Ekko hylder det store filmår 1921

”Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt,” sagde Ingrid Bergman engang.

Det gælder også for film.

Det kræver kræfter at gå til en stumfilm, men ofte får man indsatsen tifold igen. Tidens tand spiser nemlig af restaffaldet, og vi husker kun de mest seværdige film.

I år fylder en håndfuld af dem 100 år. Og 1921 minder faktisk en del om i dag. En større global krise – dengang var det Første Verdenskrig – havde årene forinden sat en kæp i hjulet på den europæiske filmbranche.

Men med gåpåmod igangsatte store kunstnere et nyt kreativt årti. De opfandt mange af de filmiske teknikker, vi stadig bruger i dag. Samtidig er 1921 et år, hvor næsten samtlige af datidens største instruktører markerede sig med både underholdende og kunstnerisk dybe værker.

Vi anbefaler de bedste film fra 1921.

Danmark: Blade af Satans bog

Verdenskrigen har svækket den danske filmproduktion, og nu stikker flere talenter af til udlandet. Det gælder blandt andre Danmarks store instruktør, Carl Th. Dreyer.

Men han når at lave en film mere herhjemme.

Blade af Satans bog er en af Dreyers mest ambitiøse projekter. Filmen er en antologi med fire kortfilm, der tilsammen strækker sig over flere tusind år. Den er inspireret af amerikanske D.W. Griffith, som i 1916 havde lavet den ligeledes storladne Intolerance.

Dreyers anden film i karrieren har Djævelen i hovedrollen som antihelt. Det er nemlig Guds vilje, at Satan er dømt til at friste menneskene. Det er først, når et menneske modstår ham, at han kan slippe.

Derfor er hvert afsnit af filmen en ny prøvelse for både Fanden og mennesket – fra Judas til ærkehertuginden Marie-Antoinette.

Blade af Satans bog er ikke Dreyers bedste film, men det grandiose koncept og instruktørens åbenlyse talent for følsomme nærbilleder smelter fascinerende sammen.

Allerede inden filmens danske premiere er Dreyer rykket nordpå, og så får Danmarks filmlillebror Sverige al nordlyset. I centrum for herligheden står en prominent svensk skikkelse, der laver årets uovertruffent bedste film.

Sverige: Køresvenden

Skal man se kun én film fra 1921, må det være Victor Sjöströms Køresvenden, der foregår i årets sidste time på nytårsaften.

I kolde, blå-tintede nattebilleder hører vi en svensk vandrehistorie. Den sidste person, der dør hvert år, får til opgave at køre dødens ligvogn og samle sjæle indtil næste nytårsaften.

Og skæbnen vil, at den modbydelige dranker David Holm trækker det korteste strå. Rollen spilles af Victor Sjöström selv. Han rygtedes at have forklædt sig som hjemløs i de stockholmske gader for at forberede sig.

David Holm er lidt af en Scrooge-karakter, en skiderik uden kærlighed til andre, men som må se sine fejl i øjnene for at blive et bedre menneske. Som i Charles Dickens’ Et juleeventyr gennemgår David sit liv, men minderne er brudt op, så publikum selv må stykke brikkerne sammen.

Da David får en flaske i hovedet og falder om, havner han i de dødes rige. Sørgelige, vraltende skikkelser træder frem i vellavede dobbelteksponeringer, så skuespillerne ligner gennemsigtige spøgelser.

En dødsvogn viser en kutteklædt køresvend, der endelig er færdig med sin tørn på vognen. Et uhyggeligt bud på døden.

Tyskland: Der müde Tod

I Tyskland instruerer Fritz Lang også en film om livets endeligt. Titlen lyder Der müde Tod,og her forsøger en ung kvinde at overbevise Døden om at skåne sin forlovede.

Døden har medlidenhed med hende, og den opgave, han har fået af Gud, hænger ham langt ud af halsen. Han er træt af, at menneskene skal have et så forpint forhold til døden.

Flotte billedkompositioner og metafysiske dødsriger giver filmen flere kvaliteter.

Men de bliver undervejs droppet til fordel for eksotiske lokationer, når Døden tager kvinden til andre kulturer for at vise hende, at manden ikke kan reddes.

Asta Nielsen: Hamlet

I Tyskland befinder sig også et andet stort stumfilmtalent.

Den danske skuespiller Asta Nielsen har på dette tidspunkt nydt et årti med succes og blitzlys som en funklende stjerne med speciale i tragiske kvindeskæbner og et erotisk blik.

Verden ligger på dette tidspunkt åben for hende. Hun beslutter sig for at kaste sig over den rolle, som mange skuespillere anser for at være den vigtigste nogensinde: Hamlet!

Det betyder ingenting for Die Asta, at Hamlet er en manderolle. Det betyder heller ikke noget, at forestillingen bedst huskes for Shakespeares poetiske dialoger, der jo ikke kan overføres til en film uden lyd.

I denne fortolkning bliver prinsen til en prinsesse, der må forklæde sig som en mand for ikke at ødelægge tronfølgen. Der tilføjes også en forhistorie, før Hamlet kommer hjem til Danmark, hvor hun forelsker sig i sin bedste ven Horatio.

Med nutidens briller på er det svært ikke at læse en queer-fortolkning ind i fortællingen, hvor en hovedperson foregiver et andet køn end det, hun er født med, for at tilpasse sig.

Asta Nielsen giver rollen afgørende kompleksitet. Årtiet inden blev hun berømt for sin mere naturalistiske tilgang til skuespillet, og det er måske det, der virkelig slår igennem her. Det passer i hvert fald perfekt til en depressiv og indadvendt Hamlet.

Amerika: Chaplin, Keaton og Lloyd

På den anden side af Atlanten har amerikanerne fundet en niche, som de er uforligneligt dygtige til: komedie.

Her er det ikke kunstfilm og adaptationer af store værker, der tager opmærksomheden, men i stedet originale film med et mål om at få publikum til at brække sig af grin.

Tre mænd træder frem som nogle af de bedste fysiske komikere nogensinde. Treenigheden består af Charlie Chaplin, Buster Keaton og Harold Lloyd.

Årets mest kendte indslag er nok The Kid, som med ægte patos handler om forholdet til et efterladt barn. Men Chaplin laver også en anden film samme år.

I kortfilmen The Idle Class gør han tykt grin med de sociale lag. Chaplin spiller en dobbeltrolle som rig snob og opfindsom vagabond, der ligner rigmanden til forveksling. Forskellen mellem dem gør livet utroligt svært for rigmandens kone.

Buster Keaton får en lignende idé med The Goat, hvor hovedpersonen bliver forvekslet med en farlig morder. Det resulterer i en af filmhistoriens bedste jagtsekvenser, som fylder det meste af filmen, mens Keaton bibeholder sit ikoniske, udtryksløse ansigtsudtryk.

Harold Lloyd går i en anden retning i Never Weaken. Han har rollen som en papirnusser, der ved en uheldig række tilfælde ender på toppen af et stilladsarbejde. Her er stuntarbejdet så nervepirrende og troværdigt, at den 30 minutter lange filmoplevelse minder om et begyndende angstanfald!

Fælles for de tre giganter er sansen for at udnytte kulisser i komikken. Det ser vi desværre alt for sjældent i moderne komediefilm, der typisk har fokus på dialogen.

Og det var netop lyden, der nogle år senere skulle stoppe storhedstiden for de tre herrer og mange af de andre stumfilmhelte. Men inden da fik vi 1921 – et af de store år i filmkunstens historie.