Hr. Film fylder 60

Det er ikke noget helt almindeligt hoved, der sidder på Peter. Inde i det befinder sig ikke blot over 100 års film, men også hele kunst-, musik- og litteraturhistorien med tilligender. Man kunne kalde det et encyklopædisk hoved, i slægt med det, der sad på de oplysningsmænd, der i 1700-tallet skabte den store franske encyklopædi. Til dem svarer også hans åndsform: vittig, skarp, elegant og frem for alt klar i sin måde at sammenfatte og formidle sit stof på.
                
Intet under derfor, at han er sit fags vigtigste ambassadør, blandt andet som yndet foredragsholder, mediernes kyndige leverandør i filmanliggender, som utrættelig hovedkraft bag først Kosmorama og nu EKKO og frem for alt som formidler af filmhistorien, dels i sine filmhistoriske værker, dels i sit meget udbredte Filmleksikon.
 
Til gengæld overlader han de mere spekulative sider af filmforskningen, teori- og metodeudvikling, til sine fagfæller. Hans område og kærlighed er filmkunsten som sådan, historisk og aktuelt, sådan som det også er kommet til udtryk i hans sommerkurser på Filmhøjskolen i Ebeltoft. Enhver, der her har oplevet Peter på slap line med forfattere og instruktører som Rifbjerg og Jørgen Leth, forstår, hvorfor kurserne nød så stor popularitet. Gennem hans impulser fik kunstnerne omsider det modspil, der tvang dem op på tæerne.
 
Peter og Trier
Også Lars von Trier, der ellers er svær at lokke ud til den slags, har været i Ebeltoft.  Men han og Peter har også et særligt forhold til hinanden, måske fordi de er lige store ironikere og drillepinde.  Først fortolkede Peter, der blev den første magister i film herhjemme, som ung universitetslærer filmkunsten for Trier. Siden har han i to bøger, hvor den første fik Weekendavisens litteraturpris, fortolket Triers film for os andre.
 
Peter er en af de få lærere, Trier har haft respekt for, og han kommer stadig til ham for at diskutere film, hente råd og stille spørgsmål. Som han siger: "Hvis jeg skal vide noget om film, ringer jeg til Peter. Han ved alt!" Selv kalder Peter sig "en slags kustode i Trier-forskningsarkivet... måske nok en chefkustode". For de mange udlændinge, der interesserer sig for Triers film, er han en uomgængelig og uhyre hjælpsom kilde.
                
Trier har også sagt om Peter: "Det er, som om han ikke rigtig tager film alvorligt. Næsten uanset hvad jeg har lavet, har han ment, at det var for sjov — selv dogme, som han ellers har hjulpet meget. Han har svært ved at vise følelser om film, men han må jo have de følelser." Og selvfølgelig har Peter det. De er jo hele drivkraften bag hans engagement i kunst- og kulturlivets brogede verden. Men han elsker legen, spillet.
 
Også genrefilmen, tv-serien har hans dybe interesse. Med den nihilist, der stikker i ham, er al kunst dybest set et spil, som han selv har demonstreret det i sin egen fiktion, Hr. Bidoulacs tavshed og Af samme forfatter, begge bøger, der karakteristisk for Peter bygger på fakta. Især i den sidste fornægter encyklopædisten sig ikke, men i en grotesk — og sine steder vanvittig morsom — manipulation med samme fakta.
                
I fædres spor
Men der er også en anden side af Peter. Som søn af dirigenten og forfatteren Gerhard Schepelern, kendt for den legendariske Operabogen, og med Kierkegaards markante modstander, biskop H.L. Martensen, som en af anerne, tilhører Peter et finkulturelt dannelsesmiljø med dybe rødder.
 
Det er dette miljø, som har udviklet hans sans for litteratur og for musik — Peter er også en mere end habil violinist og kvartetspiller — og som er baggrunden for hans vidtspændende viden, ubestikkelige kvalitetssans og ikke mindst den meget store afdeling i hans sjæl, der tilhører afdelingen for 'gesunkenes Kulturgut'.
 
