Cannes: ”Humor er et overlevelsesredskab”

Der er altid noget bittersødt over Fernando Léon de Aranoas film.

Hvad enten det er hans internationale gennembrud Mandage i solen fra 2002 med Javier Bardem som en småfilosoferende, arbejdsløs urkraft eller den rørende og morsomme Princesas fra 2005 om prostitution, formår den spanske instruktør at se livet fra begge sider. Den tragiske og den komiske.

Nu er den morsomme socialrealist blevet Cannes-debutant med sin første engelsksprogede film, A Perfect Day, der vises i sideprogrammet Directors’ Fortnight. En ensemblefilm, der foregår blandt humanitærarbejdere under Balkan-konflikten i 1995. Her står humoren endnu tydeligere frem end tidligere, og samtidig er der masser af smerte at spore.

– Findes der virkelig så meget humor blandt humanitærarbejdere i en konfliktzone?

”Ja, i den grad. Jeg arbejdede en del i og omkring dokumentarfilmbranchen i 1990’erne, og her var jeg ude blandt hjælpearbejdere en overgang. Det er et af de steder, jeg har fundet mest humor nogensinde. Humoren er et overlevelsesredskab.”

– Hvad mener du med det?

”Hvis du ikke kan grine dig gennem al ulykken og smerten, så bukker du simpelthen under. Derfor var det også vigtigt for mig at lave denne film med en endnu lettere tone, end jeg normalt gør, men samtidig et endnu tungere emne.”

Psyken er din fjende
”Det har været min ambition, at lave en film hvor tragikken og komikken ligger så langt fra hinanden som overhovedet muligt. Jeg oplevede i min tid blandt hjælpearbejderne, at uanset hvor desperat en situation kan være, så kan et grin redde næsten alt. Derfor måtte jeg trække linjerne meget hårdt op denne gang.”

– Men du har jo også tidligere gjort linjerne tydelige og beskæftiget dig med temaer som arbejdsløshed og prostitution. Også noget, der besidder en vis morskab, hvis man skal tro dine film. Findes der ikke emner, som er for alvorlige til, at man kan lave sjov med dem?

”Jeg griner aldrig af nogen, men tværtimod forsøger jeg altid at grine sammen med mine film. Livet består basalt set af to ting, for mig at se. Drama og humor. Derfor må disse ting også stå tydeligt frem i en film om at leve, og sådanne film holder jeg af at lave.”

– Men hvorfor skal dette så sættes på spidsen i eksempelvis en humanitær konflikt?

”Det skal det heller ikke, men det er interessant at undersøge, synes jeg. I en krig er humoren og dramaet tegnet endnu hårdere op end i hverdagen, og film er jo ofte et koncentrat af livet. Det er krigen her et godt billede på, fordi den største modstander i en krig er din ændrede psyke.”

Man taler engelsk i krig
– Var det filmens internationale tema om humanitærarbejdere, der fik dig til at lave den på engelsk?

”I Spanien er der ikke så mange penge til film i disse år. Egentlig er der jo faktisk ikke så mange penge til noget som helst, så jeg måtte søge ud. Og jeg syntes, historien passede godt til det. Jeg har i mange år gerne villet undersøge menneskeskæbner midt i en konflikt.”

– Så var det mest pengene eller temaet, der skabte filmen?

”Begge dele. Vi har eksempelvis ikke forladt Spanien for at filme Balkan. I områderne omkring Granada finder man det samme terræn som i Bosnien, så vi blev i Spanien og optog filmen der. Men selvfølgelig er det engelsk, man taler i en krig. Det ville være absurd-komisk at lade rollerne tale spansk, fordi humanitærarbejdere tropper jo op fra alle mulige lande.”

– Og det viser du så ved at have Benicio Del Toro fra Puerto Rico, Olga Kurylenko fra Ukraine og Tim Robbins fra USA på rollelisten.

”Ja, det kan du sige, men de er selvfølgelig også valgt på grund af deres spil og timing. Det er ikke let at spille seriøs, men samtidig kunne time og tackle det hele på en morsom måde. Det formår de tre virkelig godt.”

– Hvorfor er det interessant at undersøge menneskeskæbner i en konflikt?

”Fordi de bedste film handler om modsætninger. Om liv og død, om humor og tragik. Det får man i en krigszone, og så håber jeg bare, at man husker at le, selvom verden også kan se trist ud sommetider.”