Chefredaktør: Hovedet på bloggen

Så er den gal igen.

Blogger Kim Pedersen er gået i flæsket på den halve filmanmelderstand og den hele Bodil-komité.

Han anklager ”det lille café latte-drikkende københavnske kulturparnas” for at være ude af trit med borgerne, som står i kø for at grine ad Ole Bornedals røvhulshumor i Dræberne fra Nibe.

Og han mistænker Bodil for ”fusk”, når foreningen har nomineret publikumsflop som Shelley og Forældre, men overset Der kommer en dag, som solgte pænt med billetter og rent faktisk fik årets tredjebedste anmeldersnit i de fem største trykte medier.

Det har fået adskillige kritikere op i det røde felt.

Skizofreni
De begriber ikke, hvordan et seriøst medie som Ekko kan lægge platform til hr. Pedersens skriblerier. Og flere drager den konspiratoriske konklusion, at Ekko må være enige med manden og måske ligefrem fungerer som fordækt medskribent på indlæggene.

Vores énstjernede anmeldelse af Dræberne fra Nibe var den skrappeste i landet, og som min egen formand i Bodil har været så elskværdig at afsløre, så var jeg et af 30 medlemmer, der ikke deltog på nomineringsmødet – og dermed ifølge Pedersen ikke er værdig til at være medlem af foreningen.

Ytringsfrihedens prøve
Andre har forsøgt sig med en mere traditionel motivanalyse. Kim Pedersens blog er click bait, der får kasseapparatet til klinge hos et kynisk magasin!

Ak ja, hvis det bare var så vel. Men som alle professionelle mediefolk ved, så er en hjemmeside med gratis adgang ikke nogen god forretning, og selv om Kim Pedersens indlæg hører til blandt det mere læste stof, så bidrager de desværre ikke i nævneværdig grad til økonomien.

Nej, årsagen til, at vi ikke indfrier ønsket om at fjerne Pedersens blog, kan opsummeres i et enkelt ord: Ytringsfrihed. Som vi har bevist igen og igen, tager vi ytringsfriheden meget alvorligt – også når den bruges til at kritisere os selv.

For det er jo nemt nok at være tilhænger af ytringsfrihed, når det gælder polske instruktører, der bliver trådt under fode. Det er omkostningsfrit. Men ytringsfriheden står først sin prøve, når man selv er den angrebne part.

Det så vi for to år siden, hvor Danske Filminstruktører anlagde injuriesag mod netop Kim Pedersen – dog ikke på grund af en Ekko-blog, men derimod en afledt artikel i Berlingske. Sagen endte med et intetsigende forlig og en formentlig stor advokatregning til begge parter.

At journalister, der selv lever af ytringsfriheden, nu taler for at begrænse den, er så meget desto mere tragikomisk.

Havkat i hyttefadet
Det var oprindelig Ekko, der henvendte os til Kim Pedersen og tilbød ham en blog.

For det meste forholder vi os til, hvad der sker oppe på lærredet. Det er vores primære fokus, og tanken var, at Kim Pedersen som formand for Danske Biografer skulle være en anderledes stemme fra den jernindustri, som filmbranchen også er.

Det må man sige, at han har levet op til. Med en ildhu, som er ekstraordinær, ikke mindst i betragtning af at arbejdet er vederlagsfrit.

Kim Pedersen er den bekendte havkat i hyttefadet, én, der stryger læserne mod hårene og gang på gang har fået kaffen til at ryge i den gale hals – også på Ekkos redaktion. Men han har også leveret den ene interessante statistik efter den anden. Et stort arbejde, som kritiske journalister burde lave, men som man åbenbart har opgivet i disse nedskæringstider.

Kritikere har følt sig kaldet til at inddrage støtten fra Filminstituttet i debatten. Hvordan kan Ekko modtage offentlige penge, når en hårdtslående blogger som Kim Pedersen er sluppet løs på hjemmesiden? 

Hertil må vi svare, at Ekko er kritisk magasin – det står i vores vedtægter – og der ikke er nogen hellige køer, heller ikke hvis de græsser på Filminstituttet. Og det er fuldt accepteret med det såkaldte armslængdeprincip, som også gælder for aviserne, der får mange, mange millioner mere i statsstøtte end Ekko.

Når det er sagt, konstaterer vi samtidig, at Det Danske Filminstitut er enig med os i, at Kim Pedersen er en vigtig stemme i filmbranchen.

Det har direktør Henrik Bo Nielsen ikke blot sagt adskillige gange, men Kim Pedersen har også fået en række tillidserhverv på Filminstituttet: medlem af Spillefilmrådet og Oscar-udvalget, ankerperson i en af kønsaktionsgrupperne og med i styregruppen for analyse af branchens nye forretningsmodeller.

Sådan foregår det
Ekko skal være et magasin, hvor hele filmbranchen kommer til orde, og naturligvis skal der være plads til Kim Pedersen.

Åbenhed og diversitet er vigtige værdier, og derfor repræsenterer vores bloggere også forskellige sider af branchen: instruktøren Linda Wendel, producenten Regner Grasten og it-eksperten Claus Bülow Christensen.

Bloggerne lægger selv deres indlæg på Ekkos hjemmeside, og de opererer således helt uden om redaktionen. Typisk meddeler en blogger, at nu er der et nyt indlæg, og så markerer vi indlægget øverst på siden og på Facebook, som vi gør med alle andre artikler på siden.

Markeringen er vel at mærke ikke en blåstempling, men en ren og skær læserservice. Så længe indlæggene holder sig inden for lovgivningen, blander vi os ikke i indholdet.

Noget for enhver smag
Og ellers glæder vi os over, at der er noget for enhver smag.

Hvis man ikke bryder sig om Kim Pedersens statistikker og polemikker, kan man læse Linda Wendels poetiske refleksioner over filmkunsten og de kreative processer.

Hvis man savner et modspil til Kim Pedersens forsvar for biograffilmen, kan man læse Bülow Christensen, der omfavner digital streaming med stor entusiasme.

Og hvis man synes, at Pedersen har en for konservativ filmsmag, kan man læse Regner Grasten, der gerne slår et slag for lavbudgetfilm og andre innovative initiativer.

Det kan selvfølgelig blive endnu bedre, og vi er stadig på udkig efter to-fire bloggere, som kan give endnu flere perspektiver og nuancere debatten yderligere.

Og det kan også være et menneske, der står helt uden for filmbranchen, men som kan bidrage med originale meninger. En blogger skal minimum levere ét indlæg om måneden, hvilket måske ikke lyder af meget, men når man er travlt optaget af en filmkarriere, er det et ikke ubetydeligt krav.

Serveretten
Vi har meget højt til loftet, men Bodil-debatten har indimellem været for skinger og personlig. Debat er ikke en boksering, hvor det handler om at slå modparten i gulvet hurtigst muligt. Debat handler om at udveksle meninger i håbet om at blive klogere på hinanden og sig selv.

Når man som journalist eller blogger har serveretten, er det tillige god stil at give kritikerne det sidste ord og under alle omstændigheder være ydmyg over for læsere, der bruger tid og kræfter på at kommentere.

Vi opfordrer alle til at holde en sober og saglig tone og i øvrigt overholde debatreglerne. Vi er så heldige at have højt begavede skribenter og læsere, at vi ikke behøver at ende som andre debatfora, hvor enhver debat lynhurtigt bliver afsporet.

Og lad så ellers debatten rulle videre …