Skal man virkelig opleve Peter i sit es, skal man se ham i antikvariaternes støvede magasiner, mens han trækker en førsteudgave af Ernst Jünger eller Thomas Mann ud af bunkerne — det skal nemlig helst være tysk litteratur. Brillerne op i panden, bogen løftet op, en kærlig gliden med fingrene over de skrøbelige gulnede sider.

En kærlig sjæl
Jo, Peter er også en kærlig sjæl. Det er ikke alle, der opdager det. Hans blufærdighed forbyder ham at vise det for direkte. I den henseende er der et stykke biskop Martensen tilbage i ham. Men den er der, den kærlige sjæl, som altid er parat til at yde sin bistand, ikke blot over for familie, venner og kolleger, men også når det gælder om at fremme interessen for dansk film, sådan som han bl.a. har gjort det med bogen 100 års dansk film, der indbragte ham en Æres-Bodil.
 
Selv om Peters yndlingsfilm er værker som F.W. Murnaus Sunrise, Akira Kurosawas De syv samuraier, Alfred Hitchcocks Skjulte øjne, Jacques Demys Pigen med paraplyerne, banker hans hjerte for dansk film, fra de tidligste stumfilm over Svend Methlings Sommerglæder og Dreyers værker til Trier og de yngste instruktører. Som formand for Statens Kunstfonds film- og teaterudvalg har han været med til skaffe instruktørerne Christoffer Boe, Anette K. Olesen og Lotte Svendsen tre-årige arbejdslegater.
 
Imellem fortid og nutid
Det er en gave at kende Peter, selv om han med sine selvsikre og ufejlbarlige domme også kan være irriterende. Men vi, der har kendt ham gennem mange år, og hans mange taknemmelige elever ved, at også det dybest set kun er et spil, der bunder i hans trang til at udfordre den danske almindelighed.
                
I hans stue hænger biskop Martensen på den ene væg og kigger over på sønnernes computerspil ved den anden. Imellem står Peter med det ene ben i fortiden, det andet i nutiden — og med hoved og hjerte begge steder. Deraf hans valg af filmen som kunstart og deraf hans uundværlighed i en tid, der alt for gerne kun nostalgísk dyrker fortiden eller bevidstløst hengiver sig til nutiden. 


Peter Schepelern. Født 1945. Magister i filmvidenskab, Københavns Universitet 1973. Ph.d. 1989. Lektor ved Københavns Universitet siden 1978. Forskningsophold ved University of Southern California, Los Angeles 1983-84 og 1987-88. Formand for Statens Kunstfonds Film- og teaterudvalg 2002-2004, formand for bestyrelsen 2003-2004. Har udgivet filmteoretiske bøger som Den fortællende film (1972) og Film og genre (1981), formidlende værker som Filmleksikon (1995) og 100 års dansk film (2001), monografien Lars von Triers elementer (1997, ny udgave: Lars von Triers film, 2000) samt bidrag til en række danske og udenlandske værker blandt andet om Dogme og ny dansk film. Desuden to fiktionsbøger — romanen Hr. Bidoulacs tavshed (1980) og prosasamlingen Af samme forfatter (1999). Fagkonsulent på Den Store Danske Encyklopædi, har skrevet fast for filmtidsskrifterne Kosmorama og EKKO. Har modtaget Filmmedarbejderforeningens Bodil, Weekendavisens Litteraturpris og Georg Brandes Prisen.


Et udvalg af Peter Schepelerns artikler i EKKO:

» Interview med Lars von Trier om tilstanden i dansk film: Drillepinden

» Om Lars von Triers Dogville: Lidelse i et allegorisk univers

» Om filmklicheer: Filmens fornemmelse for kliche

» Om filminstruktørens rolle: Solist eller holdspiller?

» Om dansk film: Små helte på bænken