Nyhed
12. maj 2011 | 14:36

Hr. og fru Sarkozy ikke til Cannes

Cannes-festivalen må undvære det franske præsidentpar på den røde løber, på trods af at de begge – på hver sin måde – er filmaktuelle.
Af Mattias Blicher og Claus Christensen

De kunne have gået sammen op ad den røde løber til premieren på Woody Allens Midnight in Paris, der var dette års åbningsfilm på Cannes-festivalen. Men hverken Frankrigs førstedame Carla Bruni-Sarkozy eller hendes mand Nicolas vil være at finde på årets festival.

Og det til trods for at Carla Bruni-Sarkozy filmdebuterer i en mindre rolle i Allens film, mens Nicolas Sarkozy er hovedperson i den franske, politiske thriller The Conquest, hvor han portrætteres af skuespilleren Denis Podalydès.

Rygtet vil vide, at det er førstedamens mulige graviditet, der forhindrer hende i at møde op på croisetten. Sarkozy har simpelthen bare ikke lyst til at se The Conquest, der bliver vist uden for konkurrence den 18. maj.

Vulgær og selvoptaget
Xavier Durringers film, der er skrevet af den respekterede historiker Patrick Rotman, tegner nemlig et svært uflatterende portræt af den nulevende Sarkozy. I The Conquest skulle han eftersigende fremstå som en både vulgær og selvoptaget person.

”Jeg har intet behov for at se The Conquest,” siger præsidenten til det franske kulturmagasin Télérama. Han er — erkender han — ikke god til at modtage kritik, og desuden synes han, at det ville være selvsmagende at gå ind og se en film om sig selv.



”Generelt bryder jeg mig ikke om at læse, hvad der bliver skrevet om mig. Hvis det er kritisk, finder jeg det urimeligt. Hvis det er rosende, er det aldrig tilstrækkeligt … Så er det det værd?” udtaler Sarkozy.



”Det er også af respekt for min kone, at jeg ikke vil se filmen. Og ikke mindst for at beskytte min mentale sundhed. Narcissisme er aldrig løsningen på noget, og for meget narcissisme gør én skør.”

Graviditetsrygter
På et tidspunkt vil Frankrigs førstedame Carla Bruni-Sarkozy dog gerne se filmen om sin mand.



”Jeg er nysgerrig, men også en smule nervøs. Castet er af høj kvalitet, ligesom produktionen og manuskriptforfatterne er det. Jeg ser frem til at finde ud af, om filmen er ensidig,” siger Bruni–Sarkozy i et interview til den franske radiostation RTL.

Det var forventet, at Bruni–Sarkozy ville annoncere sin graviditet i samme interview, men i stedet sagde hun, at hun ikke ville svare på sådanne private spørgsmål. Og på spørgsmålet om, hvorvidt hun kom til Cannes, svarede hun i samme dur.



”Jeg har drømt om at deltage, og jeg er skuffet, men af personlige og professionelle årsager kan jeg desværre ikke komme.”



32 optagelser
Der har verseret rygter om, at Bruni–Sarkozy, der medvirker i tre mindre scener i Midnight in Paris, skulle bruge hele 32 optagelser for at færdiggøre en bestemt scene.



Det afviste Woody Allen dog på gårsdagens pressemøde og roste i stedet Bruni–Sarkozy:

”Hun er alt, hvad jeg troede, hun ville være. Hun kan synge og spille guitar, hun har erfaring med et publikum og god fornemmelse for skuespillet. Hun spillede sin rolle meget elegant og fangede karakteren perfekt."

Allen fortalte videre, at Bruni–Sarkozy selv var godt tilfreds med sin præstation efter at have set filmen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko