Holocaust skal være skrækindjagende

Det er svært ikke at blive chokeret af det tysksprogede Auschwitz-drama The Zone of Interest.

Ekkos chefredaktør Claus Christensen kalder filmen ”et historisk mesterværk” og tipper den allerede halvvejs igennem festivalen til Guldpalmen.

Rundt om på Croisetten i Cannes er det også den film, der oftest bliver nævnt som den foreløbigt mest imponerende i årets program.

Men engelske Jonathan Glazer vil ikke blot chokere, siger han på det officielle pressemøde. Ved at fortælle den autentiske historie om kommandantfamiliens forsøg på at leve et helt almindeligt familieliv klos op ad Europas mest berygtede udryddelseslejr vil han konfrontere os med vores kapacitet for vold.

”Det er vigtigt at skildre disse mennesker som mennesker og ikke blot som monstre,” siger instruktøren, der er bedst kendt for gangsterdramaet Sexy Beast og kultfilmen Under the Skin.

”Det er belejligt for os at distancere os fra dem. Vi afviser at kunne opføre os på den måde. Men det bør vi ikke være så sikre på.”

På ofrenes knogler
The Zone of Interest er baseret på en historisk roman af den engelske forfatter Martin Amis, der døde samme dag som filmens verdenspremiere.

Romanen handler om et tænkt kærlighedsforhold mellem en fange og kommandantens kone i en fiktiv koncentrationslejr. Men Jonathan Glazer valgte med sin filmatisering at gå tæt på Auschwitz-lejrens autentiske leder, Rudolf Höss, hans hustru Hedwig og deres fem børn.

Selv om børnene kan se flammerne stå ud af lejrens enorme murstensskorstene, fører Höss-familien et nærmest upåvirket familieliv. De er tyske pionerer i øst, som Rudolfs iskolde hustru råber ad ham, da han fortæller, at han er blevet forflyttet.

”Dette er vores Lebensraum!”

Den bizarre scene er taget direkte fra virkeligheden, forklarer Jonathan Glazer. En gartner overhørte skænderiet og afgav vidnesbyrd efter krigen.

”Hun var rasende over, at det liv, de havde bygget op ved lejren, blev taget fra dem. Der var især én replik, som blev et omdrejningspunkt for hele mit arbejde med filmen: ’De bliver nødt til at trække mig væk herfra!’”

Kommandantboligens have afgrænses af en betonmur toppet med pigtråd, og gennem hele filmen høres en vedvarende dronen af råb og slag, skud og skrig fra den anden side.

”Muren adskiller lejren fra den idyl, de bogstavelig talt har bygget på deres ofres knogler,” siger Jonathan Glazer.

”Jeg tabte kæben, da jeg så, hvor tæt deres hus var på lejren. Og den mur blev en manifestation af, hvordan vi skubber ting fra os.”

Afsenderløs film
For at undgå at publikum gør det samme, var det vigtigt for filmholdet at skabe en radikalt ny fortælling om Auschwitz.

”Vi ville undgå alle klichéer. Det er vigtigt, at vi finder nye måder at vise disse ting på, så en ny generation kan opdage dem,” siger Jonathan Glazer.

Selv om The Zone of Interest er optaget ved Auschwitz, fremstår alle kulisser og rekvisitter spritnye.

”Det er en del af vores fordomme om periodefilm, at alt skal være gammelt. Men det var det selvfølgelig ikke på det tidspunkt,” forklarer instruktøren.

Filmen er radikal i sit udtryk.

The Zone of Interest indledes med flere minutters mørke, mens man på lydsiden hører tiltagende larm, skrig og mislydsmusik af komponist Mica Levi.

Og da mørket fortager sig, er det ikke kz-lejren, vi ser. Det er en frodig eng ved en flod, hvor Höss-familien ubekymret bader en solrig sommerdag. Kameraet er trukket så langt tilbage, at det nærmest føles, som om man belurer dem.

Filmholdet satte op mod ti kameraer op for hver scene, mens Jonathan Glazer øvede med skuespillerne. Når de var klar til optagelse, trak resten af filmholdet sig tilbage til en container.

”Målet var at sørge for, at settet under optagelserne ikke skulle ligne et set,” forklarer filmens fotograf Lukasz Zal.

”Intet udstyr, intet lys og så små kameraer og objektiver som muligt. Nogle gange gemte vi kameraerne, så skuespillerne ikke kunne se dem.”

Jonathan Glazer nikker.

”For mig gjaldt det om at være fraværende. Filmen skulle være så afsenderløs som mulig.”

I Hanekes ånd
Den tilgang lægger i stedet fokus og ansvar over på skuespillerne, anført af Sandra Hüller og Christian Friedel som ægteparret Hedwig og Rudolf Höss.

Sandra Hüller er bedst kendt i Danmark for sin hovedrolle i Min far Toni Erdmann. I år er hun et af festivalens mest feterede navne med store roller i både The Zone of Interest og Justine Triets retssalsdrama Anatomy of a Fall.

Hun forklarer på pressemødet, at Glazers metode skabte et stort nærvær blandt filmens skuespillerne.

”Vores præstationer havde meget lidt med skuespil at gøre. Det handlede om at være til stede og være forbundet med hinanden, at lytte efter og vise respekt,” forklarer Sandra Hüller.

Christian Friedel er foruden en birolle i serien Babylon Berlin kendt for at spille en af børnene i Michael Hanekes Guldpalmevinder Det hvide bånd. Som ordstyreren påpeger, har den film en tematisk forbindelse til The Zone of Interest, da den handler om generationen af tyskere, der blev nazister som voksne.

”Jeg tænker på The Zone of Interest som en slags fortsættelse af Det hvide bånd. Den håndterer det anderledes, men jeg tænker meget på forbindelsen til Michael Haneke og til hans bestræbelse efter at finde ind til noget autentisk,” siger Christian Friedel.

”Nogle gange var jeg bange for at se mig selv i karakteren. I går så jeg filmen for anden gang, og jeg følte mig meget dårligt tilpas, fordi jeg i nogle af situationerne tænkte: ’Okay, sådan har jeg også af og til gjort.’ Og det skræmte mig.”

Drøm om overlegenhed
Producer James Wilson sætter tingene på spidsen ved at citere den amerikanske forfatter og borgerrettighedsforkæmper James Baldwin.

”Baldwin sagde i 1962: ’Hvide mennesker bliver chokerede over holocaust. De vidste ikke, de kunne opføre sig på den måde. Men jeg tvivler meget på, at sorte mennesker blev forbløffede. I hvert fald ikke på samme måde.’”

”Vi vil åbne for en debat om de måder, vi er mere forbundne end forskellige fra gerningsmændene bag holocaust,” forklarer James Wilson og tilføjer:

”Idéerne blev vakt af frygt, men også af drømmen om at være andre overlegne. De tanker findes stadig i dag og ikke kun hos højreekstremister. De er en central del af forestillingen om en nationalidentitet, der skal forsvares mod trusler udefra.”

”Ønsket om at tale til nutiden har været vores ledestjerne igennem projektet,” siger Jonathan Glazer.

”Alle arbejdede hårdt for at skabe en film, der ikke føles som et museumsklenodie, vi kan føle os på sikker afstand af. Holocaust skal fremstilles som noget presserende og skrækindjagende.”