Hr. Trier, De har jo lavet en b-film!

Når jeg læser dansk filmkritik af Antichrist, hvor alle for én slutter op om ”verdens største filminstruktør”, minder det mig om en skræmt elsker, der har været for arrogant over for sin elskede.

”Baby, vi ved godt, at vi var onde ved dig før, men vi elsker dig jo. Gå ikke fra os, vær igen den kæmpe ressource for Danmark og filmindustrien, som Breaking the Waves, Dancer in the Dark og Dogville gjorde dig til.”

Nogle udenlandske kritiker er mere skeptiske og kalder filmen ”en joke”. Mange ved ikke, hvilket ben de skal stå på.

Anarkistisk blanding
Der snakkes meget. Alle spørger sig selv og hinanden: ”Hvad er det egentlig, jeg har set? Hvad skal jeg mene?”

Måske har begge sider ret.

Antichrist er en film, hvor de højkulturelle træk (skuespillet, fotograferingen) og de mega-lavkulturelle træk (plottet, effekterne, den Da Vinci Code -agtige mytologi) blandes så vildt og anarkistisk, at ingen ved, hvad der sker.

Måske har Lars von Trier lavet en b-film.

Hvorfor ikke? Tarantino har jo gjort det med stor kunstnerisk succes.

Og Antichrists budget på ti millioner dollars passer perfekt ind i nutidens b-film eller nichefilm, som typisk koster mellem fem og tyve millioner dollars.

U-hollywoodsk frihed
Tro ikke, at jeg med b-film bare mener en dårlig film. Det kan den selvfølgelig også være (og er det tit), men frem for alt er b-film en specifik amerikansk filmgenre med sin helt egene økonomi og æstetik.

B-filmen laves som et supplement til den klassiske Hollywood-film.

Den laves på en tiende del af budgettet, med ukendte skuespillere og gerne med kommercielt tyveri fra A-film: en plakat, en titel eller et ”produceret i samarbejde med nogen, der kender mændene, som lavede Sliver”.

En b-film er en arena, hvor instruktøren kan skænke sig selv en u-hollywoodsk frihed ved at tilbyde visse publikumsvenlige ingredienser såsom nøgne bryster og sjove, tvistede plots.

Instruktøren får frihed fra dramaturgiens og perfektionismens tvang og frihed til at afprøve skøre ting og måske udfolde et kunstnerisk drive eller bare en privat besættelse.

Publikum skraldgriner
En b-film indeholder ofte meget friske sexscener, noget grotesk, slapstick-humor og masser af teaterblod. En b-film må gerne være ekstrem genrefilm som sci-fi, gyser eller parodi på de samme.

Humoren må gerne være ufrivillig. Nogle af de uhyggelige eller dramatiske højdepunkter er lavet i så dårlig kvalitet, at i stedet for at blive berørt eller skræmt så brister publikum i skraldgrin.

Men grinene er ikke et problem, for de indgår i konceptet ”dårlige kvalitet”, som kan forklares med, at filmen har ti eller tyve gange mindre budget end en almindelig Hollywood-film.

Jagten på en stol
Hvad betyder ”dårlig kvalitet”?

Dårlig kvalitet handler 90 % af tiden om at vælge det, som er umiddelbart tilgængeligt frem for det, man efter moden overvejelse mener vil udtrykke instruktørens vision bedst.

Lad mig give et eksempel.

I en klassisk Hollywood-film skal man bruge en stol. Instruktøren kommer med et ønske om en ”grov, skovhytteagtig stol”. Production designeren går på biblioteket og kigger i etymologiske værker, konsulterer sælgere rundt om på nettet og kommer tilbage med et forslag om en stol i tysk 1600-tals-kirkestil.

”Nej-nej,” siger instruktøren, ”jeg mener en hyggelig skovhuggerstol.”

”Aha,” siger production designeren og kigger i flere bøger, konsulterer flere sælgere og kommer så tilbage med forslag til en norsk 1800-tals-stol.

”Super,” siger instruktøren, og så kontakter production designeren en snedker og går samtidig på nettet for at finde den perfekte norske 1800-tals-stol. Når tre eksempler er fundet, bliver de vist for instruktøren, som vælger én – eller siger: ”Ja fint, men mal den lige rød!”

Så kontaktes en maler …

Alt dette koster penge, vildt mange penge.

Aktiverer tilskueren
I b-filmen vælger man derfor den stol, som står på location eller i den nærmeste genbrugsforretning, og så maler man den lige rød (ligesom alt andet på location – så bliver det nemlig til ”stil”).

Det betyder ikke, at filmen bliver dårlig eller en mindre nydelse. Den bliver bare mere kikset, mere gennemskuelig og dermed, på en paradoksal måde, mere aktiverende.

Illusionen er ikke komplet, og derfor ved publikum bedre end filmmageren. Man kan ligefrem sige, at filmmageren på Brecht’sk vis peger på det snyd, han laver. Filmen bliver intellektuelt aktiverende snarere end emotionelt.

Tilskueren bevidstgøres – i biografen og foran dvd-afspilleren, hvor hånlige grin og buh-råb blandes med klapsalver og højlydte kommentarer.

Dansk film mellem to stole
I Danmark, hvor budgetterne er mellem en tyvende og hundrede del af Hollywoods, sætter man sig ofte mellem to stole (røde og andre).

Man mangler på den ene side adgang til den super-professionalisme, som drypper fra Hollywood-systemets kæmpeapparat. Og på den anden side vil man af kulturmæssige grunde ikke gå ind i den form for drengerøvsagtighed, som genrefilmen tit indebær.

