Dag 4: Humor i regnvejr

Det regner i Berlin. Og jeg løber. I støvler og frakke. Passerer i rask fart Potsdamer Platz, hvor Berlinalens festivalpalads ligger. Det er dér, jeg kommer fra, og jeg forsøger at lægge paladset så hurtigt bag mig, at jeg næsten støder ind i den ene filmanmelder efter den anden.

Årsag: En interview-session til Indignation, som for få uger siden bjergtog Sundance Film Festival, og som her til morgen er blevet vist på Berlinalen som en del af Panorama Special. Og sikke en film!

Det er en amerikansk arthouse-sag med noget så sjældent som et historisk perspektiv. Ikke en lille, krøllet film med flimrende Los Angeles-sol, men en stilistisk filmbombe baseret på mesterforfatteren Philip Roths bog Indignation fra 2008.

Vi befinder os i USA i 1950’erne, og paranoiaen står ud igennem alle filmens gennemtænkte sprækker. En ung, jødisk dreng forsøger at finde fodfæste i en verden, hvor antisemitismen i Amerika er udtalt, og hvor en ung pige gør kur til ham, uden at han aner, hvad han skal stille op med det.

Indignation er en coming-of-age-historie uden egentlig handling. En masse små og større begivenheder afløser hinanden, og til sidst sidder man blæst tilbage i sædet. 

Elevator-møde
Mit åndedræt tager til i eftermiddagsregnen, der halvanden kilometer efter Potsdamer Platz bliver til en fedtet tåge. Turister valfarter rundt imellem de pompøse hoteller og de glitrende tøjbutikker, da jeg drejer ind på Charlottenstrasse og kaster mig ind på Hotel Regent (et af Berlins fornemmeste).

”E-le-va-tor,” hoster jeg til portieren. Han kigger på mig med et blik, der siger mere end femten ryst på hovedet, og peger i retning af den bagerste del af lobbyen. Jeg stormer hen til elevatorerne og ser til min glæde, at en hånd holder døren – jeg når det!

”Thanks,” pruster jeg og kigger så op. Dér står en mand, som får mig til at rette mig op. James Schamus, selveste Ang Lees tidligere manuskriptforfatter, sparingspartner og producer, smiler til mig.

Schamus debuterer nu som instruktør på Indignation. Jeg forsøger at sige noget, men i stedet åbner den nyslåede instruktør vores samtale:

”Hvad synes du?” siger han. ”Med eller uden hat?”

James Schamus trækker en kasket, der ville have gjort formand Mao tilfreds, frem fra jakkelommen og sætter den på toppen af sit halvskaldede hoved. 

”Jeg skal interviewes af en række mennesker, hvis sprog jeg ikke forstår, så jeg tænker, at udseendet betyder noget,” griner han.

Jeg har i mellemtiden fået vejret. ”Jeg er én af dem, der skal interviewe dig. Behold endelig kasketten på,” siger jeg.

Grin igennem sorg
Schamus står lidt med et smil på læben. Så siger elevatoren pling, og vi træder ud. 

”See you in a bit,” griner instruktøren. Så er han væk. Og jeg er fremme.

Min løbetur gennem regnen har givet et pusterum til at fordøje andre af festivalens film. De har på sin vis alle været fyldt med relativt mærkværdige situationer a la den elevatortur, jeg har lige har kørt.

Tag nu Letters From War. Årets portugisiske bidrag til hovedkonkurrencen er fotograferet i sort-hvid og handler om Angolas kamp for uafhængighed fra Portugal i 1971. Her er ikke umiddelbart meget at grine af, men mærkværdig er filmen nu bestemt.

Den er baseret på en række breve fra forfatteren Antonio Lobo Antunes til sin kone fra en udstationering i Angola. Disse breve er fyldt med vid, følelser og en smule tør morskab midt i galskaben, men desværre bliver filmen mere og mere langsom undervejs. De politiske spændinger glider ud, og man glemmer simpelthen at interessere sig for det område, som vi ellers i starten er blevet suget ind i.

