Ari Folman: ”Holocaust er min religion”

”Alle filmskabere har kunstnere, som de henter enorm inspiration hos, og Leonard Cohen har altid været en af de største for mig.”

Han er aktuel på udstillingen Leonard Cohen: A Crack In Everything, som kan opleves på Kunstforeningen Gl. Strand og Nikolaj Kunsthal i København indtil 13. april.

Udstillingen blev oprindeligt sat op i Montreal i Canada, hvor tretten internationale samtidskunstnere og tyve musikere blev bedt om at skabe værker, der hylder den canadiske musikers liv og værker.

”Jeg var ni år gammel, og min storesøster var atten. Hendes kæreste slog op med hende, og hun låste sig inde i flere uger, mens hun lod albummet Songs of Leonard Cohen køre tyve timer i døgnet,” fortæller 56-årige Ari Folman.

”Da min far endelig fik trukket hende ud af værelset, var hun helt tynd og deprimeret. Det var et meget stærkt minde fra min barndom, som jeg ville hylde.”

Melankolsk kvalitet
Ari Folmans værk hedder Depression Chamber og består af et sarkofag-lignende rum med en seng, som tilskueren skal lægge sig.

I loftet vises en videospejling af tilskueren, og Cohen-sangen Famous Blue Raincoat afspilles, mens animerede figurer viser sig i rummet. De begynder langsomt at tildække videospejlingen, så tilskueren ikke længere kan se sig selv.

”Han er blevet den kunstner, jeg går til, når jeg har det dårligt. Det er den melankolske og depressive kvalitet, jeg ville vise med værket. Den invaliderende depression, som jeg så i min søster,” fortæller Ari Folman.

Leonard Cohens musik er fuld af religiøse referencer, og mange af de animerede figurer i Depression Chamber er religiøse symboler med et twist.

Dog mener Ari Folman ikke, at hans følelsesmæssige forbindelse til Cohen har noget med religion at gøre, selv om de begge er af en jødisk familie.

”Jeg er ikke et religiøst menneske, og det var Cohen heller ikke det meste af sit liv. Men jeg ville have svært ved at kalde mig ateist, for på mange måder opstod min religion med holocaust. Mine forældre var ikke religiøse, og hvis de ikke var blevet anholdt for at være jøder, så havde de aldrig levet et liv, der havde noget med jødedom at gøre,” fortæller Folman.

”Den jødiske identitet blev tvunget ned over dem og dermed også over mig. Holocaust er min religion.”

Lav filmen, eller jeg dør!
Folkedrabets mest kendte symbol, Anne Frank, var en hollandsk pige, der døde i en koncentrationslejr og senere fik sin dagbog udgivet.

Anne ankom til Auschwitz samme dag som Ari Folmans forældre, men de kendte ikke hinanden. Nu arbejder instruktøren på animationsfilmen Where is Anne Frank?, som forventes at få premiere til næste år.

– Hvorfor lave en film om Anne Frank?

”Det havde jeg bestemt heller ikke lyst til! Jeg ville meget hellere have en pause fra animation og lave en let, sjov live action-film. Jeg fik tilbuddet fra The Anne Frank Foundation og afslog i første omgang,” siger Ari Folman.

”Men så talte jeg med min mor, og hun sagde, at hvis jeg ikke tog imod tilbuddet, ville hun dø af sorg tidligt morgenen efter.”

– Hvorfor var det vigtigt for hende?

”Mine forældre mødtes under Anden Verdenskrig. De var det sidste par, der blev gift i ghettoen i Łódź, og tolv timer efter blev de sendt til Auschwitz.”

”Så min familie begyndte med holocaust. Snart er der ingen overlevende tilbage, og minderne om den begivenhed vil forsvinde. Derfor er vi nødt til at finde nye måder at fortælle historien på,” forklarer Ari Folman.

”Så jeg tog opgaven på tre betingelser. Det skal være en film til et meget ungt publikum fra ti-elleve år og frem. Og selv om det er til et ungt publikum, er vi nødt til at fortælle historien om Anne Franks sidste syv måneder. Endelig vil jeg trække tråde mellem den oprindelige dagbogs skildring af holocaust og flygtningekrisen i vor tids Europa.”

Børn i krigszoner
Animationsfilmen handler om Anne Franks fantasiven Kitty, som vågner op i 2020 og ikke ved, at Anne er død. Kitty tager rundt i Europa sammen med en flygtningeaktivist for at forstå, hvad der skete med Anne, mens de forsøger at hjælpe en lille flygtningepige.

– Hvad er det for nogle tråde, du kan trække imellem flygtningesituationen og holocaust?

”Jeg mener, at det er sammenligneligt, men jeg tænker mere på ligheden imellem Frank-familiens eftermæle og nutidens flygtningestrømme.”

”De fleste af de penge, der blev tjent på dagbogen, blev givet til UNICEF for at hjælpe børn i krigszoner. Jeg vil gerne fokusere på, hvordan man hjælper børn i nutidens situation, sådan som man burde have gjort dengang.”

Israel er en apartheidstat
Med den animerede dokumentarfilm Waltz with Bashir blev Ari Folman hyldet internationalt som skaberen af en ny genre. Filmen handler om hans tid som soldat i den israelske hær under invasionen af Libanon i 1982.

Hans hjemland har siden oprettelsen i 1948 været i konstant strid med Palæstina og de omkringliggende arabiske lande.

– Hvad er din holdning til Israel i dag?

”Politisk er det en total katastrofe. Det er et apartheid-land lige nu. Og det er ikke engang, fordi der er nogen dissonans imellem regering og folket. Israelerne er dybt racistiske over for arabere og palæstinensere, så regeringen repræsenterer dem fint,” siger Ari Folman.

I 2002 begyndte Israel at bygge en barriere, som holder landet adskilt fra Palæstina. Den israelske regering beskriver muren som en sikkerhedsforanstaltning, men Ari Folman mener, at det er en raceadskillende konstruktion.

”Siden man satte muren op, har der slet ikke eksisteret noget palæstinensisk problem i Israel. Man hverken ser eller hører noget til dem, og så er man fuldstændigt ligeglad med dem.”

Løj om budgettet
Waltz with Bashir bliver ofte omtalt som verdens første animerede dokumentar, men Ari Folman har ingen interesse i selv at vende tilbage til genren.

”Animeret dokumentar kan ikke være en genre. Det er en kæmpe selvmodsigelse. Dokumentarens styrke er, at den er spontan. Med et simpelt kamera kan man hurtigt fange virkelighedens magi. Animation er det modsatte. Det er langsomt og vanvittig dyrt,” siger instruktøren.

”Siden jeg lavede filmen har stort set ingen gjort nummeret efter – med god grund. Hvem skulle finansiere det? Vi var nødt til at lave den for 1,1 millioner euros (8,22 millioner danske kroner, red.). Det er ikke i nærheden af et almindeligt animationsfilmsbudget.”

”I Cannes var jeg nødt til at lyve og sige, at den var dyrere. Ellers ville ingen tv-stationer betale, hvad den var værd,” griner instruktøren.