Danmark er selvfølgelig også et lille land, hvor den ene køkkenstol ligner den anden. Resultatet bliver ikke den gennemskuelige ”lave kvalitet”, som kendetegner b-film.

Det bliver film, hvor alting ligner sig selv og hinanden.

Triers udbryderforsøg
Jeg vil påstå, at denne økonomiske og kunstneriske kompromiskultur er baggrunden for Lars von Triers mange kunstneriske opfindelser og udbryderforsøg. Han har ikke villet ende i Hollywood-kværnen og heller ikke mellem to stole.

Allerede Epidemic fra 1987 var lavet med det benspænd, at den kun måtte koste en million danske (!) kroner – måske inspireret af den franske lavbudget-instruktør Jean-Luc Godards måde at lave billig film på (to karakterer, der snakker meget hjemme i den enes lejlighed).

Riget hviler på sin relativt billige tv-serie-æstetik kombineret med et anarkistisk manus og det ny, vilde klip, som var hot stuff dengang og lod serien transcendere standarden og blive til kunst.

Og så er der selvfølgelig Idioterne og hele dogme-eksplosionen med dens udtalte økonomifokus, som også prægede klip- og kamerastilen i Triers to gigantfilm, Breaking the Waves og Dancer in the Dark.

”Brug den stol, der står på location,” er jo ligefrem et af dogmerne i Dogme. Teatereksperimentet i Dogville og Manderlay er endnu en original måde at undgå en ambitiøs films dyre set-ups og locationskift.

Og så nu: b-film.

Benspænd som fetich
Ligesom det menneske, der har fået tæsk som barn og har udviklet det til en seksuel fetich, er Trier blevet afhængig af disse økonomisk betingede benspænd. Sådan kan det i hvert fald virke. Det er, som om han ikke kan føle sig fri og udfolde sin eksperimentlyst uden dem.

Muligvis har Den Danske Filmskole med sine strenge og tit ubegribelige benspænd noget med sagen at gøre. Det ligner i hvert fald et trauma, som man kan studere i De unge år, som er baseret på et selvbiografisk manuskript af Trier.

Hidtil har han trods sin brændende eksperimentlyst valgt at lade sig binde ved dramaturgiens gyldne lænke. Det har betydet, at alle hans film, til trods for alle mulige mærkværdige valg, har ”gledet”.

Antichrist ”glider” ikke. Den stopper sig selv gang på gang, og hvad den end er, så er den ikke elegant.

Tilfældets æstetik
Filmen ligner en øvelse i De Uigennemtænkte Valgs Kunst. Trier har måske prøvet at forholde sig mere intuitivt og ikke-analytisk – og har valgt det, som var nemmest og mest ligetil, uden bearbejdning.

Eller det, som bare kom til at ske.

Tilfældets æstetik.

Så er der den berømte ræv, som hvæser ”Chaos reigns” med noget, der ligner stemmen i en dårlig radioreklame. Hvordan kan en præcis og intelligent instruktør som Trier acceptere det, hvis han ikke bevidst dyrker det umiddelbare og klichéfyldte?

Og buskadset, der ryster i vinden og annoncerer rævens ankomst, ligner noget, der er blevet rystet af én assistent på kommandoen ”ryst” (hvilket det også er). Video-Tarkovskij, som en af mine venner sagde.

Det er tydeligvis ikke effektens virkning, som er det væsentlige for Trier, men intentionen.

Som tilskuer har man valget mellem at acceptere eller stå af, men under alle omstændigheder tvinges man til at tænke over det, man ser. Igen – man bevidstgøres. Og biografen fyldes af latter og råb.

Kvinder er onde
Og så er der indholdet i filmen.

Præmissen ”kvinder er onde” er den slags halvt-for-sjov-halvt-dybt-alvorlige-udtalelser, som kunne forekomme i en hvilken som helst vild 70’er-film med titler som Android Hookers from Outer Space.

I det vilde – det useriøse – ligger en dyb udfordring. I selve joken gemmer der sig en meget oprigtig alvor og lyst til diskussion.

Det er jo en klassiker: Når noget er tabu, så kan vi kun behandle det alvorligt, hvis vi laver jokes om det. Det kender vi fra alle lande med censur – for eksempel fra det tyvende århundredes østeuropæiske film. Og noget af det samme dukker op i for eksempel gay- og blondine-jokes.

Pik
Og så er der det med den erigerede pik, som vi to gange får lov til at se i filmen. Det er meget intressant, fordi det udfordrer et af de mest absolutte tabuer, som internationel film har levet under helt siden starten.

I 1950’erne gispede vi til nøgen røv i svensk film, i 60’erne til bryster i dansk film. Den erigerede pik, som Catherine Breillat prøvede at indføre med Romance i slut-90’erne, var for en sikkerheds skyld en attrap, men filmen føles alligevel ”snavsed”, når man ser den.

De nøgne bryster er efterhånden blevet til standard i amerikansk b- og gyserfilm, men at vise pik – dét trancenderer genren og udvikler den.

Der er noget i Antichrist, som smager af frihedens sødme. Der er noget, som skider på alle dem, der har meninger om, hvad man skal og ikke skal. Der er noget anarkistisk, respektløst, råt og ufordøjet, ja ufærdigt simpelt hen.

Genialt kikset.

Endelig er der brysterne, horror-temaet, de smagløse skrækeffekter og den billige location.

En perfekt b-film!