Holocaust-mesterværk vises i Auschwitz
The Zone of Interest har slået benene væk under kritikere og publikummer i hele verden siden premieren på Cannes-festivalen sidste år.
Mere end 36.000 biografgængere har herhjemme foreløbigt set den stærkt eksperimenterende film.
Filmen handler om Rudolf Höss – den længst siddende leder af koncentrationslejren Auschwitz – og hans familie, som lever et grufuldt normalt liv få meter fra den største forbrydelse mod menneskeheden nogensinde.
I dag får filmen, som er instrueret af britiske Jonathan Glazer, endelig premiere i det land, den foregår i: Polen.
Her bliver den vist i selve koncentrationslejren, som nu er omdannet til museet Auschwitz-Birkenau Memorial and Museum, skriver branchebladet Variety.
Filmen er i forvejen en overvældende oplevelse, og især det Oscar-nominerede lyddesign er helt unikt.
Men det bliver formentlig ekstra specielt at se værket netop, hvor Höss-familien levede deres absurde liv. 1,1 million mennesker blev dræbt i lejren, og det var også her, Rudolf Höss blev hængt for sine forbrydelser i 1947.
Selve museet, hvor den polske premiere afholdes, indgår også i filmen i en ganske speciel scene.
Instruktøren taler
The Zone of Interest er nomineret til hele fem Oscars, heriblandt bedste film og bedste instruktør til Jonathan Glazer.
Instruktøren møder selv op til den polske premiere for at introducere filmen i samtale med museumsdirektøren Piotr Cywiński samt filmens producere James Wilson og Ewa Puszczyńska og scenografen Chris Oddy.
I det nye nummer af Ekko kvitterer chefredaktør Claus Christensen med seks stjerner til filmen, som han kalder for ”et mesterværk af historiske dimensioner”.
I samme nummer tegner vi et portræt af Glazer, ligesom vi taler med den ene af filmens hovedrolleindehavere, Sandra Hüller, der spiller Rudolf Höss’ hustru.
Trailer: The Zone of Interest
Jonathan Glazer i Ekko
Stort portræt i det nye #95 af Jonathan Glazer.
Den britiske instruktør har tidligere markeret sig med Under the Skin og Sexy Beast.
Men det er med The Zone of Interest, at han for alvor træder frem som en af vor tids store instruktører med mindelser om selveste Stanley Kubrick.
Tegn abonnement og få tilsendt det nye nummer sammen med en filmgave fra Ekko.
Du kan også bestille #95 her og få det tilsendt.
Magasinet er i løssalg over hele landet.
Abonnenter kan også læse bladet digitalt.
Kommentarer