Letters From War er derfor på mange måder smerteligt smuk, men ender med at være for ufokuseret. I øvrigt en fornemmelse, der gik igen i dagens anden konkurrencefilm 24 Weeks.

Stortudende standupper
Fire måneder inde i sin graviditet får den tyske standupper Astrid i 24 Weeks at vide, at hendes barn med 98 % sandsynlighed vil blive født med Downs syndrom.

Det tackler hun først med gåpåmod, og sammen med sin mand starter hun en kamp imod omverdenens forventninger om et andet valg end netop barnet. I Tyskland kan man få en abort nærmest frem til datoen for fødslen, og 24 Weeks undersøger med både humor og en ofte stortudende hovedrolleindehaver, hvordan man som forælder kan (og ikke kan) tackle sådan en situation. 

Det lyder formentlig smertefuldt og fængende, men i festivalpaladset begyndte anmelderne nu alligevel at sive en time inde i filmen. Det var da også cirka på det tidspunkt, at stemningsbillederne blev for omfangsrige.

I stedet for at fortælle en ganske hård og ligefrem historie, der kunne have ledt tankerne hen på vinderen af Guldpalmen i Cannes i 2007 – 4 måneder, 3 uger og 2 dage, der handler om en abort under Ceausescu-styret i Rumænien – bliver 24 Weeks mere en kunstfilm med en masse afstikkere, der ofte virker påklistrede.

Det er synd, for historien er af og til fuldstændigt ubærlig i 24 Weeks. Og tyske Julia Jentsch (Hannah Arendt) spiller rollen som krakelerende, gravid morskabsmaskine til perfektion. Jentsch er således den anden stærke kvindelige hovedrolle efter Isabelle Hupperts mageløse præstation i Things to Come i går – og så har vi oven i købet danske Trine Dyrholm med Kollektivet til gode endnu.

Pruttehumor-garanti
Historien er til gengæld ikke meget andet end morsom i War on Everyone, der er kommet til Berlin med en voldsom hype i polititasken inden visningerne i Panorama Special-programmet. 

I filmen følger vi to betjente (Micahel Pena og Alexander Skarsgård), og de to har for længst efterladt good cop/bad cop-attituden. War on Everyone gør nemlig ikke nogen fortræd, selv om betjentene både er korrupte og vanvittige.

Det er bestemt sjovt at se Skarsgård og Pena folde sig ud, og særligt Skarsgård er fremragende som druksyg strisser, men da Pena en dag sætter sig op imod den forkerte skurk, eskalerer tingene voldsomt for ham og makkeren.

Det hele bliver dog for letkøbt, men er man til grovkornet pruttehumor, går det an.

Også selv om man havde forventet lidt mere af instruktør John Michael McDonagh (The Guard og Calvary), der forleden fortalte til branchebladet Screen, at han castede Alexander Skarsgård, fordi han så en Youtube-video med skuespilleren, hvor Skarsgård var skidefuld til en fodboldkamp med yndlingsklubben Hammarby IF.

Det forklarer selvfølgelig en del om filmens tone. 

You again
Regn og tåge ligger stadig rundt om det noble Hotel Regent i Charlottenstraße.

Den talentfulde skuespiller Sarah Gadon (Maps to The Stars og Enemy) får taget billeder i en pompøs mellemgang. Hendes mønstrede kjole er formentlig ikke fra H&M.

Ved siden af hende sidder filmens hovedrolle og producer. Han sms’er. Den kun 24-årige Logan Lerman (The Perks of Being a Wallflower) er efterhånden et navn, man skal lægge mærke til, og på den måde er Indignation en film for stjerneskud. 

Vi er en lille håndfuld journalister, der betragter talenterne, imens vi venter på James Schamus. Ind træder instruktøren endelig, og han har stadig kasketten på.

”You again,” siger han med et smil og nikker til mig. Herefter retter han lidt på hovedbeklædningen.