Holocaust reduceret til romantisk bagtæppe

Den 2. maj kommer en serie på den amerikanske streamingtjeneste SkyShowtime om to mennesker, der trods en stormende forelskede ikke kan få hinanden. Det er der intet bemærkelsesværdigt endsige urovækkende og forkasteligt ved.

Hvis det ikke havde været for fortællingens kulisse.

I traileren til israelske Tali Shalom-Ezers The Tattooist of Auschwitz, der er baseret på en roman af Heather Morris, sidder Harvey Keitel som en anden Notebook-pensionist og ser med tårer i øjnene tilbage på sit livs store kærlighed, Gita.

Tatovøren Lale Sokolov møder hende i en udryddelseslejr, da han skal tatovere hendes nye identitet, der består af fem cifre på armen.

Det er kærlighed ved første prik, og historien er baseret på virkelige begivenheder.

Serien er produceret af SKY Studios sammen med Synchronicity Films og består af seks afsnit, men det er alt rigeligt at se traileren.

Vi er hermed nået til en tid, hvor amerikanske produktionsselskaber kan lukrere på holocaust for at få længselsfulde singlekvinder til at købe abonnement.

Det er ikke bare taktløst og krænkende, men også en udvaskning af holocaust som advarsel. Hvem tænker ”aldrig igen”, når kz-lejren Auschwitz-Birkenau præsenteres som et sted, hvor modgang gør kærlighedsrelationer ekstra intense?

Glamour imellem pigtråden
Lale spilles af Jonah Hauer-King, der ligner en Disney-prins så meget, han allerede er blevet spottet af musseimperiet.

Som Eric i Den lille havfrue var han førsteelsker i en børnefilm. Nu bringer han lidt glamour ind mellem pigtråden i nazisternes polske Auschwitz-Birkenau, hvor mennesker blev frataget deres værdighed gennem systematisk fornedrelse, og hvor over 1,1 millioner mennesker – primært jøder – blev gasset ihjel.

Gita spilles af Anna Próchniak, en tidligere balletdanser, der ligner en model, som er barberet skaldet for at tilføje lidt kanttil det lydefri ydre.

Det er som historien om Jack og Rose i Titanic.

I stedet for et krydstogtskib er kulissen en forbrydelse mod menneskeheden sat mellem mudder og barakker. Dermed bliver holocaust benzin i en fortælling, hvis motor primært er den universelle historie om, at hjerte rimer på smerte.

Skildringen af kz-lejren er velproduceret og ”smagfuldt” Hollywood-æstetiseret. Barakkerne er stadig dystre, men mere som en virkelig dårlig spejderlejr.

Gita og Lales fangedragter klæder dem så meget, at de ser skræddersyede ud. Et gyldent lys falder perfekt på de forelskede ansigter i den danske fotograf David Katznelsons billeder, og legenden Hans Zimmers violiner løfter stemningen til stormfulde højder, som kun han kan gøre det.

På den ene af de to plakater poserer de gudesmukke hovedrolleindehavere med tårevædede øjne, som var de hyret til en Balenciaga-reklame, der får mudder til at se dyrt ud. I den anden mødes deres hænder i smug, som var det forsiden af en lægeroman. 

Man tror næsten ikke, at det kan blive meget værre, indtil man hører, at pop-ikonet Barbra Streisand har skrevet en banal ballade, Love Will Survive, der kan akkompagnere lidelserne med strygere, harpe og en klynkende stemme.

Visionen er gennemført og holocaust reduceret til romantisk bagtæppe.

Barbarisk kunst
Fremstillingen af holocaust må rumme et chok, der får os til at overveje den ondskab, vi selv er i stand til at udføre. Med hvad der sker i Palæstina lige nu, er det mere påtrængende end nogensinde.

At reducere jødeudryddelsen til en kulisse i en kærlighedshistorie er en åndelig forbrydelse.

Den kunstneriske bearbejdning af holocaust har altid rejst dilemmaer. Filosoffen Theodor W. Adorno sagde i 1947, at det er barbarisk at skrive digte efter Auschwitz.

Hans pointe var nok nærmere, som litteraturhistoriker Kasper Green Krejberg har påpeget i mediet Baggrund, at ”de kunstformer og den form for poesi, som var etableret i kulturen, var en del af det barbari, der havde ført til holocaust”.

Derfor måtte man finde nye måder at fortælle på.

Forbud mod fiktion
Den store holocaust-digter Paul Celan brugte den fremmedgørende surrealisme i sine skildringer af den ultimative nihilisme og meningstomhed som dæmningens sorte mælk, der må drikkes morgen, middag og aften.

Claude Lanzmanns ni timer lange, monumentale dokumentarværk Shoah fra 1985gør ikke brug af arkivoptagelser fra lejrene, men består af en kakofoni af stemmer, som tilhører ofre, bødler og vidner.

Dokumentarfilmens sidste skud er et kvægtog, der fortsætter ind i rulleteksterne som en advarsel om et fremtidigt holocaust.

Lanzmann var i sin levetid kritisk over for Steven Spielbergs Schindlers liste fra 1993og kaldte Oscar-vinderen for ”kitschet melodrama” og en ”deformation” af den historiske sandhed. Roberto Benignis Oscar-vindende kz-lejrkomedie Livet er smukt fra samme årti gad han i et interview med New York Times slet ikke tale om.

”Fiktionaliseringen er grænseoverskridende. Jeg er dybt overbevist om, at der er et forbud mod at skildre holocaust,” sagde han.

The Tattooist of Auschwitz må få den hæderkronede instruktør til at vænne sig i graven. Men der findes eksempler på vellykkede fiktionsfilm.

Forbilledlige værker
Ungarske Sauls søn fra 2015 og britiske The Zone of Interest fra 2023 bryder stærkt med formen.

Sauls søn skaber en enorm empati, da kameraet aldrig befinder sig mere end et par meter fra Géza Röhrigs sammenbidte ansigt, mens han forsøger at give en dreng en jødisk begravelse midt i nazisternes helvede.

At se Sauls søn giver ingen romantisk forløsning, men føles i stedet som at stirre ned i en endeløs skorsten.

I The Zone of Interest løber ægteparret Höss rundt i deres store villa, som om de er bange for at stoppe op og tænke over, at deres kernefamilies lykke er betinget af lidelserne i Auschwitz-Birkenau, der larmer bag villaens blomsterklædte mure.

Det er umuligt ikke at spejle sig i deres øvre middelklasseliv. Instruktør Jonathan Glazer inviterer sit publikum til at indse, at man potentielt selv rummer den samme banale ondskab som datidens værste nazister.

Holocaust bør behandles som en advarsel eller et testamente over menneskets afgrundsdybe potentiale for ondskab. Ikke som materiale for en popballade og et sentimentalt drama om to lækre mennesker, der gerne vil kysse, men ikke kan komme til det.