at skuespillerne skulle ud og male protestskilte til den strejke, der var på vej.

Udvandringen var støttet af Nolan. Faktisk blev verdenspremieren rykket en time frem, for at skuespillerne kunne nå at deltage, inden de gik.

Strejken betyder, at skuespillere, som er medlem af SAG-AFTRA, hverken kan arbejde på film, deltage i premierer eller lave interviews.

Store produktioner som Gladiator 2 og Mortal Kombat 2 må sættes på pause sammen med en række ventede serier. Hvis ikke skuespillerne, manuskriptforfatterne og producenterne finder en løsning hurtigt, kan det betyde væsentlige problemer for Hollywood.

Men også sensommerens festivaler, hvor stjernerne plejer at kaste glans over festen, kan blive ramt. Det gælder Venedig- og Toronto-festivalen, der begge finder sted i september, skriver The Hollywood Reporter.

Kommentarer

Atombomben på film

Læs om atombomben på film i Ekko #94

I flere film gøres a-bomben overraskende til noget smukt og måske ligefrem lykkebringende.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko